Stine Pilgaards roman ‘Meter i sekundet’, der er modelleret over forfatterens eget liv, blev en øjeblikkelig bestseller, da den ramte boghylderne i 2020.
Nu tre år senere kommer filmudgaven med Sofie Torp i hovedrollen, og det virker nærmest skæbnebestemt. Hun og Stine Pilgaard er nemlig veninder i virkeligheden og har en slags uudtalt aftale om, at alt, hvad Stine Pilgaard gør, det gør Sofie Torp også, blot forskudt.
»Stine har en joke med, at hun skriver noget, så går der tre år, så er jeg det samme sted i livet, og så iscenesætter jeg den på en eller anden måde«, fortæller den aarhusianske skuespiller storsmilende, da jeg møder hende på Nordisk Film i Valby.
Det forskudte parløb og venskab startede for syv år siden, da Sofie Torp opsatte Stine Pilgaards – på det tidspunkt – tre år gamle roman ‘Min mor siger’ som teaterstykke. Senere indtalte skuespilleren ‘Meter i sekundet’ som lydbog, og nu træder hun så ind i rollen som hovedpersonen Marie aka en romankarakter formet over Stine Pilgaard selv, der rykker til det barske Vestjylland, da hendes kæreste får job som lærer på en højskole.
‘Meter i sekundet’ er en tour de force i komiske optrin mellem den bramfri Marie og de fremmede vestjyske omgivelser. På den ene side står de økoflippede højskolelærere og de lidt for woke højskoleelever. På den anden de ordknappe vestjyder, der forlegent slår blikket ned, når den nye tilflytter for eksempel udbasunerer sexjokes over morgenkaffen.
Midt i det hele sidder Marie og føler sig tvær og alene med sin og kærestens lille søn, som de kalder Muh, fordi det er det eneste, han siger.
Du siger, at du har det med at opleve de samme ting, Stine Pilgaard går igennem, bare forskudt. Marie er jo baseret på hendes oplevelser, så hvordan kan du genkende dig selv i hendes oplevelser?
»I ‘Meter i sekundet’ er hun stadig ved at vænne sig til mor-rollen, og jeg blev mor for tre år siden og er lidt det samme sted og genkender totalt følelserne. Hun er sådan en, der er vant til at være meget omkring vennerne og skrive og have gang i alle mulige sociale ting, og lige pludselig sidder hun på en eller anden mark i Vestjylland og er alene med et barn. Nogle af de samme oplevelser har jeg haft som relativt ny mor. Jeg er selv sådan en, der har gang i meget og er vildt social, og pludselig sad jeg bare i min lejlighed med det her nye lille menneske, kiggede ud på verden og tænkte: ’Okay, mit liv er slut’«.
»Jeg skulle jo ingenting«
Du har også selv prøvet at flytte til et nyt sted, i dit tilfælde fra Aarhus til København. Kan du genkende Maries følelse af at blive slået tilbage til start et fremmed sted?
»Ja! Jeg kan huske, jeg var sindssygt ensom, da jeg kom til København. Jeg var kommet fra Aarhus, hvor jeg var kendt som sangpigen. Hende den sjove! Alt muligt. Og så kom jeg til København, hvor jeg ikke skulle noget og ikke var nogen. De første måneder lavede jeg ikke andet end at gå ned for at leje fem favoritter i Blockbuster, se dem, og for så at leje fem nye. Altså, jeg lavede ing-en-ting«.
»Til sidst var jeg så træt af at sidde i den lejlighed, at jeg gik ud på gaden og lod, som om jeg havde pissetravlt. Jeg løb ned i metroen og sagde: ’Undskyld, jeg skal forbi her’, fordi jeg havde sådan lyst til at være en, der skulle noget. Men jeg skulle jo ingenting! Så jeg spillede mig til det i starten for at få sådan lidt gang i mig selv«.
»Det er jo sådan, Marie har det. Hun kommer til et sted, hvor hun er et fremmed element, og hvor hun ikke har anden funktion end at være påhæng, og det hader hun. Så hun skal lige skal finde ud af: Hey, hvem er jeg egentlig her, og hvordan gør man?«
Marie er baseret på Stine Pilgaard, som du kender rigtigt godt. Du kender også romanen indgående, da du har indspillet den som lydbog. Hvordan går man til opgaven at spille sin veninde i et forlæg, man har et så nært et forhold til?
