’28 Days Haunted’: Man er nødt til selv at opleve, hvor dum paranormal Netflix-serie er
»Efterforskerne i dette eksperiment står over for ekstrem isolation og traumer i et fjendtligt paranormalt miljø. Prøv ikke dette selv«.
Sådan indledes hvert afsnit af Netflix’ aktuelle dokumentarserie, der tager udgangspunkt i en teori skabt af de verdensberømte paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren.
Teorien er basseret på parrets mere end 10.000 sager, hvor de opdagede, at det tog 28 dage at overskride grænsen mellem de levende og døde. De kaldte det 28 dages-cyklussen.
Ed og Lorraine Warren, der blandt andet blev portrætteret af Patrick Wilson og Vera Farmiga i den nyklassiske gyser ’The Conjuring’, døde i henholdsvis 2006 og 2019, inden de nåede at afprøve teorien hos andre paranormale efterforskere. Nu har deres svigersøn Tony Spera i samarbejde med Aaron Sagers sat sig for at afprøve teorien på tre angiveligt hjemsøgte steder i USA.
Hvert sted har et hold af paranormale efterforskere valgt at lade sig isolere i de 28 dage, det tager at bevise teorien. Der er blandt andet dæmonologen Jereme Leonard og det psykiske medium Brandy Miller, der skal efterforske Madison Dry Good, en tøjbutik i North Carolina. Her skulle en person ved navn Charlie have dræbt sin familie med et gevær tilbage i 1929. Det er Leonard og Millers opgave at løse mysteriet og dermed sætte familiens ånder fri ved at afsløre Charlies forbrydelse. Et klassisk plot, der er fortalt et utal af gange i diverse fiktionsfilm og -serier.
Denne gang er det virkelighed for de to modige efterforskere, der efter eget udsagn risikerer deres liv i forsøget på at opklare mysteriet. De føres dertil i bil med bind for øjnene, og allerede i det øjeblik de stiger ud af bilen, kan de straks mærke, at der er nogen eller noget, der ikke ønsker dem velkommen.
Derfra handler serien stort set ikke om andet, end at de kan mærke det ene og det andet.
Det samme gør sig gældende på Captain Grant’s Inn og Lumber Baron Inn, der er hoteller i henholdsvis Connecticut og Denver, hvor der ligeledes er begået drab. Men lad mig bare – for ikke at afsløre alle seriens hemmeligheder og mysterier – holde mig til Madison Dry Good-sagen, der også er den mest interessante.
Og med interessant mener jeg tåkrummende pinlig, plat og ufrivilligt komisk.
Det er muligt, at mennesker, der tror på det paranormale, vil finde serien spændende og uhyggelig. Men jeg tvivler.
For de ting, eksperterne ’oplever’, er så vilde, at deres efterfølgende reaktioner er påfaldende utilstrækkelige. For 28 dage med så intens paranormal aktivitet, som de beskriver, burde resultere i, at de køres direkte på den lukkede. Men de holder ud – uden nævneværdige tegn på, at de flere gange har været ved at miste i livet, fordi de er kommet for tæt på at afsløre Charlie.
Det kulminerer i de sidste afsnit, hvor Jereme flere gange citerer kristne fraser, som var det taget ud af ’Exorcisten’, mens han fægter løs med et krucifiks i et sidste desperat forsøg på at fordrive det onde. Da det ikke lykkes, ender han med at blive besat og begynder at udvise samme symptomer, som Charlie efter sigende skulle have haft, inden han begik sin forfærdelige forbrydelse for små hundrede år siden.
Besættelsen vises blandt andet ved, at der zoomes ind på Jereme, mens han stirrer ondt og intenst på Brandy. I klassisk dokumentarstil forklarer Brandy, hvordan hun oplevede Jeremes besættelse. Han udviste tegn på træthed og vrede, hvorefter der klippes tilbage til tiden, hvor Jereme var besat, og hvor han nærmest ordret siger: »Jeg er træt«. Og: »Jeg føler mig vred«.
Besættelsen ender med et hjerteanfald, og Jereme køres til et nærtliggende hospital, hvor han overnatter. Og bedst som man troede, at det ikke kunne blive dummere, skal der ikke mere end den overnatning på hospitalet til at ophæve Jeremes besættelse. Han kommer tilbage med fornyet styrke og fægter endnu vildere med sit krucifiks, mens han denne gang nærmest råber ad Charlies ånd.
Det er svært at beskrive, hvor åndssvag ’28 Days Haunted’ er. Det skal opleves.
Alene præmissen er tåbelig. Det er en sandhed med modifikationer, når indledningen påstår, at de medvirkende lever i ekstrem isolation. Det er i hvert fald ikke mere ekstremt, end at de kan gå lige ud på gaden og få frisk luft, når det hele bliver for meget.
Den dramatiske underlægningsmusik og al den CGI, der er brugt for at skabe de lig og spøgelser, de medvirkende ser, forstærker bare den uundgåelige formodning om, at det hele er så fake og opstillet, at det halve kunne være nok.
Kort sagt:
Man skal være mere fast i den spirituelle tro end Fru Drusse i ‘Riget’ for at tro på et sekund af det, der udspiller sig i ’28 Days Haunted’.
Anmeldt på baggrund af hele serien.