’Cabinet of Curiosities’: Du skal kun se to afsnit af Guillermo del Toros rodebunke af kosmisk horror
Guillermo del Toro står som producer bag Netflix-serien ’The Cabinet of Curiosities’, et kurateret udpluk fra den ferske horrorstamme over otte afsnit, der lander veltimet til Halloween.
Og på papiret lyder alt lovende. De otte udvalgte instruktører udgør en bred vifte af forskellige genreudsnit, nationer, etniciteter og køn. Blandt de mere spændende er Jennifer Kent (‘The Babadook’), Ana Lily Anapour (‘A Girl Walks Home Alone at Night’), David Prior (‘The Empty Man’) og Panos Cosmatos (’Mandy’).
Som benspænd består samtlige afsnit af en kort historie på omkring en time under emnet kosmisk horror. Og under den fane kommer de vidt omkring.
Fra satanistiske ritualer udført i bagenden af et depot (Guillermo Navarros ’Lot 36’) over adaptationer af et par af H. P. Lovecrafts mindre kendte værker (’Pickman’s Model’ af Keith Thomas samt Catherine Hardwickes ’Dreams in the Witch House’) til et parforholdsdrama mellem to ornitologer, der både involverer druknede barnespøgelser og rylers flyveformationer (’The Murmuring’ af Jennifer Kent).
Som introduktion til afsnittene agerer del Toro selv fortæller, om end han virker meget lidt komfortabel foran kameraet. Nogen Elvira eller Rod Serling er han ikke just.
To afsnit inde er der tale om lidt af en snublefest i metermål. Førnævnte ’Lot 36’ og Vinzenco Natalis ’Graveyard Rats’ er, hvad jeg pænt vil kalde for forkølede vennetjenester. Navarro er én af del Toros faste fotografer fra ’Pans labyrint’ og ’Pacific Rim’, mens den vellidte mexicanske instruktør producerede Natalis miserable body-horror-film ’Splice’ i 2009.
Begge bidrag er creature features om desperate tølpere (Tim Blake Nelson som en racistisk depotjæger og David Hewlett som gravrøver), hvis grådighed fanger dem på den forkerte side af uhellige monsterkabinetter.
Afsnittene byder på klamme effekter og enkelte gode ideer – navnlig en kravletur i rottetunneller dybt under jorden inspireret af ’The Descent’ – men deres tjæremørke nihilisme tyder på en øjenrullende ideforladthed fra folkene bag afsnittene. Hovedpræstationerne fra Nelson og Hewlett er det eneste egenlige højdepunkt.
De gode præstationer er også i fokus i antologiseriens to Lovecraft-adaptationer. Rubert Grint har måske ikke fået en Hollywood-karriere, som hans ’Harry Potter’-hjertevenner har, men hans præstation som sørgende og søgende spiritualist i ’Dreams in the Witch House’ er bedre end noget, jeg har set fra Emma Watson og Daniel Radcliffe.
Som en sky maler betaget af altopslugende smerte spiller Crispin Glover komplet manisk i ’Pickman’s Model’. Alene hans New England-accent, der er så tyk, at det tenderer til det parodiske, giver en sitrende energi til Keith Thomas’ ellers kedsommelige Lovecraft-cosplay.
Det absolut værste bidrag er dog Ana Lily Anapours ’The Outside’. Den britiske instruktør har endnu ikke været tæt på at opnå samme kvalitet som fra sin lovende debut fra 2014, og denne banale satire over skønhedsprodukter er et hidtidigt lavpunkt.
Som enhver god genbrugsjagt kræver det tålmodighed at finde guldet i ’Cabinet of Curiosities’.
Efter de intetsigende første to afsnit dansede jeg nær en triumferende sejrsrus ud, da Prior sætter scenen for sin alien-invasionsfilm ’The Autopsy’ med en scene, hvor der blødt klippes fra en indstilling af et spindelvæv til stjernehimlen og derefter på en mineskakts glimtende klippevæg.
F. Murray Abram og Glynn Turman spiller henholdsvis en dødeligt syg retsmediciner og en sherif, som prøver at komme til bunds i en uforklarlig mineskaktsulykke. Som i ’The Empty Man’ underspiller Prior uhyggen og prikker langsomt til seeren gennem inciterende, atmosfæriske uhyrligheder. Han fører arven videre fra britiske horrormaestroer som Nicolas Roeg og Michael Powell, og jeg respekterer ham dybt for det.
I det helt andet hjørne finder man Panos Cosmatos’ ’The Viewing’. New Age-hippier plejede at tage deres euforiske midler under intermissionen til ’2001: A Space Odyssey’ for at få mest muligt ud af Kubricks trippede finale. Jeg fristes til at udskrive en lignende recept til ’The Viewing’, når Peter Wellers excentriske milliardær serverer sine højtestimerede gæster verdens reneste kokain, før han tager dem med i baglokalet for at beundre en uudgrundelig terror fra det tomme rum over os alle.
Jennifer Kent står bag finaleafsnittet. Hun er en uhyre intelligent filmskaber, der forstår at skabe gys gennem præcise relationsskildringer. Og hendes afsnit byder da også på det eneste jumpscare i serien, der virkelig fik mig til at hoppe bag sofaen i gru og vantro. Men hun formår heller ikke at samle sine tematikker i en tilfredsstillende pakke.
Det samme kan siges om rodebunken ’Cabinet of Curiosities’.
Kort sagt:
Den folkekære Guillermo del Toros kuratering af tidens mest spændende horrorstemmer svinger for voldsomt i kvalitet til at kunne anbefales i sin helhed. Men hold da op, hvor jeg elsker højdepunkterne: David Priors ’The Autopsy’ og Panos Cosmatos’ ’The Viewing’.