’Retfærdighed for Emmett Till’: Sand historie om brutalt racemord er en tårefremkaldende oplevelse med Oscar-værdig præstation
Den 21. august 1955 begav den 14-årige afroamerikanske dreng Emmett Louis Till sig ind i en købmandsbutik ejet af en hvid mand i Mississippi.
Bag disken stod ejerens 21-årige hustru Carolyn Bryant, der i Emmetts øjne mindede ham om en af de smukke filmstjerner, han havde set på det store lærred i sin hjemby Chicago – en by, der på flere punkter var langt mere progressiv end i de amerikanske sydstater, hvor Jim Crow-lovene stadig satte dagsordenen.
Fuld af forundring, og med sin sprudlende storbycharme, komplimenterer han Carolyn med et drenget fløjt, der til hans uvished er strafbart set med hvide øjne. Sorte er blevet slået ihjel for mindre i Mississippi-deltaet, får Emmett efterfølgende at vide.
Sådan skildrer instruktør Chinonye Chukwu det skæbnesvangre møde, der blev den unge Tills endeligt, da han få dage efter blev bortført midt om natten på sin onkels farm. Hvad der skulle have været en hyggelig sommer i Syden på besøg hos Emmetts fætre, forvandlede sig pludseligt til et levende mareridt. Emmett blev tortureret, skudt i hovedet og efterladt i en flod.
Det står øjeblikkeligt klart, at Chukwu har skullet træffe en nænsom beslutning om selve lynchningen, som adskiller ’Retfærdighed for Emmett Till’ fra en amerikansk filmkanon, der strækker sig fra den racistiske ’The Birth of a Nation’ i 1910’erne til Oscar-vinderen ’12 Years a Slave’ cirka 100 år senere.
Man får nemlig ikke selve lynchningen at se, men det betyder ikke, at eftervirkningerne er mindre hårdtslående. For selv hvis man kender til historien om Emmett Till og har set de grusomme billeder af den oppustede og uigenkendelige 14-åriges legeme, bliver man ikke skånet for at se det genskabt i filmen og derved opleve gruen på ny.
Tilbage står Emmetts enlige mor Mamie, spillet eminent af Danielle Deadwyler, der må tage kampen op mod sin søns mordere – en kamp, hun hurtigt erfarer er nær umulig at vinde. Især fordi den skal tages op på udebane i Mississippi, hvor hendes sikkerhed ikke kan garanteres.
Sværvægtere som Whoopi Goldberg og Frankie Faison (’Do the Right Thing’, ’The Wire’) klæder rollelisten som Mamies forældre, men der hersker ingen tvivl om, at det først og fremmest er Deadwylers film, da hun leverer en præstation så kraftfuld, at man ikke kan andet end at klø sig på issen over hendes manglende Oscar-nominering.
I rollen som Mamie Till skildrer Danielle Deadwyler nemlig en mors sorg over at miste sit eneste barn med så vanvittig en kraft og ekspressivitet, at det giver gåsehud og fugtige øjne. Efter man i filmens første halvdel oplever det stærke bånd mellem mor og søn, går der efterfølgende et sug i maven, når Emmetts maltrakterede lig ligger til skue i åben kiste til begravelsen. Det er mildest talt svært at kigge med.
Anden halvdel af filmen halter en smule, når tempoet bliver sat gevaldigt ned under retssagen. Her sidder man tilbage med en følelse af, at der godt kunne være brugt flere kræfter på Mamie Tills efterfølgende kamp samt hendes enorme betydning for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der i stedet bliver udpenslet i de efterhånden lettere klichéfyldte eftertekster.
Kort sagt:
’Retfærdighed for Emmett Till’ er en mavepuster af en film, der skildrer den virkelige historie om et brutalt drab på en ung afroamerikansk dreng, og morens efterfølgende kamp for retfærdighed. Danielle Deadwyler leverer en kraftfuld præstation som Mamie Till, der burde have skaffet hende en Oscar-nominering.