’Welcome to Wrexham’: De to Hollywood-stjerner er det største problem i serie om overtagelse af sekunda-fodboldklub

’Welcome to Wrexham’: De to Hollywood-stjerner er det største problem i serie om overtagelse af sekunda-fodboldklub
'Welcome to Wrexham'. (Foto: Disney+)

»Why is it never us? Why is it never us?«, lyder det fra en grædefærdig Sunderland-fan.

Arbejderklubben fra det nordøstlige England har netop tabt playoff-finalen til Charlton og skal tilbringe endnu en sæson i Englands tredjebedste fodboldrække, League One. Ét år tidligere skete det utænkelige: I stedet for at rykke direkte op i Premier League igen, rykkede Sunderland ned. To nedrykninger på to år – og nu et mislykket oprykningsforsøg. En sportslig og økonomisk nedsmeltning fanget sekund for sekund af rullende kameraer.

De to sæsoner af ’Sunderland ’Til I Die’ på Netflix satte barren for bag kulisserne-fodbolddokumentarer. De havde det hele: Store drømme, stjernespillere fortrængt til miniputstadioner, inkompetente mellemledere og – ikke mindst – lidende fans, der fik deres hjerte hensynsløst tofodstacklet gang på gang. Hvert eneste glimt af håb et præludium til total fortvivlelse.

Senere fulgte Amazons ’All or Nothing’-serie om først Manchester City og senere Tottenham og Arsenal, men uden at nå tæt på samme højder. Det var for renskuret, for redigeret, for ufarligt. Vinder City endnu et mesterskab? Slutter Tottenham eller Arsenal som nr. 4 eller 5? Der var alt for lidt på spil. Ingen gider se fodboldens one percent danse stoledans til CL-hymnen i VIP-sektionen.

‘Welcome to Wrexham’. (Foto: Patrick McElhenney/FX)

På denne baggrund burde ’Welcome To Wrexham’ være et hit. Her starter vi ikke i Englands tredjebedste, men helt nede i landets femtebedste række. Englands svar på Danmarksserien (hvis der fandtes professionelle spillere og klubber med 10.000 tilskuerpladser i Danmarksserien, forstås).

Men hvorfor overhovedet følge et hold så langt nede i fodboldpyramiden? Det er der naturligvis en god forklaring på, der samtidig er seriens største problem: de nye kendisejere.

’Welcome To Wrexham’ begynder i efteråret 2020, hvor de to Hollywood-stjerner Ryan Reynolds og Rob McElhenney beslutter sig for at overtage den walisiske klub, hvilket klubbens ejere og fans naturligvis ikke er sene til at blåstemple.

Reynolds og McElhenney er ikke sene til at kortlægge deres ambitioner, foretage store spillerindkøb (topscoreren fra Englands fjerdebedste række!) og hviske søde Premier League-ambitioner i ørene på Wrexham-fansene. Og vi følger skam også fansene. Den nyligt fraskilte familiefar, der forsøger at holde sig oven vande. Den kørestolsbundne kvinde, der har lagt tusindvis af frivillige timer i klubben, men nu endelig får et fast job af de nye ejere. Og flere andre. Så langt, så ’Sunderland ’Til I Die’.

‘Welcome to Wrexham’. (Foto: Patrick McElhenney/FX)

Det burde fungere. Desværre bruger ’Welcome To Wrexham’ alt for meget tid på ejerne og deres introduktion til fodboldsporten. Vi følger det ene Zoom-opkald efter det andet mellem Reynolds og McElhenney, hvor de snakker om det skøre engelske fodboldsystem. Man kan rykke op! Man kan rykke ned! Hvor er det gakket, det der soccer!

De første afsnit er der nærmest ingen fodboldoptagelser. Kun Zoom-opkald og snak om, hvordan Rob mødte Ryan. De forklarer gang på gang, at de har hjertet på rette sted, og at fansene ikke skal blive benovede over, at deres klub nu ejes af to Hollywood-stjerner, men samtidig bruger serien så meget tid på dem, at man lidt føler, at man skal føle, at det faktisk er en stor ting.

Det smager lidt for meget af forfængelighedsprojekt.

Nerven fra ’Sunderland ’Til I Die’ og senest TV Syds ’Love it or leave it’ om Esbjergs katastrofesæson 2021/22 mangler simpelthen. Det er ikke kun, fordi alt går galt for Sunderland og Esbjerg. Forstå mig ret: Dette er en stor del af det. Nedtur og gråd er godt tv-drama. Men det er også, fordi disse serier er fluen på væggen-dokumentarer.

‘Welcome to Wrexham’. (Foto: Patrick McElhenney/FX)

Da Esbjerg holder et pludseligt krisemøde mellem trænerstab, spillere og ledelse i omklædningsrummet i kølvandet på meldinger om den nye tyske cheftræners fysiske afstraffelse af spillerne (!), bliver kameraet smidt ud. »I skal nok ikke stille spørgsmål, når de kommer ud. Det vil I fandme fortryde«, siger sportsdirektøren nærmest truende. Senere skrider han selv. Lokummet brænder.

Det er cirkus, drama og – først og fremmest – følelser. Der er også følelser i ’Welcome To Wrexham’, men de virker kuraterede. De håndplukkede fanfortællinger bringer os tættere på fansenes personlige historier (skilsmisse, tab af job m.m.), men tegner et for fragmenteret billede. Der mangler interaktionen mellem fansene, følelserne mellem fans. Hvilke spillere vil de gerne beholde? Hvem vil de af med? Hvilke bandeord bruger de, når modstanderholdet scorer i det 97. minut?

Tilsvarende får man ikke følelsen af, at klubejerne selv ligger søvnløse over et sent pointtab til Dag & Red eller Notts County. De viser det i hvert fald ikke i deres Zoom-opkald mellem optagelserne til deres respektive film og tv-serier. Wrexham virker som et hobbyprojekt. I hvert fald i de første fem afsnit, der er blevet sendt til anmeldelse.

Med hele 18 afsnit i alt kan det dog nemt blive bedre. Afsnit 4 og 5 kunne tyde på det. Mindre Hollywood, flere dramatiske kampoptagelser, kimen til uro i truppen over lønforskelle og meget mere. Kunne man håbe på en pludselig deroute og nedrykning til det engelske svar på Serie 1?

Google siger nej. Men jeg ser nok stadig med. Det er trods alt fodbold.


Kort sagt:
Hollywoodificeringen af en klub i den nedre del af den engelske fodboldpyramide byder på både glamour og virale TikTok-klip, men savner nerve og autenticitet.

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.

’Welcome to Wrexham’. Dokumentarserie. Instruktion: Bryan Rowland. Medvirkende: Rob McElhenney, Ryan Reynolds. Spilletid: 18 afsnit á 30 min. Premiere: 21. september på Disney+.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af