’Et år, en nat’: Hjertet bløder til spillefilm om terrorangrebet på Le Bataclan
I luften hænger støvfnug, som danser let i lyset. Senere får Céline at vide, at luften var tyk af dampen fra lig på spillestedets gulv.
Det er en af de mange grufulde detaljer i den fransk-spanske ’Et år, en nat’, der baseret på virkelige hændelser handler om et par, der gennemlever rædslerne under terrorangrebet på spillestedet Le Bataclan i Paris 13. november 2015.
Céline (Noémie Merlant) vil ikke huske, hvad hun så, og Ramón (Nahuel Pérez Biscayart) vil ikke glemme. Oplevelserne fra terrorangrebet indlejrer sig i forholdet mellem det unge overlevende par. De modarbejdende kræfter i dem hver især viser, hvordan traumer bearbejdes forskelligt. Det bliver på en og samme tid en fordel og en ulempe, at de har delt oplevelserne fra den livsforandrende novemberaften.
»Kig ikke ned«, insisterer politiet, da de eskorterer Céline og flere andre overlevende ud fra spillestedet, hvor døde mennesker nu udgør klubbens gulvtæppe.
Løbende i filmen forstår man omfanget af, hvad Céline og Ramón har oplevet. Kun gradvist får vi afsløret, hvordan de blev skilt ad og fandt hinanden igen, da spillestedet blev angrebet, og terrorister fra Islamisk Stat begyndte at skyde på publikum. Scenerne fra spillestedet er hjerteskærende og modbydelige.
Tiden efter angrebene fylder dog heldigvis mest i filmen, der er instrueret af den spanske instruktør Isaki Lacuesta og baseret på Ramón Gonzalez selvbiografi ’Paz, amor y death metal’ fra 2018. Han overlevede angrebene på Le Bataclan for lidt over syv år siden.
Vi møder parret, da de går gennem Paris’ gader med sølvpapir om skuldrene. Varmetæpperne, som ofte udleveres til folk i forbindelse med ulykker, folder stift og blæser i vinden. En bus kører forbi, og om bord sidder en mand med samme sølvpapirskappe. Han er et offer ligesom dem. En central udfordring for parret bliver, hvordan man kommer videre fra grusomheden og lever med den nye status som det offer, man modvilligt er blevet gjort til.
Céline og Ramón var til koncerten sammen med et vennepar. Umiddelbart er det heldigt, at der er et andet par til at forstå, hvad de gennemlever. Sammen over smøger på altanen joker de med, hvilke slags forsøg på omsorgsfulde beskeder de har modtaget fra familie, venner og mennesker, der kendte dem, da de gik i skole.
De må grine af de velmenende, men uforstående hilsner, der alle ligner hinanden. Hilsnerne klistrer sammen og rimer på gammel Gajol-pakke-filosofi. Kun de to par ved, hvad de egentligt har gennemlevet. Det virker dog til, at de endnu ikke selv har forstået de langsigtede konsekvenser af traumerne. Snakke om islamisme, fremmedfjendskhed og had vokser blandt vennerne, uden at de er i stand til at konkludere noget.
Har de været udsat for ren ondskab? Og møder man sine gerningsmænd med samme had som det, de har vist en?
Céline er den eneste, som ikke har sagt til nogen, at hun var på Le Bataclan den skæbnesvangre aften. Det er blevet en del af hendes taktik at fortie. Hvis hun ignorerer det, skete det måske ikke.
Samtidig må hun være stærk for Ramón, som er mere udadreagerende. I et forsøg på at få en lille bid af det normale liv forlader han deres pariserlejlighed og kører på sin scooter til et kunstmuseum. Han tilbringer tid på museets café, indtil han på et tidspunkt lamslås. Bedøvet af virkeligheden må han ængsteligt ringe til Céline og bede om, at hun kommer og henter ham.
Deres lejlighed virker endnu mere stille og mindre, i takt med at scenerne fra terrorangrebet vokser sig større i deres bevidsthed. De har lidt en uretfærdig skæbne, der skal ændre deres liv for evigt.
I ‘Et år, en nat’ kommer man helt tæt på ofrene og på deres præmisser. Der suser ingen sensationslyst igennem historien. Hverken kameralinsen, manuskriptet eller instruktøren vil have noget at gøre med hurtig spænding og veltimede actionsekvenser. Filmens store monster er jo mænd med våben, men vi ser dem faktisk ikke.
I stedet får vi ren hjertesorg, eftertænksomhed og individer, der kæmper for at rejse sig op igen. Filmen stiller reelle spørgsmål om godt og ondt i verden, der virker umulige at besvare. Der vil altid findes bedre spørgsmål end svar, lyder et udtryk – og her virker det meget passende.
Kort sagt:
Syv år efter terrorangrebene i Paris får vi nu en vedkommende fortolkning af livet hos et Le Bataclan-overlevende par, der gør alt for at kunne gennemleve de traumatiske efterskælv.