Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove om vildt vulkanudbrud, kynisme i karrieren og forholdet til den ældre generation i dansk film

De har de seneste fem år markeret sig som to af dansk films største talenter i deres generation, og nu kan de igen opleves i samme film i form af Hlynur Pálmasons anmelderroste ’Vanskabte land’. Her fortæller Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove om de udmattende optagelser i Island – og om, hvordan de ser på den unge generations muligheder i dansk film lige nu.
Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove om vildt vulkanudbrud, kynisme i karrieren og forholdet til den ældre generation i dansk film
Vic Carmen Sonne og Ída Mekkín Hlynsdóttir i 'Vanskabte land'. (Foto: Maria von Hausswolff)

Det er ikke mange timer, siden de var her sidst, da Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne dukker op for enden af trappen til kammeret allerøverst i Grand Teatret i København. 

Aftenen forinden har biografen lagt sæder til premieren på Hlynur Pálmasons tredje spillefilm ‘Vanskabte land’, i hvilken de to spiller hovedrollerne som præsten Lucas og den dansk-islandske kvinde Anna. En stille og rolig aften, som sluttede ved fornuftig sengetid for de efterhånden rutinerede stjernefrø, forsikrer de. 

Men helt uimponerede er de ikke endnu.

»Jeg er sådan en, der elsker at se billeder af folk på den røde løber, selvom jeg ikke selv tør være på den, og dem så jeg, inden jeg faldt i søvn i aftes. Det var sådan: Wow, Sofie Gråbøl og Lene Maria Christensen var inde at se den, så de har siddet inde i en biograf og set os. Sejt! Og Zlatko Buric og Vicki Berlin, sejt!«, udbryder Elliott Crosset Hove begejstret. 

Elliott Crosset Hove i ‘Vanskabte land’. (Foto: Maria von Hausswolff)

Vic Carmen Sonne supplerer:

»Det er fantastisk, at noget, der betyder meget for mig, også har en generøsitet, fordi der er en modtager, der får noget ud af det. Haha, ja det er sjovt og stort at vende hovedet, og så sidder Sofia Gråbøl og de andre, som vi har kigget på mange gange, og ser op på det der lærred på noget, vi har skabt. Og at sidde ved siden af en af mine bedste venner, Simon, der græder, fordi han bliver bevæget over en scene, hvor jeg synger en sang«. 

Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne har mere eller mindre fulgt i hælene på hinanden, siden de blev færdiguddannet fra Scenekunstskolen i København i henholdsvis 2015 og 2016. De har været udnævnt som shooting stars i Berlin (Hove i 2019 og Sonne i 2020, red.) og modtaget priser og anerkendelse fra branche og anmeldere i både ind- og udland. 

Begge har for længst slået deres navn fast i dansk film som galionsfigurer for den unge nyskabende generation af filmmagere. Måske af samme grund har deres folkelige gennembrud hidtil ladet vente på sig. Alligevel er der stadig rift om de to, fornemmer man tydeligt denne formiddag i december, hvor Elliott Crosset Hove står med det ene ben i et fly på vej til filmoptagelser i Italien, og Vic Carmen Sonne har fundet tid i kalenderen til en kort pause fra indspilningerne af en ny gyserfilm. 

At grave og grave

Det er anden gang, de indtager centrale roller i den islandske auteurs Hlynur Pálmasons sanselige og prisvindende univers. Første gang var i debuten ‘Vinterbrødre’, som sikrede både Hove og Sonne en Robert for deres præstation.

‘Vanskabte land’ handler om den unge danske præst, Lucas, som i slutningen af det 19. århundrede rejser til en fjerntliggende del af Island for at bygge en kirke og fotografere befolkningen. Men jo dybere han kommer ind i det ubarmhjertige landskab, jo mere mister han sin fornemmelse for virkeligheden, sin mission og moral. 

I en kort prolog, hvor Lucas forberedes på sin rejse af en overordnet (Waage Sandø), hører vi om de pinsler, han har i vente: En vulkan i udbrud, der udsender en forfærdelig stank og får vandstandene til at ændre sig, og nætter så lyse, at folk har problemer med at sove. 

