Nu må det være slut med ‘Bridgerton’-liderlige streamingtjenester, der tryller fortiden feministisk igen og igen

Med kniplinger og knep driver streamingtjenesterne rovdrift på fortiden i desperat jagt efter det næste ‘Bridgerton’-hit. Det føles efterhånden som et overfladisk femiwashet ekkokammer.
Nu må det være slut med ‘Bridgerton’-liderlige streamingtjenester, der tryller fortiden feministisk igen og igen
Simone Ashley og Jonathan Bailey i 'Bridgerton' sæson 2. (Foto: Liam Daniel/Netflix)

Da ‘Bridgerton’s første sæson landede, sad jeg med vidtåbne øjne og næsten hoppede i sædet af begejstring: Genial idé at lade 1800-talsorkesteret spille Ariana Grande, Taylor Swift og Billie Eilish for at poppe den historiske romance op til 2022. 

Klip til i dag. Hvis jeg skal høre én til anakronistisk strygeorkester-version af et moderne pophit, kaster jeg muligvis op udover det adelige teselskab på skærmen. 

I den Disney+-aktuelle ‘Rosaline’ får ‘Bridget Jones’ legendariske startscene en genkomst, men selvfølgelig med en live-violinversion af ‘All By Myself’ ved den hjerteknuste heltindes seng, da Romeo pludselig møder Julie og glemmer alt om Rosaline.

Hvilket også vækkede stærke mindelser om den emo-agtige drageprinsesse Rhaenyra i ‘House of the Dragon’, der surmuler ved et træ, mens en tjener spiller den samme hymne for hende på repeat.

Netflix’ ungdomspastiche ‘Do Revenge‘ smed da også lige en orkesterversion af OMCs 90’er-one hit wonder ‘How bizarre’ ind i sin (godt nok nutidige) pastelfarvede Instagram-opdatering af krimiklassikeren ‘Strangers on a Train’. 

Men musiktendensen er blot det overeksponerede knopskud på en virkelig træt streamingtendens. 

Fra tragisk heltinde til rapkæftet killjoy

‘Rosaline’ var med sit »the one that got away«-spin på ‘Romeo og Julie’ blot endnu en i rækken af revisionistisk streamingfeminisme, der nåede næsten Monty Python’ske højder i sin udlægning af Shakespeares velkendte Verona-tragedie. 

Her besidder Kaitlyn Dever i hovedrollen som Julies kusine Rosaline et uovertruffent 2022-vid. Hun gider ikke snakke elizabethansk engelsk og bestemt heller ikke giftes. Spiller psykisk syg, når hendes far sætter hende op med tandløse oldinge, blot fordi de er de eneste ledige ungkarle i byen.

Som hendes tjenestepige gentager Minnie Driver tæt på hundrede gange, at hun jo faktisk er uddannet sygeplejerske og overkvalificeret, men dem var der åbenbart heller ikke nogen, der lyttede til i 1400-tallet. 

‘Rosaline’. (Foto: Moris Puccio/20th Century Studios)

Som Soundvenue-skribent David Madsen skrev i sin anmeldelse er hun fem minutter i Snurre Snup: »Man forventer på det nærmeste, at hun finder en gulerod frem fra lommen og gnækker ‘ain’t I a stinker?’ til kameraet«. 

Der er efterhånden ingen grænser for mængden af film og serier, der som ‘Rosaline’ stikker et Killjoy-manifest i hånden på fortidens heltinder fra virkeligheden og fiktionen. 

Selvom ‘Rosaline’ egentlig er en velskrevet og velsmurt komedie med en stærk kvindelig spiller i front, er mit mæthedspunkt, når det angår den her type kønsbesatte tidsrejser i fiktionen, nået for halvanden sæson ‘Bridgerton’ siden. 

Streaminghit = kniplinger og knep 

Selvom den langt fra startede trenden, kan man ikke komme udenom Netflix-hittet, der beviste populariteten af tankeeksperimentet: Hvad nu hvis vi gik med Jane Austens Elizabeth og Darcy hjem og bollede bagefter? 

Som streaminggigantens mest sete engelsksprogede serie overhovedet med anden sæsons over 627 millioner sete timer, taler tallene for sig selv. 

Og man kan ikke benægte, at det nok især er den del af regnestykket, der har fået streaminggiganterne til at søge liderligt efter det næste sexede Jane Austen-lignende fix. 

Lad dem kneppe i kniplinger og korsetter, så er succesen stensikker. 

