Hvis ikke man kendte navnet Ali Abbasi før, er der stor sandsynlighed for, at man kommer til det nu.
Med sin nye seriemorderfilm ’Holy Spider’, der er indstillet som Danmarks Oscar-kandidat, er den danskuddannede og herboende iraner blevet samfundets fjende nummer ét.
I hvert fald i Iran, hvor den barske film udspiller sig og viser en side af persisk liv og kultur, som landets teokratiske regering ikke vil have, du skal se.
Med gyserdebuten ’Shelley’, Cannes-triumfen ’Grænse’, der leger med bizarre fantastiske elementer, og nu ’Holy Spider’, er han en instruktør, der er svær at sætte i bås.
Men Abbasis højaktuelle film er, ifølge ham selv, det mest målrettede projekt, han har lavet, da han personligt ikke har kunnet slippe den grusomme sag, filmen bygger på. En sag, som ellers er gået i glemmebogen hos den brede befolkning i Iran.
I årene 2000-2001 blev 16 kvindelige sexarbejdere brutalt myrdet i den hellige by Mashhad af en ganske almindelig familiefar, der hævdede, at han rensede gaderne i Guds navn. De blev lokket væk fra gadehjørnerne og stranguleret i morderens hjem med deres hijab – kvindernes obligatoriske hovedbeklædning.
Lige så uhyggelig var reaktionerne fra myndighederne og dele af landets indbyggere, der hyldede morderen som en folkehelt, der rensede gaderne.
Med ’Holy Spider’ vil Ali Abbasi give kvinderne en krop. Og det sker ikke mindst via en række eksplicitte scener, som har fået kritik fra flere internationale anmeldere trods den ellers flotte modtagelse.
En kritik, der tydeligvis ikke rører Abbasi særlig meget, da vi møder ham i Grand Teatrets lokaler i København.
Indgroet kvindehad
»Jeg tænkte, det virkelig var min mission at være eksplicit, selv om folk synes, det er udnyttende eller amoralsk eller usmageligt. Fordi det er sikkert, hvad ni andre mennesker før mig ikke har gjort, fordi de har været for varsomme«, fortæller han, mens han varmer sine hænder på en kop kaffe.
»Dengang det skete, var jeg ikke engang særligt interesseret i film. Det var sidste år, jeg boede i Iran. Jeg havde et mærkeligt liv, fordi jeg gik på universitetet, men følte mig lidt fremmedgjort fra alt det, der foregik«.
Da mordene fandt sted, var Mohammad Khatami præsident i Iran. Selvom han var en reformvenlig statsleder, kunne han ikke implementere sine idéer i samfundet. Han var især populær hos kvinder og studerende, som i sidste ende ikke fik gavn af Khatamis løfter, da de virkelige magthavere i landet ikke bakkede op med den påkrævede støtte.
Godt 20 år efter er der ikke sket de store forandringer, og demonstrationer mod kvinders undertrykkelse i Iran er blusset op de seneste uger i kølvandet på en ung kvindes død i politiets varetægt.
»Jeg vil med filmen gerne kommentere på den misogyni, som findes i landet, som er dybere end det politiske system, der har magten lige nu. Det er dybere end hele den religiøse sammenhæng. Det er meget indgroet i kulturen«, siger Abbasi.
I ’Holy Spider’ har den 41-årige instruktør opdigtet den fiktive karakter Rahimi (Zar Amir Ebrahimi, som vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes), en journalist, der drager til Mashhad for at dække mordene på sexarbejderne.
Men da hun erfarer, at myndighederne og politiet ikke er til megen hjælp, ser hun sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd og vikles gradvist ind i den såkaldte edderkoppemorders spind.
Handlingen følger den klassiske katten-efter-musen-trope kendt fra krimigenren, men i modsætning til storebroren ’Seven’ af David Fincher, som Abbasi indrømmer, han har skævet til, følger man i ’Holy Spider’ morderen Saeed (Mehdi Bajestani) helt tæt på.
For Ali Abbasi handlede det om at gøre op med krimigenrens klassiske troper og få afmystificeret folk, der dræber.
»For mig har hele krimigenren en interessant genealogi, hvor det grundlæggende spørgsmål er: ’Vi er jo så gode mennesker, så hvordan ender nogle af os så med at gøre dårlige ting?’ Og det, krimien så handler om, er, at vi skal skabe et narrativ omkring, hvordan det dårlige kan komme ud af det gode. Jeg vil så fucke lidt med den måde at se det på«, fortæller han og fortsætter.