Filmen er optaget i og omkring fiskerbyen Höfn i det sydøstlige Island. Ligesom karaktererne Lucas og Anna har Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne som skuespillere måttet tilpasse og underlægge sig Islands storslåede, golde og til tider nådesløst barske natur, som også spiller en central rolle i ‘Vanskabte land’.

»Det var vildt fedt at lave den film. Det var også rigtig hårdt, men på den mest fantastiske måde, og jeg var ret afklaret med, at det nok ville blive hårdt«, begynder Elliott Crosset Hove, da han og Vic Carmen Sonne er synket ned i de bløde lænestole i Grand.

Vic Carmen Sonne. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

»Hlynur lægger ikke skjul på, at det bliver hårdt, og at der kræves noget. Han giver rigtigt meget ansvar og kunstnerisk frihed i forberedelsen. Det er meget sådan: Det er dit, pas på det, gør med det, hvad du synes, jeg stoler på dig. Jeg synes aldrig, man bliver færdig med karakteren, så det er noget med at grave og grave og bruge sig selv, hvilket psykisk kan være lidt udmattende, men også helt vildt givende, fordi man kan mærke, at man måske har fat i noget«.

»Under selve optagelserne ligger den forberedelse der forhåbentlig et eller andet sted, og så er det ellers bare at være til stede, ikke mindst fysisk. Især i knap første halvdel af filmen, som er rejsedelen, var det bare helt vildt fedt med naturen, og at vi filmede mere eller mindre kronologisk«.

Vic: »Min karakter kommer først med senere i filmen, da hele rejsen-igennem-Island-delen var slut. Det var ret fantastisk med den kronologi, fordi Elliott og hele holdet havde været afsted og følte en udmattelse og glæde ved at være nået til landsbyen. Men det var ikke, fordi landsbyen var et studie med en vindkanon og en trailer. Det var stadig intens natur, vi arbejdede i«.

Elliott: »Man skulle tro, der var en vindkanon, for det blæste hele tiden«. 

Vic: »Det er det mest blæsende sted i verden. Det blæste konstant, hvilket man jo også kan se«. 

De vilde heste

Som skuespiller skal man jo i forvejen koncentrere sig om sin karakter, instruktion og replikker og om at navigere uden om et stort filmhold: Hvordan var det også at skulle forholde sig til den natur, som rasede om ørerne på jer?

Vic: »Jeg syntes, naturen var magisk. Når man filmer i Island i den natur, så bliver alle de sanseindtryk invaderende, så det bliver en medspiller, man skal forholde sig til. Når vi står der, og det blæser helt afsindigt, kan vi ikke høre, hvad hinanden siger, så vi bliver nødt til at tale højere, og man får sit hår i ansigtet, og det er koldt. Det er noget, som bare sparker døren ind og siger: ‘Nu spiller jeg med i denne her film som en hovedrolle, og det må I bare finde jer i’«.

»Hlynur kender jo naturen, for han er vokset op og bor i den by (Höfn, red.), vi filmede i, som er syv timers kørsel uden for Reykjavik. Der er vulkan, gletsjer, hav, sort lavastrand, bjerge, og vi kunne se det hele på en gang. Det var bare 360 grader med bjerge og tåge i baggrunden, hvor man var sådan: Nå, der er gletsjeren, der er solnedgangen, der er havet, hov, der var en hval!«.

Kunne I også bruge det mentalt som en del af indlevelsen undervejs i jeres arbejde?

Vic: »Ja, bestemt. Det bliver ikke rigtigt mørkt om natten. Det bliver mørkt, når det er tåget og overskyet, og det kan komme og forsvinde på fem minutter. Det kan også være med til at påvirke en. Det der med, at man bliver lidt kuk«.

Elliott: »Omgivelserne og naturen gør bare rigtigt meget arbejdet for en, ligesom det gør at få et kostume på, og der er det, at det er lyst hele dagen også en faktor. Først er det sådan: Wow, sejt, det bliver ikke mørkt, man kan spille fodbold klokken to om natten! Men senere er det sådan: Det bliver ikke mørkt, hvad så når jeg skal sove? Hvis man glemmer at trække gardinet helt for, er der en solstribe, og man tænker: Klokken er jo 1.00 om natten, gå væk, sol! Det hjælper til indlevelsen, for mange gange skulle man bare kigge rundt for at finde inspiration«. 

