’Pinocchio’: Guillermo del Toros visuelle genistreg falmer efter en halv time i tredje remake på tre år

’Pinocchio’: Guillermo del Toros visuelle genistreg falmer efter en halv time i tredje remake på tre år
'Guillermo del Toro's Pinocchio'. (Foto: Netflix)

Tre remakes på tre år.

I 2019 gav italienske Matteo Garrone sit bud på fortællingen om Pinocchio, og for nogle måneder siden kunne vi se Robert Zemeckis’ fortolkning. Nu er turen kommet til den visuelle mester Guillermo del Toro.

Mens spørgsmålet endnu engang må lyde: Har vi brug for endnu en film om menneskemarionetten?   

Et af de mange problemer ved de to førstnævnte filmatiseringer er, at CGI fylder alt for meget, så det er svært at mærke den ellers rørende relation mellem menneskedukken og skaberen Geppetto.

Det problem undgår del Toro ved at animere hele filmen, så det er lettere for publikum at leve sig ind i den magiske fortælling. Og efter filmens anslag sad jeg med et håb om, at det kunne blive en både magisk og mesterlig film.

‘Guillermo del Toro’s Pinocchio’. (Foto: Netflix)

Del Toro bruger nemlig første del af filmen til at etablere en dyb og rørende relation mellem Geppetto og hans søn, Carlo. Historien tager sit udgangspunkt i Første Verdenskrig, hvor Geppetto arbejder som snedker i den lokale kirke, der på tragisk vis sprænges i luften under et bombeattentat, mens Carlo befinder sig derinde.   

Som minde om sin dræbte søn planter Geppetto det træ, der senere bruges til at skabe Pinocchio. I mellemtiden har den selvhøjtidelige fårekylling, Sebastian J. Cricket (Ewan McGregor), bygget et hjem i selv samme træ. 

Årene går, og Geppetto kommer sig aldrig rigtigt over tabet af Carlo. Og da sorgen en dag bliver for meget, fælder han træet, hvorpå Pinocchio i beruset ekstase bliver skabt og kort tid efter vækket til live af den dystre Wood Sprite (Tilda Swinton). Han er desværre slet ikke kærlig og pligtopfyldende som Carlo, og efter kort tid terroriserer han Geppettos værksted.

Pinocchio er langt fra perfekt, og det er et befriende valg af del Toro, at han ikke med det samme vil have os til at sympatisere med den irriterende dukke, som man næsten håber vil brænde op, da han ved et uheld sætter ild til sine fødder.

‘Guillermo del Toro’s Pinocchio’. (Foto: Netflix)

Herfra udvikler den klassiske Pinocchio-fortælling sig, som vi kender den. Han møder den griske cirkusmester Grev Volpe og den fascistiske Podestá, der begge forsøger at lokke den uskyldige dreng i deres klør.

Vi befinder os i Italien i tiden, hvor Mussolini leder landet. Et fornuftigt greb, der både giver nyt liv til den gamle historie og gør den mere voksenvenlig. Store temaer som liv og død løber som en understrøm, da det viser sig, at Pinocchio ikke kan dø, men i stedet ender hos Wood Sprite, der efter noget tid sender ham tilbage til livet. 

De nye tiltag skaber tiltrængte nuancer, men betyder desværre også, at historien roder, mens det er svært at se, hvem del Toro henvender sig til. For selvom Pinocchio ’vokser op’ i en tid, hvor krig og vold truer, skaber det ikke mange nye dimensioner i historiens overordnede morale, som de fleste – hvis ikke alle – er helt med på i forvejen: Lad være med at lyve, lyt til dine forældre, pas din skole og gør, hvad der føles rigtigt.

Del Toros ’Pinocchio’ er blevet rost i internationale medier for det visuelle udtryk, og samarbejdet med Mark Gustafson, der stod bag animationen på Wes Andersons fantastiske stop motionfilm ’Fantastic Mr. Fox’, mærkes da også tydeligt.

‘Guillermo del Toro’s Pinocchio’. (Foto: Netflix)

At stopmotion kan noget ganske særligt, ved vi også fra film som ’Nightmare Before Christmas’, ’Walter og Trofast’ og ’Mary and Max’, der hver især har et særligt udtryk, hvor man mærker, hvor meget arbejde der er lagt i at bevæge karaktererne fysisk.

I del Toros ’Pinocchio’ er det dog, som om man i postproduktionen har overanimeret resultatet i en sådan grad, at man har suget liv og sjæl ud af de lidt for stive karakterer. Det udtryk, der var betagende og dragende i filmens første halve time, ender med at blive anstrengende over knap to timer.

Heldigvis har del Toro et hav af fantastiske skuespillere, der hver især genskaber de tabte liv. Især David Bradley fra Harry Potter-filmene og ’Game of Thrones’ gør det mageløst i sit portræt af den elskelige, tålmodige, kærlige, sørgmodige og til tider bitre Geppetto, der klart er filmens mest interessante karakter – primært på grund af Bradley.

‘Guillermo del Toro’s Pinocchio’. (Foto: Netflix)

Også Ewan McGregor er dog værd at fremhæve som Cricket. Som fortæller leder han os trygt og elegant igennem den ellers kaotiske historie.

At Guillermo del Toro er en af tidens mest visionære instruktører, har han vist fra ’The Devil’s Backbone’ til ’Pans labyrint’, ’The Shape of Water’ og ’Nightmare Alley’, der alle byder på ren filmmagi.

Med ’Pinocchio’ fornemmer man også tydeligt mexicanerens evne til at fortælle eventyrlige historier med visuel bravur. Desværre sidder man stadig med en underlig fornemmelse af at have set det meste før.


Kort sagt:
Et hold fantastiske stemmeskuespillere gør, at Guillermo del Toros ’Pinocchio’ er det bedste bud på en genindspilning af den udødelige klassiker. Desværre udebliver magien i det lange løb.

’Guillermo del Toro's Pinocchio’. Spillefilm. Instruktion: Guillermo del Toro. Medvirkende: Gregory Mann, David Bradley, Ewan McGregor, Tilda Swinton, Cate Blanchett, Ron Perlman, Finn Wolfhard. Spilletid: 117 min. Premiere: I biografen 24. november og på Netflix fra 9. december.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af