10 film, du skal se på storartet ny dansk streamingtjeneste – fra det euforiske til det grænseoverskridende

CPH:DOX’ nye streamingtjeneste, PARA:DOX, er et slaraffenland for dokumentarfilmelskere. Vi guider til 10 af de bedste blandt den imponerende kuratering af over 100 værker. Med fokus på de film, der ikke kan findes på andre tjenester – plus nogle få danske titler, der fortjener et større publikum.
10 film, du skal se på storartet ny dansk streamingtjeneste – fra det euforiske til det grænseoverskridende
'Kim Kanonarm og Rejsen Mod Verdensrekorden
‘Midnight Family’. (Foto: PR)

1. ’Midnight Family’

Nogle gange overgår virkeligheden fiktionen. Det er den mest slidte kliché om dokumentarfilm, men alligevel er det en passende beskrivelse af Luke Lorentzens nervepirrende intense skildring af Ochoa-familien, der lever af at køre privat ambulance i Mexico City.

For selvom der bor ni millioner mennesker i storbyen, er der kun 45 statsejede ambulancer. Det har banet vej for en korrupt privatindustri, hvor økonomisk pressede familier må konkurrere med hinanden om at nå de nødramte først.

Man sidder med hjertet i halsen, når man fra forsædet følger Ochoa-familien køre om kap med rivalambulancer for at komme først og tjene penge på de døende, så de selv kan tjene til overlevelsen. Man kan ikke lade være med at heppe på den elskværdige – og fejlbarlige – familie, selv når man gradvist finder ud af, hvor dybt korruptionen egentlig stikker.

‘A Man and a Camera’. (Foto: PR)

2. ’A Man and a Camera’

Guido Hendrikx’ sensationelle ‘A Man and a Camera’ er en af de mest grænseoverskridende dokumentarfilm i nyere tid. Konceptet er enkelt: Instruktøren banker på tilfældige døre i et hollandsk parcelhuskvarter med sit tændte kamera over skulderen og uden at mæle et ord.

Nogle af hans ofre reagerer med mistro, raseri og vold. Andre åbner godhjertet døren for instruktøren og deler gavmildt ud af dem selv, så man bliver helt varm om hjertet. En mesterlig filmisk undersøgelse af det ulige vægtforhold, der altid er til stede, når man peger et tændt kamera mod en medvirkende i en dokumentarfilm.

‘Bloody Nose, Empty Pockets’ (Foto: PR)

3. ’Bloody Nose, Empty Pockets’

Ross-brødrene tog røven på publikum med denne observerende dokumentarfilm om den sidste dag på et lukningsramt brunt værtshus i Las Vegas. Det viser sig nemlig, at filmen ikke er helt så observerende, som den foregiver – ja, faktisk ligger baren slet ikke i Las Vegas.

I stedet har instruktørduoen sammensat et spraglet galleri af stamgæster fra mange forskellige barer rundt omkring i New Orleans, som møder hinanden for første gang, men alligevel virker, som om de har hængt ved de samme vandhuller hele livet. Det er en fortælling om de mennesker, der lever i skyggen af USA’s løfter om rigdom for alle. Og som finder et smukt fællesskab i udkanten af samfundet.

Ross-brødrene iscenesætter virtuost et imponerende sammensurium af små plotlinjer, der alle får en flot konklusion i løbet af filmens små 90 minutter, og som finder frem til en dybereliggende sandhed om menneskerne foran kameraet – trods den umiddelbare fingering.

Man får akut lyst til at sætte sig på det nærmeste tilrøgede værtshus og hænge ud med stamgæsterne.

‘Dark Suns’ (Foto: PR)

4. ’Dark Suns’

Julien Elie har med ’Dark Suns’ skabt et hjerteskærende mastodontværk på 150 minutter, der starter med at afdække bølgen af kvindemord i Mexico, og langsomt breder sig til et kalejdoskopisk blik på landets historik med vold, terror, korruption og mord samt de bagvedliggende årsager.

Elie trækker imponerende tråde mellem mordene, det korrupte lokalpoliti og de højeste magtlag i Mexico og omegn, men ’Dark Suns’ rammer for alvor rent med sin skildring af de mennesker, der lever med tabet af deres elskede. Fra moren, der på syvende år leder efter sin forsvundne datter, til mødre, som søger efter knogler i massegravene i ørkenen.

En uafrystelig filmoplevelse.

‘Et Ægte Par’. (Foto: TV2)

5. ’Et ægte par’

Emil Langballe var aktuel med hele to film i 2019, hvoraf den Bodil-vindende ’Q’s Barbershop’ løb med det meste af opmærksomheden. ’Et ægte par’ fortjener dog mindst lige så meget ros.

Filmen er som et varmt kram med sin skildring af den uforfalskede kærlighed mellem Sidsel og Christian, der begge lever med Downs Syndrom og nu skal giftes. Det er en poetisk og fintfølende skildring af kærligheden på godt og ondt – sat på spidsen af parrets åbenhjertige syn på tosomheden, der nok skal give en klump i halsen.

