’The Patient’: Steve Carell leverer sin bedste dramatiske præstation i årevis i ny seriemorderserie
Man siger, at et trygt miljø er en forudsætning for god terapi, men i FX’ nye miniserie – som nu kan streames på Disney+ – må den succesfulde psykolog Dr. Alan Strauss (Steve Carell) slå sig til tåls med nogle lidt mere udfordrende betingelser.
Han er lænket fast til gulvet i kælderen hos sin tidligere patient, Sam (Domhnall Gleeson), som har bortført ham, fordi han er seriemorder og ønsker at blive sine morderiske drifter kvit. Det er en stakåndet frist, for Dr. Strauss ved udmærket godt, at han er en færdig mand i det sekund, Sam beslutter, at terapien ikke længere virker.
Seriemorderserier er ofte synonyme med vold, brutalitet og mere eller mindre udspekulerede mord (’Dahmer’, ’Dexter’), men ’The Patient’ er snarere optaget af udredelsen af seriemorderen end udfoldelsen af ham. Næsten hele serien foregår hjemme i Sams kælder, langt væk fra de potentielle gerningssteder.
Sam hører til den mere blodfattige skare af seriemordere. Han bestrider et kedeligt 8-16 arbejde, spiser takeaway og går til koncerter alene i weekenden. Han er ret beset et forvokset barn uden nogen venner, hvilket ikke er så underligt, når hans pinefulde ængstelighed gør ham tæt på umulig at føre en almindelig samtale med.
Hans morderiske drifter skal naturligvis – fristes man til at sige –forklares med barndomstraumer. Han er fra barns ben blevet sønderbanket af sin far, og hans mor har ikke gjort det mindste for at stoppe det. Nu kanaliserer han sin indestængte vrede ud på mere eller mindre tilfældige mennesker, som ynder at sende ham et nedværdigende blik.
Det meste af tiden tilbringer Dr. Strauss alene i kælderen med at fordøje den fuldstændigt ubegribelige situation, han er havnet i. Gennem imaginære samtaler med sin afdøde terapeut overvejer han strategier for Sam, og om han eventuelt bør begive sig ud i et flugtforsøg.
Han tænker også på sin afdøde kone og sin jødisk ortodokse søn, som han bebrejder for at svigte familien, da konens kræftsygdom stod allerværst til.
Der er mange mentale flashbacks, og de forekommer i starten en anelse malplacerede, men efterhånden forstår man, at patienten, som seriens titel henviser til, i lige så høj grad er Strauss selv. Han har hjulpet hundredvis af mennesker via sit hverv, men ikke desto mindre kuldsejler forholdet hans egen søn.
Der er heldigvis tid til refleksion, og gennem udredningen af Sam når han også nye erkendelser om sig selv og sin egen rolle i familiens sammenbrud.
Dr. Strauss er på mange måder en fantastisk facetteret karakter. Overfor Sam er han professionel: Empatisk, tålmodig og lyttende, men i hans indre verden afsløres et langt mere fortvivlet og desperat sindbillede.
Man kan diskutere kvaliteten af Steve Carells præstationer i dramatiske roller, men denne her nailer han med indlevende skuespil i alle faser af kidnapningen – i de desperate skingre øjeblikke såvel som i de mere monotomt eftertænksomme.
Det samme kan desværre ikke siges om hans modpol, Domnhall Gleeson, hvis skuespil virker fortænkt og forceret. Han bliver heller ikke hjulpet på vej af en karakter, som forekommer lige lovlig endimensionel og gennemskuelig.
’The Patient’ er langt hen ad vejen en hæderlig serie, som bidrager godt til den fortærskede seriemordergenre med sin insisterende langsomme og jordnære form. Der er mangegennemtrawlede psykologsamtaler, men også et par gode twists, som gør, at man alligevel føler sig underholdt af seriens 10 relativt korte afsnit.
Med Netflix-serien ’The Americans’ formidlede Joel Fields og Joseph Weisberg koldkrigstematik som sexet spiondrama med intelligente replikker, og også i ’The Patient’ har de fundet plads til humoristiske elementer – som i Sams utæmmelige trang til konstant at slubre iskaffe fra Dunkin’ Donuts.
Kort sagt:
Steve Carell gør det blændende som indespærret psykolog i ny seriemorderserie, som vil have nydt godt af en lidt mere nuanceret patient.