’Kaptajnens hjerte’: Håndværket er overvældende godt i personlig dansk dokumentar om en mand af en svunden tid
Jeg er delvist opkaldt efter en sømand. Henrik Bødker Knudsen, min fars onkel Henrik, har sejlet verdenshavene tynde, blev torpederet tre gange og var krigssejler i den engelske flåde under Anden Verdenskrig.
I sommeren 1944 sejlede han benzin og materiel, mens den store invasion, som vi kender den især fra Spielbergs ’Saving Private Ryan’, var i gang på Normandiets strandbredder. Også min onkel, John, og min farfar, Peter, var alvorlige sømænd, som jeg mest kender fra gamle fotos taget før min tid.
Historien, der bliver fortalt i ’Kaptajnens hjerte’, er på mange måder ekstraordinær. Men det er også et portræt af en mandeskikkelse og et levnedsforløb, der ligner mange andres i det efterhånden fjerne 20. århundrede – jeg finder i hvert fald ekkoer af historien i min egen familie, og det vil mange andre nok også gøre.
Simon Bang, der også har filmatiseret ’Angrebet på Shellhuset’, arvede for 20 år siden en eventyrlig skibskiste fuld af sin bedstefars breve, fotos og andre dokumenter. Det sætter gang i en genfortælling af skibsfarer Knud Goths historie, der begynder sit liv i fattigdom i Nykøbing Falster. Den unge søn af en kobbersmed søger lykken til søs som 14-årig, i 1907, og ender på et skib, der krydser tværs over Atlanten, omkring Sydamerikas nederste spids og ud i Stillehavet.
Med indlagte interview fra hans børn, der i dag er pensionister, bliver vi med Knud Goth og Simon Bang ved roret ført gennem det 20. århundredes historie. Skibet, han tjener på, bliver torpederet under Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig, nu som kaptajn på eget skib, sejler han malm for tyskerne, som de skal bruge til deres våben, men hjælper også som en anden Spielberg-foreviget skikkelse, Oskar Schindler, en jøde i sikkerhed.
Hans elskede fragtskib S/S Otto Petersen, som han var kaptajn på i 24 år, bliver minesprængt i 1945 i Norge og brækkede over midtskibs, men Knud Goth fik skibet på grund, så det senere hen kunne bjærges hjem. Han gik glip af befrielsesdagen i Danmark, fordi han trofast blev på sit elskede skib, indtil det kunne bugseres til Nakskov Værft.
’Kaptajnens hjerte’ er en fortælling om en tilsyneladende kompromisløs karakter, der ofrer meget for et liv på dækket med verdenshavenes bølger under sine fødder. Efter 1960 finder han aldrig rigtig sig selv som landkrabbe på fast grund, også fordi hans kone, der ikke har set meget til sin husbond i børnenes formative år, bliver taget fra familien året efter, Knud Goth kommer på land.
Alt det, og meget mere, er effektivt fortalt i animationer, familieinterviews og gamle fotografier, hvorpå der ofte bliver animeret små bevægelser ind. Håndværket er overvældende godt. Historien er fortalt med en lang række vekslende billedkunstneriske teknikker og kunstnerisk veloplagthed – billedkunstneren Simon Bang har tegnet storyboards professionelt siden Bille Augusts ’Pelle Erobreren’ fra 1987, og man mærker et langt arbejdslivs kreative træfsikkerhed.
Han skaber et imponerende portræt, der dog også føles længere end sine 94 minutter. Der er høj sø, skumsprøjt og verdenskrige, jovist, men stoffet vil nok også føles også lidt bedaget for en del yngre seere, også da sort-hvide fotografier overvejende fungerer som sparringspartner med animationer holdt ligeledes i monokrom.
Der er spektakulære optrin, som et terrorangreb udført i San Francisco i 1916 af modstandere af en amerikansk krigsindsats på europæisk grund, den såkaldte ’Preparedness Day Bombing’. Der er også en vidunderlig episode, mange år senere, hvor han afvæbner en knivsvingende cubaner. Både danske og amerikanske aviser beretter efterfølgende om den frygtløse danske viking. Fælles for det heltemod, som Knud Goth gentagne gange udviser, er, at han aldrig praler af det efterfølgende eller deler det med familien.
Der skal en nærmest detektivisk udredning som den, Simon Bang foretager i denne film, til for at få ristet en passende rune til dette på mange måder imponerende menneske. Knud Goth er muligvis en mande- og mennesketype, der er ved at forsvinde i en tid, hvor man gerne skilter med sit moralske overskud, hver chance man får.
Men ’Kaptajnens hjerte’, hvis titel rimer lidt på sømandsforfatteren Joseph Conrads ’Mørkets hjerte’, er langt fra nogen hyldest eller en nostalgisk dagdrøm om dengang, mænd var til.
Knud Goth placerede den klassiske komponist Wagner på grammofonen, skruede op for lyden og lukkede familiens stemmer ude, hvis nogen ville italesætte en konflikt. Den lille søn Kay holdt han fast i benene og svingede ud over rælingen på sit skib, når familien en gang imellem kunne besøge ham om bord.
Han blev fornærmet, hvis hans øvrige familie blev forskrækket over en så hasarderet spøg med børnehavebarnet. Kay bliver senere modstandsmand under besættelsen, men udvikler også et livslangt stofmisbrug og opnår aldrig en god relation til den fjerne patriark og søulk.
Foromtalen nævner »en tyran, der kastede sin skygge over flere generationer«. Det virker – trods alt – som hårdt optrukne ord, og jeg bliver ikke tilstrækkeligt klogere på, hvordan Simon Bang oplever, at den bryske bedstefar har præget hans eget liv og opvækst. Bang er hele tiden med som fortæller og kunstnerisk skaber, der ofte er fremstillet i færd med at tegne filmens egne tableauer. Alligevel bringer han aldrig rigtigt sig selv på banen.
De aldrende børn til Knud Goth er sympatiske og interessante nok at lytte til, men det er også børn, der forholder sig til deres far med samme blanding af kærlighed og forundring, som det nok gør sig gældende for de fleste – og uden blik for de mere vidtrækkende perspektiver om knudemænd, søfart, sammenholdet om bord og maskuline idealers skiftende farvand. Man må som seer selv levere en del mellemregninger og konklusioner.
Animationsfilmen bliver i fortiden og kunne have trukket flere tråde op til nutiden og dermed blive (endnu) mere end en fascinerende historietime. Det var spændende at sejle med, men jeg er ikke sikker på, at jeg helt får kastet et forklarende lys over den sammenbidte mandetype og den udlængsel, som også findes i mine egne familiemedlemmers rækker.
Kort sagt:
’Kaptajnens hjerte’ er en dygtigt orkestreret sejlads gennem det 20. århundrede og et portræt af en maskulin arketype, der i dag er en truet dyreart. Animationsfilmen kunne have trukket lidt flere tråde op til nutiden, og billedkunstner Simon Bang kunne ligeledes have lænet sig mere ind i fortællingen selv.