’Project Iceman’: Man mærker smerten og viljen i film om danskers vanvittige rekordjagt på Antarktis
»Alle tvivler, når du gør noget, ingen har gjort før. Ingen tvivler, når du gør noget, alle har gjort før«.
Citatet har været en stærk motivation for Anders Hofman, der tilbage i 2020 som den første nogensinde gennemførte en ’Iceman’: 3,9 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb – vel at mærke på Antarktis under ekstreme vejrforhold.
I interviews med både forældre og søskende beskrives Anders’ barndom som fuld af glæde og gode minder. Anders’ smilende væsen og imødekommenhed ændrede sig dog, da han nærmede sig 9. klasse, hvor der ifølge familien skete noget, de ikke helt kunne sætte ord på. Noget holdt ham tilbage fra at udvikle sig.
Ifølge hovedpersonen selv er en stor del af årsagen til, at han – og børn og unge generelt – går i stå, at når man får at vide, at man ikke kan, så tror man på det. Den modstand man møder i starten af sit liv, kommer ifølge Hofman udefra og sætter sit præg resten af livet, hvis man ikke selv ændrer på det.
Fast besluttet på at vise verden, at de fysiske begrænsninger skal ændres indefra, ser vi gennem rekonstruktioner, hvordan Hofman googler rekorder, der mangler at blive slået.
Han finder én, som han sætter sig for at slå, nemlig en Iceman. Også her møder Hofman den modstand, han har kæmpet mod det meste af sit liv. Noget af det første, han fik at vide var, at man ikke kan svømme fire kilometer i isvand. Det skulle vise sig at være det »trigger point«, der kickstartede Project Iceman.
Mest af alt er filmen en opsang til unge om ikke at lade sig begrænse af andres erfaringer, men derimod at kæmpe for de drømme, man har. Og som sådan lykkes den. For hold nu op en bedrift, der leveres.
Dokumentaren følger Hofman gennem de to år, der går fra vanvittig ide til vanvittig præstation. Desværre springer filmen lidt for meget i tiden, hvilket gør det svært for alvor at mærke den udvikling, han gennemgår.
Vi ser ganske vist Hofman ’varme op’ med en halv Iceman på Svalbart. Men også det dækkes lidt for overfladisk, til trods for at det tager ham ti timer at gennemføre. Vi hører ham fortælle, at her er tale om et livsprojekt, og at han tager et lån på 100.000 dollars for at kunne finansiere sin drøm. Men historien går ikke nærmere ind i de personlige konsekvenser.
Det er først, da Hofman og resten af holdet ankommer til Antarktis, at filmen rigtigt kommer i gang, og i det øjeblik, Hofman hopper i vandet, begynder man at mærke, hvad der er på spil. Ifølge ham selv var svømningen den fysisk hårdeste disciplin, hvilket også tydeligt ses på ham, når han med tunge skridt og smerten indprentet i ansigtet, efter mere end en time i det iskolde vand går den mentalt udmattende disciplin, 180 km cykling, i møde.
Her begynder det for alvor at gøre ondt på både Hofman og os, der kigger med. Man føler virkelig med Anders, når han efter 90 minutter på sin cykel har tilbagelagt en distance på blot ti kilometer. Flere gange cykler han omkring 100 meter og vælter, fordi cyklen skrider under ham eller måske af ren og skær udmattelse.
’Project Iceman’ handler ikke om Antarktis’ storslåede og barske natur, men den er svær at se bort fra, når droneoptagelser viser, hvor lille manden med den enorme viljestyrke er, når han kæmper sig igennem sneen og allerede i de indledende timer af sin Iceman flere gange lader til at være ved at knække.
Det er kun begyndelsen, og når det ekstreme vejr for alvor tager til, fornemmer man rent faktisk, at her er tale om et projekt, der kunne have fatale konsekvenser for både Hofman og folkene omkring ham.
Bedriften kan ikke overvurderes, og jo længere tid man følger Hofman i de ekstreme omgivelser, jo mere føler man hans smerte og vilje.
Kort sagt:
’Project Iceman’ skøjter for let hen over optakten, men man mærker smerten og viljen i Anders Hofmans ekstraordinære bedrift, når han først står på Antarktis.