’The School for Good and Evil’: Netflix-film går Harry Potter i bedene med imponerende stjernecast
Der var engang en filmserie ved navn ’Harry Potter’. For længe, længe siden lagde den kimen til fantasifulde historier om magiske skoler og magtkampe mellem det gode og onde. Mange prøvede at gøre den efter, fra Disneys ’Descendants’ til den aktuelle ’The School for Good and Evil’ hos Netflix.
Vil historien om det seneste coming of age-fantasy-forsøg så få en lykkelig slutning eller et tragisk endeligt?
Et godt udgangspunkt er i hvert fald en historie, der er lykkedes med at tælle til eventyrtallet tre. Bogen af samme navn, skrevet af Soman Chainani, er nemlig solgt i mere end tre millioner eksemplarer og oversat til mere end 30 sprog. Inden for et år var rettighederne til en filmatisering allerede købt.
Nu, næsten 10 år senere, har instruktør Paul Feig (’Bridesmaids’, ’Freaks and Geeks’) og manuskriptforfatter David Magee (’Life of Pi’, ’Finding Neverland’) i samarbejde med Netflix så gjort drømmene til virkelighed. Og med på rejsen har de fået stornavne såsom Charlize Theron, Cate Blanchett, Kerry Washington og Laurence Fishburne.
Mon ikke også de navne skal trække i et publikum på den anden side af young adult-alderen? Netflix var i sine promobilleder i hvert fald ikke i tvivl om, at det var dem, der skulle hive en 29-årig kvinde som mig i fælden.
Og så sad jeg i saksen i hele 2 timer og 27 minutter. Her mødte jeg veninderne Sophie (Sophia Anna Caruso) og Agatha (Sofia Wylie) som bor i den lille by Gavaldon. Sophie er træt af livet i den lille by og drømmer sig væk. En dag hører hun om The School for Good and Evil, der uddanner og former de helte og skurke, som alle eventyr er skrevet ud fra.
Sophie vil ind på den gode skole, mens Agatha prøver at bringe hende tilbage til virkeligheden – selvom den hverken er fortryllende eller fantastisk.
Men i nattens mulm og mørke bliver Sophie hentet til skolen, og i et forsøg på at få Sophie til at blive hives Agatha også med. Da de ankommer, går tingene dog ikke som planlagt, da den kønne, smukke og milde Sophie lander hos den onde del af skolen, mens den mørkhårede og hekselignende Agatha ender hos de gode. Nu starter kampen for at finde, hvor man hører til – uden at lade sig forføre af hverken onde eller gode (!) kræfter.
Det var ikke svært at se ’The School for Good and Evil’ til ende. Selvom dens plot er forudsigeligt, kunne jeg ikke lade være med at interessere mig for de små omveje og finurlige udfordringer. Lige fra Sophies erkendelse af sit indre mørke til dysten om den gode prins Tedros kærlighed. Eller fra den klodsede prins Gregors skæbne til et hundrede år gammelt broderopgørs rolle i det hele.
For ligesom på Hogwarts er der noget ved dagligdagen i den verden, vi møder, som er inciterende. Jeg tror, at et yngre publikum vil finde filmen fascinerende, og det forstår jeg godt.
Men hvis ’The School of Good and Evil’ skal lykkes som et rigtigt eventyr, er den nødt til at have et lærerigt budskab. At verden ikke er sort-hvid og mennesker ufejlbarlige, er faktisk en virkelig fin pointe at få igennem til den yngre generation. Problemet er, at Agatha hamrer den ind med syvtommersøm fra start til slut. Det bliver repetitivt.
Der mangler også mindeværdige karakterer. På trods af et imponerende voksengalleri kan Paul Feig ikke trylle humoren frem. Jeg kan til et vist punkt tilgive overspillet, vi er jo i familiefilmens territorie. Men hvor er det ærgerligt, at Feig ikke lykkes med at skabe scener og karakterer, vi kan grine af.
Kort sagt:
Uden humor, komplekse budskaber eller originalitet kan ’The School for Good and Evil’ ikke mønstre en lykkelig slutning.