Dog rækker tendensen langt videre, end at sex sælger. Og der er masser af kvalitet på spil i en lang række af de titler, der kappes om at føle sig mest originale, fordi de forvandler fortidens kvinder til rebeller. 

Bortset fra ‘Rosaline’ er det ikke som sådan kvaliteten, der er problemet. 

Lena Dunhams teeneventyr i middelalderen var ungdomsklassiker, ikke romancesmuds.  ‘Catherine Called Birdy’ fik fem stjerner med på vejen af Soundvenues anmelder, der roste filmen for sin delikate slagtning af patriarkatet, som et originalt indspark i tendensen. 

‘Catherine Called Birdy’. (Foto: Alex Bailey)

Amazons serieremake a ‘A League of their Own’ erstattede Tom Hanks med saftig queerkærlighed og scorede ligefrem topkarakter

Ligeledes blev ‘Bridgerton’s første sæson hyldet for at gøre periodedramaet sexet, og det seneste remake af ‘Emma’ med Anya Taylor-Joy vandt indpas, ligesom den kloge genfortælling ‘The Great’ om Elle Fannings Katharina Den Store, der løber om hjørner med den snotdumme russiske kejser, hun bliver giftet bort til. 

Den feministiske genfortolkning af fortidens kvinder har i årevis været en ihærdig del af streamingkrigen. Amazon slap i ‘The Marvelous Mrs. Maisel’ med stor succes en jødisk husmor fri på New Yorks sprudlende comedyscene i 1950’erne. Apple TV+ prøvede fra start at profilere sig på ‘Dickinson’ om den posthumt kendte digter, der har fået tiltagende status som feministisk ikon. 

Netflix startede tidligt med ‘Anne With An E’ (baseret på ‘Anne fra Grønnebakken’) og kan prale af ‘Enola Holmes’ selvstændige unge teendetektiv som et af deres største filmhits. De forsøgte sig for nylig på Austen-territoriet med en ‘Persuasion’-adaptation med Dakota Johnson i hovedrollen (mediet Vox’ anmeldelse kaldte den en »total katastrofe«). 

Grebet om fortiden virker efterhånden mere kalkuleret end kreativt. 

På Netflix tronede den udenlandske serie ‘Kejserinden’ for nylig øverst på de danske hitlister. Fordi historien om 1800-tallets Østrigske kejserinde gav genlyd i samtiden? Eller fordi vi fik lov til at se hende have sex i mudderet med kejseren? 

At serien var på tysk, var ingen hindring, så længe den dryppede lidt ned i publikums ‘Bridgerton’-tørst. 

Femiwashing af fortiden  

Hvorfor ikke lade Netflix og co. kurtisere deres kvindelige seere med harpepop og lækre mænd i regency-outfits, hvis det er det, de vil have? 

Selvom den feministiske fingerspidsfornemmelse for fortidens historier muligvis er at foretrække frem for det modsatte, rykker det ikke ligefrem underholdningen fremad.  

Samtidig føles det i længden som en manipulerende forplumring af de historiske kvindestemmer (Jane Austen), der rent faktisk skrev revolutionerende feministiske værker, når man tager deres værk som gidsel i en reproducerbar algoritme. En rovdrift, der i sidste ende føles som et overfladisk femiwashet ekkokammer. 

Hailee Steinfeld og Wiz Khalifa i ‘Dickinson’ på Apple TV+. (Foto: Apple)

Genfortællinger har før revolutioneret romcom- og highschool-genren. ‘Clueless’ ‘Emma’-spin er blevet kaldt en af de bedste Jane Austen-adaptationer overhovedet, mens også det nye skud på stammen, ‘Fire Island’. har vakt opsigt

Men der er i virkeligheden ikke noget, der bliver genfortalt i tidens feministiske flirts med kostumedramaet. 

I stedet bliver den politiske tæft brugt som en belejlig tryllestav, der altid kan fiskes op ad lommen og trylle fortiden mere woke. 

Og selvom vi tror, vi ser tilbage med et friskt blik, vender hovedet stadig den helt forkerte vej. 

Er det, fordi vi skammer os over romancer, at de skal gøres lidt historiske og fjollede?

I stedet for at skulle spejle mig i kønspointer, der rider damesaddel eller bliver puffet forstilt rundt i en kvadrille, savner jeg film og serier, der siger noget om nutiden. Fortællinger, der tager den romantiske komedies temaer om sociale skel, forelskelse, sex og forhold seriøst og kan fortælle kærlighedshistorier uden at pakke dem ind i kluns fra glemmekassen. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af