’Emily’: Der er glimt af magi i film om kvinden bag litteraturhistorisk hovedværk

Film, der genopliver og genfortæller historiske og ofte oversete kvinders liv, er en mikrogenre i sig selv.

Med varierende succes forsøger de at skrive dem og deres professionelle virke, om det er litteratur eller videnskab, ind i vores fælles kanon over ’store genier’ på linje med deres mandlige kolleger, ofte mens det betones, at de var teenagere og kvinder med hormoner og oprør og liderlighed og drifter, og at alle de egenskaber ikke var svagheder, men vilkår, der gav dem adgang til erfaringer og følelser, de brugte aktivt i deres arbejde.

Det er det, vi ser i Sofia Coppolas ’Marie Antoinette’, i ’Ammonite’ og Apple+-serien ’Dickinson’.

I ’Emily’ er hovedpersonen Emily Brontë, hvis eneste roman ’Stormfulde højder’ med tiden – takket være blandt andre den feministiske pioner Virginia Woolf – er blevet placeret blandt de vigtigste værker i engelsk litteratur. Hun boede på 1800-tallets engelske hede og skrev i oprør mod de victorianske normer.

Havde hun levet i dag, ville hun nok have været goth, siger instruktøren Frances O’Connor i filmens pressemateriale. Med andre ord en oplagt skikkelse til denne genre om forhistoriens girl bosses.

I hovedrollen ser vi Emma Mackey, der fik sit gennembrud som den bogkloge rebel Maeve i ’Sex Education’, og hun tager noget af det samme følsomme oprør med sig til sin rolle i ’Emily’. I begyndelsen af filmen møder vi hende, som hun ligger på sit dødsleje 30 år gammel, og det mere end antydes at arbejdet med ’Stormfulde højder’ tog livet af hende.

Så skrues tiden tilbage til hendes unge år og til den skarpe kontrast, hun her lever i mellem det strenge præstehjem med korsetter og ’Handmaid’s Tale’-agtige kyser og de fantasiverdener og historier, hun skaber for sig selv.

Der er ellers en forventning om, at hun skal være en høflig ung dame, der tager opvasken, lærer fransk og gør sig klar til at tage med sin ældre søster, Charlotte, på lærerskole. Men det er ikke et liv, hun er i stand til at leve, så hun bliver hjemme, lærer om tankefrihed og at ryge opium og drikke sherry af sin bror Branwell (Fionn Whitehead, ’Dunkirk’), der som mand har flere muligheder end Emily, men intet gør med dem.

Hun begynder at skrive poesi, tage på fuldeeventyr i naturen og ind imellem lade sig undervise i fransk af byens nye, unge præst Weightman (Oliver Jackson-Cohen).

På trods af hans konservative kristendom og hendes modvilje mod alt gammelt og dogmatisk udvikler der sig et meget forbudt forhold mellem Emily og Weightman, og de mødes for at have sex i det skjulte. Deres første hemmelige møde er en ret fin scene, som dvæler ved de mange lag af tøj og korsetknuder, de skal igennem, inden en smule hud viser sig.

’Emily’ er, ifølge instruktøren, ikke en biografi, men bygger i stedet på en blanding af historiske kilder, O’Connors eget liv, og hvad hun ud fra ’Stormfulde højder’ mener Brontë må have oplevet for at kunne skrive det, hun skrev. En alternativ rekonstruktion, som – lidt ligesom ’Bridgerton’-bølgen – er mindre interesseret i historiske detaljer, hvilket giver plads til en ny fortælling om Brontë og om det indre kaos, som teenagepigelivet er og formentlig for evigt har været.

Det er oplagt at tænke, at Kate Bush som kvinden bag mesterværket ’Wuthering Heights’ også har været inspirationskilde for ’Emily’ og dens atmosfære af hekserier, længsel og sanselig berøring af mosklædte stendiger. I en scene udfordres den tilbageholdne Emily som en del af en leg til at tage en maske på og få de andre til at gætte, hvem hun er.

Men i stedet for at gå med på den gode stemning indtager hun – eller bliver indtaget af – sin afdøde mors spøgelse, og Emily bliver, som forfattere ofte bliver fremstillet på film, til et medium, som har adgang til dele af virkeligheden, hendes småborgerlige samtidige ikke har.

Det er en flot scene, og ’Emily’ er bedst, når den laver den slags eksperimenter og bare leger med idéen om Emily Brontë som emo-teenager, der ryger sig skæv og har en affære med den flotte præst. Men med sin spilletid på over to timer er den slags eksperimenter kun glimt i det, der efterhånden bliver en ensformig affære. Med tiden mister de mange tænksomme blikke ud over stormfulde marker deres betydning.

Og, som det så ofte sker, ender kærlighedshistorien med at tage overhånd på ærgerlig vis, når der nu er blevet etableret et retrospektivt univers med mange flere spændende spor i Emilys liv end en forelskelse.

Det ændrer dog ikke på, at ’Emily’ er et originalt take på en historisk genfortælling og en lovende instruktørdebut for Frances O’Connor.

---

Kort sagt:
I denne genfortælling er Emily Brontë en opiumrygende rebel, og i sine glimt af magi er ’Emily’ en meget lovende debut for instruktør Frances O’Connor.