’Hit the Road’: Denne storroste film skal nok give en klump i halsen
Iransk film har en lang tradition for at udspille sig i biler – et fortættet rum, der både er privat og offentligt, og hvor den omkringliggende verden altid trænger sig på i glimt fra bilruderne og i omsluttende lyddesign.
Det er med andre ord en ikonisk del af filmhistorien, Irans nye filmstemme Panah Panahi skriver sig ind i med sin debutfilm ’Hit the Road’, der udspiller sig som en roadmovie, hvor en familie på fire rejser mod et mystisk mål på grænsen til Tyrkiet. En rejse, hvis formål kun gradvist bliver åbenbaret frem mod et hjerteskærende klimaks.
Panahi er søn af den fængslede mesterinstruktør Jafar Panahi, der med hovedværker som ’Taxi Teheran’ og ’This Is Not a Film’ har hudflettet det iranske styres jerngreb om folket.
Jafar Panahis værker ekkoer gennem ’Hit the Road’, der også flere gange sender tankerne hen mod begge Panahi’ernes læremester, geniet Abbas Kiarostami. Blandt andet i en mesterlig scene, der udspiller sig i et statisk totalskud, så man ikke kan undgå at tænke på Kiarostami-værker som ’And Life Goes On’.
’Hit the Road’ handler om det iranske folks higen efter frihed og den konstante flugt fra systemisk undertrykkelse. Men det overraskende ved filmen er, hvor meget håb der udspringer fra billederne.
Først og fremmest er det en film om kærlighed i kernefamilien, selv når samfundet gør det svært at holde modet oppe. Panahi har et fint blik for dynamikkerne i firkløveret, hvor den ældste og mutte søn konstant bliver irettesat af sin far fra passagersædet, mens han kører familien mod den tyrkiske grænse med håb om at starte et nyt kapitel i livet.
Forældrene har viet deres liv til at sikre sønnernes fremtid og har mistet sig selv i forbifarten – en hjerteskærende erkendelse, der kun bliver forstærket, fordi man ved, at det hele er dømt til at gentage sig igen, når deres yngste søn bliver voksen og også må søge ud for landets grænser, hvis han for alvor skal være fri. På den måde bliver det lige så meget en film om at sige farvel til ens hjem, ens familie, ens land.
’Hit the Road’ kunne let være blevet en tung budskabsfilm, men det taler til instruktørens fordel, at han vælger at fokusere på varmen mellem karaktererne og kun lader systemkritikken løbe som en understrøm i fortællingen.
Særligt charmetrolden Rayan Sarlak i rollen som den fantasifulde yngste bror er en glimrende modvægt til filmens alvorstunge kerne. Hans forkærlighed for Batman og andre vestlige kulturfænomener får en helt særlig rolle som komisk pusterum i flere glimrende scener, der finder det smukke i det triste.
Musik bliver en anden central ventil for de systemiske forurettelser, man skal overkomme i Iran, blandt andet når moren får afløb for sine frustrationer ved at synge for lungernes fulde kraft, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.
Det er lavmælt og underspillet, indtil vandfaldet af følelserne for alvor får frit løb i filmens slagkraftige finale, der nok skal give en klump i halsen.
Kort sagt:
Den iranske filmskaber Panah Panahi storroste debutfilm ’Hit the Road’ træder i fodsporene på iranske mestre som Abbas Kiarostami og faren Jafar Panahi, men finder undervejs sit helt eget udtryk af håbefuld sørgmodighed.