Elliott Crosset Hove. (Foto: Lasse Dearman/Soundvenue)

Var der nogle scener, som var ekstra hårde eller udfordrende at indspille?

Elliott: »Der var en scene, som så ikke er med i filmen, hvor hestene pludselig løb løbsk. Det var et skud i rejsedelen, hvor vi rider fra den ene side af kameraet til den anden med flot natur i baggrunden. Jeg havde været i Island året forinden og ride i en uge for at lære det, og alle på hest var meget erfarne og havde guidet mig i, hvad jeg skulle gøre i sådan en situation. Min hest sprintede bare afsted, og det var også den der følelse af: Wow, der er noget her, der er meget stærkere end mig, og hvis der er nogle kræfter, der vil noget andet, sker det noget andet«.

»Rådet var, at jeg skulle acceptere det, ikke gå i panik og prøve at tage kontrollen tilbage ved at være rolig og give korte, kontante meldinger til hesten i form af lyde og klemme den i ryk med benene. Det virkede efter noget tid, men det var godt nok uhyggeligt«. 

 Vic: »Jeg kunne godt ride i forvejen. Som barn gik jeg i en fritidsklub, hvor de havde en flok ponyer, der var for uregerlige til at være på normale rideskoler. Der var ikke nogen voksne, der kunne undervise i at ride, så vi var nogle børn/unge, der selv kastede os ud i det. Så det har været learning by doing for mig. Jeg har altid elsket heste og været ret frygtløs over for dem«.

»Der er mange ting, Hlynur går til på intuitionen. Han vidste vist for eksempel ikke rigtigt, at jeg godt kunne lide at synge og godt kunne lide heste. Det var ligesom med vulkanen i filmen, som ikke havde været i udbrud i 200 år eller sådan noget. Alle producerne var sådan: ‘ja, den er god med dig, du’, men Hlynur insisterede: ‘Det skal blive ved med at stå i manus, for det skal vi nok få’«. 

Elliott: »Jeg tror, vulkanen gik i udbrud, to dage efter fotografen Maria (von Hausswolff, red.) var ankommet for at forberede, så det var et lykketræf«. 

Vic: »Men det er sjovt med Hlynur, for han har nogle ønsker om, hvad han har lyst til at se en gøre, men han er ikke en person, der typecaster. Alle, der kender Elliott en smule, kan se, at Lucas er enormt langt fra Elliott, så det er ikke, fordi Hlynur designer roller til folk. Han skriver karakterer og stoler på, at vi har redskaberne og indlevelsen til at kunne formidle dem«.

Elliott: »Han stoler på, at man tager det på sig og kommer tilbage med noget, og så får man også lyst til at presse den. Han formår at give os en følelse af, at vi er meget medskabende«.  

Kynisme og inklusion

Nu har I jo været en del af den danske filmbranche i en håndfuld år efterhånden og især repræsenteret den nye generation: Hvordan vil I beskrive branchen indefra, som den ser ud lige nu?

Elliott: »Det er ikke, fordi de ældre og super etablerede filmselskaber og producenter ikke har det, men min oplevelse er, at de nyere mindre produktionsselskaber, som er dannet af nyuddannede producenter, bare har etikken fuldstændigt på plads, og det, synes jeg, er dejligt. Der er et fokus på, at tingene skal være i orden, også selvom det tager lidt af budgettet«.

»Jeg tror, der kommer en form for kynisme, som man også kan kalde realisme, jo længere tid man er i branchen. Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg er blevet mere realistisk og har fået en mere kynisk tilgang til det, forstået på den måde, at man skal være klar på at blive skuffet, og at tingene ikke er fair. Tingene har været helt utrolig fair i forhold til mig, fordi jeg har fået lov til at lave rigtigt mange ting og arbejdet hårdt, men jeg har også været rigtigt heldig. Det er en skøn branche, men den er også bare mega benhård. Den er fyldt med gode intentioner, som nogle gange ikke er realistiske at udføre af årsager, jeg ikke kender«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vic: »Jeg synes, det er pissesvært at svare på for at være helt ærlig. Jeg er glad, nysgerrig og spændt, og jeg håber, at folk er klar på at inkludere og på, at vi laver film om mennesker. Alt har noget med sjæl og sind at gøre, så vi har brug for repræsentation og mange forskellige historier, mennesker, etniciteter, synsvinkler og aldersgrupper«. 