Med ’Et ægte par’ og ’Q’s Barbershop’ har Langballe markeret sig som en af de stærkeste humanister herhjemme, der besynger mangfoldigheden, fællesskabet og næstekærligheden.

‘Rat Film’. (Foto: PR)

6. ’Rat Film’

Visionære Theo Anthony debuterede med bravur med ’Rat Film’, der afdækker den racistiske byplanlægning i Baltimore gennem en intelligent sammenkobling af rotter og segregation i byen.

Med et nyskabende formsprog veksler Anthony mellem at følge excentriske rottefænger, at studere plantegninger over byens raceopdeling til at tage os helt tæt på en fanget rolle i en skraldespand, der er præcis 86 centimeter høje, fordi rotter kun kan hoppe 84 centimeter.

Det er en tankevækkende filmoplevelse, der spænder fra harm indignation til skæv humor og absurdisme.

‘Ridge’. (Foto: PR)

7. ’Ridge’

John Skoogs CPH:DOX-vinder ‘Ridge’ er et sensorisk og visuelt overrumplende portræt af livet på en række gårde i det nordlige Skåne, hvor instruktøren selv er født og opvokset.

Vi følger polske sæsonarbejdere, der ankommer for at arbejde, unge, der drikker sig fra sans og samling i de fortryllende sommernætter, og maskiner, der langsomt er ved at overtage arbejdet på landbrugsstederne.

Det lyder måske velkendt, men i Skoogs hænder ophøjes det hele til filmpoesi af højeste karat. Man drømmer sig øjeblikkeligt væk til magiske sommernætter.

‘Rules of War’. (Foto: PR)

8. ’Rules of War’

Kan medmenneskelighed og krig eksistere på én og samme tid? Det er et af hovedspørgsmålene i Guido Hendrikx’ opfølger til ovennævnte ’A Man and a Camera’.

’Rules of War’ følger Røde Kors-delegaten Albert Schoneveld, der forsøger at lære en gruppe sydsudanske soldater om retfærdig krigsførelse. Det er en til tider sisyfosk kamp, når han forsøger at tage tabuemner som soldaters voldtægt af kvinder op, mens generalerne og de menige soldater prøver at bortforklare uhyrlighederne.

Kæmper Albert en håbløs kamp, eller åbner han faktisk soldaternes blinde øjne for de krigsregler om at undgå civile tab, enhver soldat bør følge, men som få tilsyneladende ved eksisterer?

Spørgsmålet hænger i luften til sidst i filmen, der ligesom Hendrikx’ første film ’Stranger In Paradise’ og ’A Man and a Camera’ bruger et simpelt koncept som indgang til et komplekst emne.

‘The White Diamond’. (Foto: Marco Polo Film AG)

9. ‘The White Diamond’

Legendeinstruktøren Werner Herzogs film handler om drømme og besættelser. Om excentriske karakterer, der ofte må kæmpe mod naturen for at opnå deres mål. Den underkendte ’The White Diamond’, der vandt hovedprisen på CPH:DOX i 2005, passer på den måde perfekt ind i oeuvret.

Herzog følger ingeniørprofessoren Graham Dorrington, der vil flyve et luftskib over trætoppene i hjertet af junglen i Guyana ved det verdensberømte Kaieteur vandfald. Det er en farefuld mission, hvilket Dorrington om noget ved, fordi han 12 år forinden mistede sin nære ven i en ulykke forbundet med en lignende mission.

Alligevel kan han ikke undslippe drømmen om at erobrere himlen. At svæve i de blå skyer. En drøm så stærk, at han end ikke blev afskrækket, da han som ung mistede to fingre i en raketulykke.

Herzog dokumenterer Dorringtons utrættelige anstrengelser for at nå sit mål, men de mest imponerende scener er de klassiske ekstatiske Herzog-interviews, hvor de medvirkende genfortæller deres historier for kameraet, så publikum selv må fremmane billeder for deres indre øje. I dette tilfælde Dorringtons uforglemmelige beretning om den dag, han så sin bedsteven styrte i døden.

Det er en smuk og rørende film om at drømme og livets små mirakler på trods af de hjerteskærende personlige tragedier.

‘Kim Kanonarm’. (Foto: PR) (Foto: PR)

10. ‘Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’

Mads Hedegaard fik en flot debut med sin medrivende dokumentar om den excentriske Kim Kanonarm og hans kamp for at slå verdensrekorden i at spille arkadespil i 100 timer i streg.

Det kræver træning og disciplin at spille uafbrudt i så mange timer. Og det er ikke just godt for helbredet. Men mest af alt kræver det gode venner, der holder døren for Kim Kanonarm, når han løber fra konsollen for at lade vandet uden for, eller indhenter få minutters tiltrængt søvn, mens spillet kører videre i baggrunden.

Det er svært ikke at få en klump i halsen – og sved på panden. Den overskudsagtige slutning er ren eufori.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af