’Kold vinter’: Guldpalmevinder har lavet endnu en nervepirrende intens samtidsskildring

’Kold vinter’: Guldpalmevinder har lavet endnu en nervepirrende intens samtidsskildring
'Kold vinter'. (Foto: Another World)

Hvis der er én instruktør, som igennem hele sin karriere har insisteret på at portrættere de trøstesløse, menneskelige og socialpolitiske forhold i den (øst)europæiske fortid og nutid, er det Guldpalmevinderen Cristian Mungiu.

Det har den rumænske nybølge-instruktør bevist med den nådesløse abortfilm ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ om (kvinde)undertrykkelse under Ceausescus’ totalitære styre i slut-80’ernes Rumænien og igen med den mesterlige ’Prøven’ om det nutidige Rumæniens vedvarende udfordringer med arven fra rædselsregimet.

Hans nye film ’Kold vinter’ foregår også i nutidens Rumænien, men selvom det er en film om et specifikt tidspunkt på et meget specifikt sted i en multietnisk, transsylvansk landsby, mærker man tydeligt, at instruktørens diagnosticering af samfundets tilstand denne gang strækker sig ud over landets grænser.

Med en mesters hånd dissekerer Mungiu ambitiøst de komplekse bagvedliggende årsager til nogle af tidens varmeste emner som fremmedfjendskhed, misinformation, flygtningestrømme og økosystemers kollaps.

Filmen handler om alle modsætningerne og paradokserne, der ligger til grund for tidens højredrejning og »os-mod-dem«-retorik – rodfæstet i de menneskelige skæbner, som fanget i et spind af storpolitik, globalisering og kolonialisme gør det eneste, de kan, nemlig slår ned på dem, der er svagere.

‘Kold vinter’. (Foto: Another World)

’Kold vinter’ starter med to voldshandlinger. I skovområdet uden for den transsylvanske landsby ser drengen Rudi noget så forfærdeligt, at han lukker sig inde i sig selv og bliver stum. Hundredvis af kilometer borte er hans far Matthias tydeligt oprørt over nyheden, mens han arbejder under slavelignende forhold på et tysk slagteri.

Da hans overordnede kalder ham »sigøjner«, farer Matthias i flint og slår ham i gulvet. Uden jakke eller ejendele tomler han den lange vej hjem i frostgrader for at tage sig af sin søn. Blot for at gentage den samme racisme derhjemme, da han bliver mødt af en ny konflikt:

Hans tidligere elsker har ansat en række srilankanske migranter på det lokale bageri grundet manglende lokal arbejdskraft, hvilket truer med at sende den fattige landsby mod kogepunktet. Hvorfor skal udlændige have arbejde, når de lokale dårligt kan få tilværelsen til at løbe rundt?

Som altid iscenesætter Mungiu det socialrealistiske drama med i lange indstillinger og med et jerngreb, som var det en thriller. Hele tiden har man fornemmelsen af en tikkende bombe, der når som helst kan eksplodere.

For selvom den lille landsby er befolket af alt fra rumænere, romaer, ungarere og ukrainere til tyskere og franskmænd, lukker lokalsamfundet sig om sig selv i mødet med »de fremmede«. På onlinefora ser vi hadtalen sprede sig, indtil de gæstfrie srilankanere, som ellers er indstillet på øjeblikkelig integration, får dødstrusler, og bageriets kunder boykotter den pressede virksomhed.

‘Kold vinter’. (Foto: Another World)

Med et smågenialt greb har Mungiu givet underteksterne forskellige farver, så man som udefrakommende forstår den multinationale smeltedigel, Transsylvanien er. Ligesom man forstår paradokset i, at et land, der altid har været sammenstykket af forskellige folkefærd, kan være så fjendtligt indstillet over for migranter.

Som en moderne western skildrer filmen begge sider af sagen ved at forankre os i den dybt usympatiske Matthias, der er voldelig over for sin ekskone, presser sin traumatiserede søn til at blive en »rigtig« mand, onanerer uden for sin elskers vindue og drikker som et bæst.

Stort set alle filmens karakterer er svære at holde af. Fra den rige bageriejer, der presser lønningerne i bund, mens hun selv kører i Mercedes, til de tidligere minearbejdere, der må rejse til Tyskland i håb om bedre arbejdsvilkår, fordi minedriften er lukket for at redde naturen fra total ødelæggelse.

Men alligevel kan man se, hvor de kommer fra. For det er rigtignok svært at forstå, hvad de lokale skal med en naturpark, når de dårligt kan vedligeholde den faldefærdige landsby, eller hvorfor en franskmand skal arbejde for at bevare biodiversiteten i området, når skovens dyreliv langsomt, men sikkert tager landsbyboernes husdyr af dage.

Det hele kulminerer i en virtuos 17 minutter lang scene, filmet i en uafbrudt indstilling, hvor henved 20 borgere diskuterer oprørt i et forsamlingshus. Undertrykte holdninger pibler op til overfladen, og empatien kvæles hurtigt.

Landsbylægen fortæller igen og igen, at han ikke har noget imod de muslimske indvandrere (som i virkeligheden er katolikker), men at deres anderledes virologi beviseligt gør, at de ikke bør arbejde med madvarer. Så hurtigt får misinformationen overtaget, mens institutionerne kollapser og går med på folkestemningen.

Det kalejdoskopiske perspektiv gør, at ’Kold vinter’ ikke rammer helt lige så hårdt som instruktørens tidligere karakterfokuserede film. Men ambitionerne er højere end nogensinde før, båret af imponerende små observationer og detaljer om verdens tilstand og iscenesat i mesterligt komponerede lange indstillinger optaget i ekstremt bredformat, der tilføjer dybde til scenerne.

Den nervepirrende intense slutning gør det klart, at ingen af filmens karakterer er bedre end de bjørne, som hærger området for at tilbageerobre deres territorie fra menneskene.

De er desperate eksistenser, der hungrer efter nærhed og omsorg, men som ikke har råd til empati, hvis de skal overleve i en dyrisk verden.


Kort sagt:
Guldpalmevinderen Cristian Mungiu har lavet karrierens mest ambitiøse film med den mesterligt intense ’Kold vinter’ om et Europa under pres fra alle kanter, og de skæbner, der bliver tabt i global storpolitik.  

’Kold vinter’. Spillefilm. Instruktion: Cristian Mungiu. Medvirkende: Marin Grigore, Judith State, Macrina Bârladeanu, Orsolya Moldován, Andrei Finti. Spilletid: 125 min. Premiere: I biograferne 12. januar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af