»Jeg forberedte mig til rollen ved at snakke med Stine, men jeg prøvede også at løsrive mig lidt, så det blev min egen fortolkning. Men faktisk var det også en fordel, at både Hella (Joof, instruktør, red.) og jeg kender Stine, som jo virkelig ligesom Marie kan finde på at sige nogle vilde ting og gå langt i situationer. Ellers havde vi nok stoppet os selv tidligere ved nogle ting og sagt: ’Ej, det ville man aldrig sige i virkeligheden’. Vi kender Stine og ved, at jo, det fucking siger hun«.
»På en måde blev det også ret vildt at opleve de ting, Stine har oplevet gennem Marie. Vi optog filmen ret kronologisk, og jeg følte mig lidt ked af det de første uger,og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor, indtil jeg talte med min dygtige terapeut, der sagde: Det er da klart, du spiller en kvinde, der er udenfor. Selvfølgelig påvirker det dig«.
»Jeg var i Stines liv på en eller anden måde, og det påvirkede mig, fordi det var helt vildt svært i starten for hende og derfor for mig. Fordi alle folk kiggede bare underligt på mig og vendte sig om og gik og syntes, hun var mærkelig. Det var første gang, jeg har prøvet det, og det var lidt spændende for mig at være Stine, som hun havde det på det tidspunkt«.
Et almindeligt menneske
Romanen ‘Meter i sekundet’ har en stor folkelig appel ligesom mange af de andre film og serier, du har medvirket i, som ‘Ser du månen, Daniel’, de nye Afdeling Q-film og ‘Carmen Curlers’. Er du mon ved at blive folkekær?
»Haha. Der er også mange, der har spurgt: ’Ej! Kan du mærke, at du er blevet kendt nu?’ Og nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg har ikke et stjerneansigt, man sådan genkender. Jeg ligner jo bare et helt normalt menneske. I går var jeg til frisøren, og det er først efter to timer, at hun udbryder: ’Guuud, det er jo dig, der er Lis Lassen fra ‘Carmen Curlers’! Og i morges, da jeg kom ind på Nordisk Film, var mit kort udløbet. Så skulle jeg stå og forklare, hvem jeg var, og hvorfor jeg var her. Det er ikke sådan, at jeg siger mit navn, og så åbner portene til Nordisk Film sig bare!«
Tror du måske, det er derfor, du har fået en rolle som Marie, som der nok er mange, der kan spejle sig i? Fordi du er relatérbar?
»Ja, det er det sgu nok. Og så fordi jeg er nærværende. Jeg er selv ved at fatte, at det, som for mig gør gode skuespillere, er, at de er nærværende over for dem, de spiller sammen med. Det gør deres karakterer nuancerede og relatérbare. Og jeg håber sådan, det er lykkes mig med Marie, fordi hun er så kompleks og derfor relatérbar, som du siger«.
»Hun er en slikbutik at spille! Med hende får man lov til at trampe kål ned med en flaske champagne i hånden og råbe og skrige, samtidig med at man skal være sådan en, der lige skal afrime fryseren. Marie er usikker, grineren, for meget, almindelig, urimelig, pissevred og pisseelskelig. Hun er en tour-de-force af en kvindekarakter«.
‘Meter i sekundet’ er som sagt en roman, du og mange andre har et nært forhold til, og mange er spændte på filmen. Selv min egen vestjyske mor, der ellers ikke går højt op i biografdatoer, ved præcis, hvornår den har premiere. Er du nervøs for, hvordan den vil blive modtaget?
»Jeg kan mærke, at jeg har så meget på spil med denne her film, fordi jeg har meget hjerte i den. Det er, som om der er noget, der starter og slutter med denne her premiere. Så jeg skal nok lige være klar på at give mig selv en indre krammer, for der kommer til at være folk, der ikke kan lide den«.
»Jeg tror også bare, den betyder ekstra meget for mig, fordi jeg selv har været på en slags rejse med denne her film og fordi jeg kan spejle mig så meget i den. Det er gået op for mig, at jeg har puttet mig selv i alle mulige roller og troede, jeg skulle være perfekt: som mor, som skuespiller, som ven. Men det har jeg arbejdet meget med på det sidste«.
»Og det sjove er, at jeg pludselig opdagede, at det jo præcist var dét, jeg havde lavet en film om. Marie skal også lære at være sødere ved sig selv og trække vejret, tage det roligt. Det føles, som om vi har været på den rejse sammen«.
’Meter i sekundet’ har biografpremiere 2. februar.