(Spoiler-advarsel: Artiklen berører slutningen på ’Gone Girl’)
Artikelserie: De mest overrumplende skuespilpræstationer i nyere tid. I en film fuld af overrumplende plottwists er det Ben Afflecks selvudleverende præstation som everyday man Nick Dunne, der tager mig på sengen.
Hvor Rosamund Pike velfortjent blev Oscar-nomineret for sin strålende præstation som hans glansbillede-kone Amy Dunne i David Finchers ’Gone Girl’, blev Afflecks lige så glimrende spil fuldkommen overset.
Han giver en underspillet præstation, der læner sig så meget op ad hans egen kamp med livet i rampelyset, at man tager sig selv i at tænke, om han overhovedet spiller skuespil. Måske er det derfor, at hans præstation virkelig skinner igennem i en film, hvor samtlige karakterer spiller skuespil over for hinanden og for kameraerne i et evigt fascinerende reality-show.
’Gone Girl’ udkom i 2014, året inden Affleck blev separeret fra ekskonen, Jennifer Garner. I tiden op til var parret og deres børn blevet terroriseret af paparazzi-fotografer, mens det siden er kommet frem, at Affleck også kæmpede med alkoholisme i perioden.
Det er med andre ord fremragende set af David Fincher og hans faste caster Laray Mayfield at lade Affleck indtage en hovedrolle, som på mange måder spejler hans eget liv. Det er hans livs rolle – et totalt uventet højdepunkt fra en skuespiller, der primært lod til at beherske enstrengede præstationer og roller som actionhelt og hunk i 00’erne.
I interviews har Fincher fortalt, at det var Afflecks nervøse smil til opstillede pressebegivenheder, der var udslagsgivende for castingen.
Præcis dét smil bruger ’Gone Girl’ i en afgørende scene, hvor Nick afholder et pressemøde med sine grædende svigerforældre, efter konen Amy er sporløst forsvundet.
Han er tydeligt utilpas ved at agere bekymret ægtemand foran kameraerne, fordi han på dagen for Amys forsvinden havde tænkt sig at lade sig skille fra hende.
Blitzlysene falder som håndgranater, og da en af de anmassende fotografer beder Nick om at smile ved siden af en plakat af sin forsvundne kone, gør han det per instinkt. Han er vant til at please, og pludselig er han mordmistænkt nummer 1.
Det perfekte par
Nogle af de bedste skuespilpræstationer kommer, når skuespillere får lov at spille karakterer, der på den ene eller den anden måde spiller skuespil. Tænk på Jeremy Irons i ’Dead Ringers’, Denis Lavant i ’Holy Motors’, Nina Hoss i ’Phoenix’, Anthony Perkins i ‘Psycho’ eller Juliette Binoche i ’Certified Copy’.
At Afflecks præstation tydeligvis er bundet op på hans egen person, tilføjer et ekstra lag til ’Gone Girl’, der i sin essens handler om at pleje sit image i en digital medievirkelighed og være nogle andre, end dem man egentlig er.
Amy Dunne er hele sit liv blevet groomet til at være »Amazing Amy« – forældrenes problematiske glansbillede af den perfekte datter – mens Nick hele sit liv har kæmpet for ikke at ende som sin kvindehadende far. At Ben Afflecks egen far var alkoholiker, og at han selv endte i samme grøft, selvom han havde forsvoret det, er endnu et tankevækkende meta-lag i castingen.
Selv da Nick og Amy bliver gift, spiller de stadig roller over for hinanden, når de forsøger at leve op til det romantiske billede af det perfekte par. De elsker kun hinanden (og sig selv), når de bekræfter hinanden i, at de er perfekte. Da først de polerede facader begynder at krakelere, indser parret, at de slet ikke kender hinanden.
Fincher overfører denne ambivalens til selve filmens struktur, der i første halvdel får os til at tvivle på Nick, indtil den store afsløring hiver tæppet væk under os i filmens anden halvdel.
På samme måde som karaktererne bliver forført af et glansbillede, er vi som tilskuere også hurtige til at dømme nogen ude, når alle beviserne peger på dem – ikke mindst takket være Afflecks pragtpræstation som det perfekte røvhul.
Billederne bedrager
’Gone Girl’ viser elegant, at billederne kan lyve. At der altid vil forekomme en iscenesættelse i en medieret virkelighed, hvor den ’objektive sandhed’ er fuldkommen eroderet.
Det er først, da Nick lærer at bruge medierne og selv spille skuespil for kameraerne, at han formår at overvinde Amys gode – men falske – historie om den utro ægtemand, der myrder sin kone. I en overlegen talkshowscene vender han på en tallerken og spiller pludselig sin kones spil i erkendelsen af, at han kun kan slå hende med en endnu bedre historie.
Nogle af de mest inkriminerende øjeblikke for Nick er, når han ikke begår sig på passende vis foran kameraer. Når han smiler til en sørgmodig pressekonference, eller når han tager en glad selfie med en flirtende kvinde, som vil have del i den sørgende og mediedækkede ægtemand.
Hen mod filmens finale genforenes Nick og Amy endelig foran den sensationshungrende presses rullende kameraer. Nick læner sig frem for at kysse Amy, men det er kun kameraerne, der opfanger det som et kys – som tilskuere kan vi se, at han hvisker hende i øret og konfronterer hende med hendes bedrag.
Der er altid en anden sandhed bag de perfekte billeder. Og kun når man lærer at beherske billederne og skabe den perfekte historie, kan man overvinde tidens mediecirkus.
Det ved Ben Affleck som medieovervåget Hollywood-skuespiller bedre end nogen anden. Han er opflasket i en branche, hvor comeback- og forsoningsnarrativer er så indgroede, at det kun er et spørgsmål om tid, før man selv får brug for at gentage dem. De erfaringer skinner igennem i hans hævede, trætte ansigt som Nick Dunne, der tvinges til at bruge de samme kneb.
Ægteskabet sprænges til atomer
’Gone Girl’ udstiller, hvordan denne manipulation gennemsyrer alt – helt ned til det hellige parforhold.
At Amy Dunne altid er et skridt foran Nick, skyldes, at hun ved, hvordan hun skal udnytte kameraerne og historiefortællingens magt. Tænk bare på den fantastiske, dyriske scene, hvor hun som en tiger snor sig udenom overvågningskameraerne i college-flirten Desis (Neil Patrick Harris) designerhjem. Hun ved præcis, hvordan hun skal navigere for at skabe det perfekte bevis, der endnu engang kan give hende overtaget.
I starten af filmen tror man som publikum blindt på billedernes sandhed. På at beviserne mod Nick jo må tale sandt. Men når ’Gone Girl’ slutter, er vi blevet klogere.
Det afsluttende billede – en direkte gentagelse af filmens første indstilling, nu med en helt anden betydning – er et af de mest skræmmende øjeblikke i nyere tids film. Både Nick og Amy er blevet til dem, de forsvor at være. Dømt til at leve resten af deres dage med at spille skuespil over for hinanden og omverdenen.
Hjemmet og ægteskabets trygge rammer er sprunget til atomer.
’Gone Girl’ kan ses Disney+, Viaplay og Blockbuster.