Er der noget, der kan blive bedre, eller som I gerne vil være med til at rykke på?

Vic: »Det er der da helt klart. Alt er jo fucking dynamisk, verden ændrer sig hele tiden, og det bliver aldrig godt nok, tror jeg, men hvis alle går på arbejde og prøver at gøre deres bedste hver dag, er jeg glad. Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel: Jeg er homoseksuel, jeg er kvinde, men jeg er også hvid, jeg har mad at spise, jeg har et hjem, jeg har ringe på mine fingre og tøj på min krop«.

»Det er fucking privilegeret, og det skal jeg huske, når jeg laver film, og så skal jeg huske, hvem der ikke bliver set og hørt, og hvor jeg laver film fra. Jeg tænker, man laver film, fordi man er interesseret i mennesker, liv og historier, så der burde være masser af plads til en masse forskellige menneskeliv og historier«. 

Man har jo hørt om skuespillere, som ikke tør være åbne omkring deres seksualitet, fordi de er bange for, hvilken negativ betydning det potentielt kunne have for deres karriere: Har I oplevet, at der stadig er dele af branchen, som er mindre rummelige og mangfoldige, hvad det for eksempel angår?

Vic: »Hmm … Njaah, men jeg kan huske, at det på teaterskolen bare var en general saying, at det ikke var så godt, hvis man var homoseksuel, for så blev man nok typecastet, og der var meget få roller, man kunne spille. Jeg kunne mærke et ubehag ved det, men man kunne også mærke en sandhed i det. Nogle af vores undervisere var med i de snakke, og det kom jo ikke et ondt sted fra, for det var på en eller anden måde bare facts, men hvis man ikke stiller spørgsmålstegn ved de ting, er det jo, det går galt«. 

Intet os og dem

Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lars von Trier, Bille August, Anders Thomas Jensen osv. fylder jo stadig en del i den danske film- og tv-branche:  Oplever I, at det stadig primært er den ældre etablerede generation, som hiver både penge og publikum hjem?

Vic: »Jeg synes, det er så irriterende, det der. Hvorfor skal det blive sådan os mod dem? Vi er jo alle sammen kollegaer på kryds og tværs, og alle vil det samme, som er at lave film, som mange mennesker ser. Man må bare håbe på, at folk gør deres bedste og fortæller de historier, der er ærligst for dem og samtidig har hjernen med og kigger ud«.

»Jeg skal ikke være dommer over den ældre generation, og som sagt, jeg vil ikke engang tale om generationer, da vi alle er kolleger på kryds og tværs af alder. Og jeg tror da, Susanne Bier har kæmpet benhårdt, og fuck, hvor er hun vild. Det er kun inspirerende, hun tager da ikke min plads«.

Men føler I, at der er lige så meget plads til jer i den nye generation, som måske netop især bidrager med nyskabende tilgange og historier og udfordrer det konventionelle?

Elliott: »Jeg ved det ikke, men jeg tror, at uagtet om man er skuespiller, instruktør, manusforfatter, fotograf osv., så er det nemmere at få lov til at lave noget, hvis man allerede har lavet noget. Så bliver det lidt en snebold«. 

Vic: »Det er jo et generelt samfundsspørgsmål. Det er en vis type person, der har haft det overskud og privilegium at blive opfordret til at søge ind på filmskolen. Det er nok ikke ikke-hvide danskere eller lige så meget kvinder og homoseksuelle, og så er det jo klart, at dem, der får lov til at øve sig, oftest er mere privilegerede mennesker. Man bliver dygtigere af at øve sig, og andre ser det, og så får man flere penge, og så kan man lave noget, der er endnu bedre. På den måde er det jo ligesom i alle andre brancher strukturel ulighed og en ulighed i repræsentation, og der er det jo også et fucking problem, fordi film er penge og kapitalisme«. 

»Men det skal jo også starte ved, hvem der kommer ind på skolerne. Der skal en bevidsthed til, og den skal vi alle have – også dem, der sidder med pengene«. 

’Vanskabte land’ kan ses i biografen nu.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af