»Krimigenren går også ud på, at man mystificerer morderen. Det skal være en gåde. I krimier er der altid en intellektuel ting over at dræbe. Og det er overhovedet ikke en intellektuel ting at dræbe. Der er ikke nogen idé bag den blindhed og brutalitet, som findes i banal vold«.
»Han sidder jo ikke og laver sådan nogle spændende, poetiske dagbøger om, hvorfor han gør tingene. Og han har ikke paryk på og spiller sin egen mor«, siger Abbasi med reference til Norman Bates i Alfred Hitchcock’s ’Psycho’.
»Han er faktisk rigtigt normal, og det er det, der er scary ved ham«.
Skal ikke være for intellektuelt
Under nogle af mordscenerne vrider man sig som publikum i sædet, når kameraføringen hviler på ofrenes ansigter med udspilede øjne, så man nærmest kan mærke deres sidste åndedræt.
Og det er altså ikke faldet i god jord hos alle anmeldere.
»De (anmelderne, red.) kan jo bare kigge på nogle Youtube-videoer af femårige, der bliver kørt over, og sådan noget«, replicerer Abbasi og trækker på skuldrene.
»Jeg ved ligesom ikke helt, hvad for et univers de lever i. Som publikum har vi ret til at tolke de ting, vi vil tolke. Men for mig har der også været det politiske projekt i at give kvinderne en krop. Fordi kvinderne i iransk film har generelt ikke nogen krop«, tilføjer han.
»Det er altid de der fine middelklasse-film, der bliver lavet, hvor folk sidder og spiller klaver i deres lejlighed og drikker te og sådan noget. Og kvinderne er i sådan noget ægteskabsdrama. De snakker bare ad helvedes til. Der sker ikke noget. De prutter ikke engang. Man kan ikke se dem træne. De er bare sådan nogle ’talking heads’. Der er ikke noget bevis på, de har en krop«.
»Jeg føler, det var en del af mit politiske projekt med den her film, at de skal have en krop, og det skal være ’in your face’. Hvis en prostitueret går på arbejde, skal det være tydeligt og klart, hvad det går ud på. Hvis det er vold mod deres krop, så skal det føles sådan«.
»For mig er det dét, som er en del af sproget. Og det er en grund til, at det skal være så eksplicit. Udover til dels mit temperament. Jeg vil gerne være eksplicit. Jeg elsker eksplicitte film. Jeg er ikke rigtig interesseret i, at det hele bliver sådan en distanceret, intellektuel kulturoplevelse«.
Fornærmede allerede efter teaseren
Man kan ikke tale om ’Holy Spider’ uden at komme omkring den svære vej, Ali Abbasi og hans hold har skullet igennem for at færdiggøre projektet.
Allerede inden optagelserne til filmen gik i gang, mødte de stor modstand. Holdet måtte rykke optagelserne fra Tyrkiet til Jordan, efter de blev smidt ud af de tyrkiske myndigheder, og flere af de iranske skuespillere har siden fået forbud mod at vende tilbage til deres hjemland.
Nogle har sågar fået dødstrusler.
Selv om Abbasi havde overvejet de mulige konsekvenser ved at lave sin samfundskritiske seriemorderfilm, er nogle aspekter kommet bag på ham.
»Man stikker selvfølgelig lidt fingeren i det forkerte hul, og det har helt klart sine konsekvenser«, fortæller han.
»Men det kom virkelig bag på mig, hvor hårdt og hvor meget det var. Der var et tidspunkt, hvor vi var emne nummer ét i Iran, og de sociale medier kørte bare virkelig hårdt på os. Alle fra parlamentsformanden til kulturministeren til Revolutionsgarden og alle de der røvhuller, som bliver betalt af staten for at være deres kulturelle håndlangere. De var alle sammen på os«.
»Og det var ikke engang, da filmen var kommet ud eller noget. Da vi havde sendt en teaser ud, følte de allerede, vi havde fornærmet Islam og Imam Reza og byen og alt og alle«.
Ali Abassi lyser op i et smil.
»Jeg tænkte bare: ’Så vent til I ser blowjobbet’«.
‘Holy Spider’ kan ses i biografen fra i dag.