’Do Revenge’: Netflix-film vil være highschool-klassikeren til en ny generation, der fortjener bedre
Alle generationer fortjener deres egen highschool-komedieklassiker. Fra det nihilistiske sen-Reagan teenageoprør i ’Heathers’ over den poppede ’Clueless’, der fejrede excess gennem Jane Austen, til 00’ernes klistrede tredjebølgefeminisme i ’Mean Girls’.
Jennifer Kaytin Robinsons Netflix-komedie ’Do Revenge’ er pinligt opmærksom på den arv. Filmens åbningssekvens viser et monstrum af et palæ badet i pink og babyblå farver, hvor skolens Queen Bee Drea (Camila Mendes) anskuer sine droner foran en plakat af forsiden på Teen Vogue, som hun naturligvis pranger, mens hun i en voice-over stolt fortæller publikum om sin succes.
Som andengenerationsamerikaner og datter af en hårdtarbejdende sygeplejerske prøver hun blot at komme igennem virvaret af kliker og karakterræs for at nå helt til tops og få en studieplads på Yale.
Da den nye elev Eleanor (Maya Hawke) træder ind på Dreas posh privatskole, sætter crushet Gabbi straks den blåøjede teenager ind i myretuens hierarki. Her er ikke længere nørder, goths, jocks og mean girls, men i stedet hvide teaternørder, woke trust fund-rigmandsbørn, veganske Thunberg-klimakrigere og en heksekult.
Mærkaterne har måske ændret sig, men den patriarkalske ordensmagt lever stadig i bedste velgående i form af ulven i fåreklæder og Manic Pixie Dream-drengen Max (Austin Abrams fra ‘Euphoria’), som manipulerer resten af skolen gennem et vagt slør af allyship og venligstemt, androgyn fremtoning.
Da Drea bliver skolens pariah, efter Max lægger en sexvideo af hende ud på internettet, slår hun pjalterne sammen med Eleanor, så de hver især kan få deres nemesis ned med nakken. Eleanor har nemlig sit eget horn i siden på en gammel lejrskolekammerat, der outede hende som lesbisk tilbage i de små klasser.
Den står på Riverdale møder Alfred Hitchcocks ’Strangers On a Train’, hvor skrantende alliancer, gement forræderi og fordækt skyggespilkrydres med frikvartersdrama og hallucinerende svampe i klassens festmåltid.
Gen Z-teenagerne er kendt for at være hyperopmærksomme på deres status og plads i fællesskabet i forhold til tidligere generationer, og derfor giver det da også fantastisk mening at tage udgangspunkt i spændingsmesteren over dem alle, når konflikter pludselig spilles op til et spørgsmål om liv eller død.
Generelt sidder filmens generationsportræt lige i skabet. Filmens soundtrack er fyldt med ængstelige bangers fra MUNA, Weyes Blood, Olivia Rodrigo og – naturligvis – Billie Eilish. Kostumedesignet består af vintage-pastelfarvede skoleuniformer, baretter og gennemsigtige regnjakker. Oldschool, med et queer twist. Perfekt kurateret efter enhver teenagers inderste sanktum.
Som Farley Granger og Robert Walker fra ’Strangers On a Train’ har de to forbrydere-in-spe, spillet af Hawke og Mendes fantastisk kemi. Hawke stråler som en ung stoner-udgave af moren Uma Thurman, når hun spiller rollen som den uopnåelige it-girl, så hun kan infiltrere Max’ gruppe af sykofanter.
Men stjernen her er Camila Mendes, som spiller stort uden nogensinde at overspille. Det er rart at se hende i andet end absurd skrald som ’Dangerous Lies’, hvor hendes åbenlyse gaver som filmdiva er komplet spildte.
Men som klassens klæbrige kærestepar, der straks slår op efter folkeskolen, er matchet mellem Hitchcock’iansk spænding og teendrama desværre bedre på papiret end i virkeligheden.
På den ene side ser vi aldrig nogen så meget som åbne en bog eller have en undervisningsgang i løbet af filmen, hvilket truer med at underminere, hvorfor Robinson overhovedet har valgt gymnasiet som scenarie.
På den anden side er tredjeaktstwistet overraskende, men kun ved at ofre begge hovedpersoners troværdighed komplet, og Robinson viser generelt ingen interesse i eller forståelse for at opbygge spænding i enkeltscenerne.
Og i forhold til omfanget af forbrydelserne begået af Eleanor og Drea bliver de – uden at spoile noget – aldrig for alvor konfronteret med konsekvenserne. I stedet har filmen en frustrerende gaslight-gatekeep-girlboss-attitude til sine heltinders ugerninger for nu at låne et udtryk fra Gen Z-håndbogen.
Filmen skal nok finde succes på film-Twitter og TikTok, som den med sin memeværdige præsentation, handling og cameos er skræddersyet til.
Men både Hawke og Mendes fortjener bedre end at være fanget i Netflix’ plastiske og algoritmevenlige serveringer.
Kort sagt:
På papiret ligner matchet mellem Hitchcock’sk spænding og teenage-drama en himmelsk genrehybrid. Men trods gode præstationer fra Maya Hawke og Camila Mendes fungerer ’Do Revenge’ hverken synderligt godt som en klassisk thriller eller morsom highschool-komedie.