I sidste uge trak det overskrifter over hele verden, at Benedict Cumberbatch kunne blive afkrævet erstatning for sin families fortid som slaveejere.
Skuespillerens tipoldefar i syvende led, Abraham Cumberbatch, købte i 1728 et stykke land i Barbados, dengang en britisk koloni. Her drev han en sukkerplantage med mere end 250 slaver, og da slaveriet endelig blev ophævet, fik han en kompensation på 11.000 dollars, svarende til 6,4 millioner dollars i dag.
I The Telegraph udtrykte generalsekretæren for den caribiske bevægelse for fred og integration, at Cumberbatch-familien burde betale erstatningskrav, såkaldte reparations.
Et sådant krav mod individuelle familier er aldrig blevet rejst på Bahamas før, og det bliver heller næppe en realitet i sidste ende. Generelt har reparations gennem historien udmøntet sig i kompensation fra stater eller virksomheder, ikke fra individer.
Men mange fik utvivlsomt kaffen galt i halsen over historien. Hvorfor skal en efterkommer bøde for noget, hans forfædre har gjort? Mage til woke-sur hævngerrighed skal man lede længe efter!
Så firkantet ville jeg sikkert også have reageret, hvis jeg ikke havde set afsnit 4 af ’Atlanta’ sæson 3, ’The Big Payback’.
»I Owned Slaves«
Kender man ikke Donald Glovers altid uforudsigelige satire over race, identitet og kultur i den mesterlige serie, gør det ikke noget.
Som et løsrevet afsnit uden forbindelse til det overordnede plot kan ’The Big Payback’ indtages som en halv times kortfilm, uden at man behøver se så meget som et sekund af resten af serien.
I afsnittet møder vi den midaldrende, oplyste, sympatiske Radiolab-lyttende hvide mand Marshall, der en dag hører i radioen, at en investor i Tesla er blevet sagsøgt, fordi hans forfædre ejede den sagsøgtes forfædre som slaver.
Og pludselig kommer historien tæt på Marshall, da en sort kvinde, Sheniqua Johnson, banker på hans dør, mens han spiser aftensmad med sin datter. Hun vader demonstrativt ind og livestreamer det, mens hun fortæller, at hun sagsøger ham for tre millioner dollars. Hendes familie var nemlig slaver ejet af hans familie et par hundrede år tidligere.
Marshall afviser kvinden og kravet, men fortiden kan han ikke løbe fra, og næste dag står hun foran hans kontorbygning med en megafon. Imens finder han ud af, at flere af hans sorte kolleger har sagt op på grund af nyfunden rigdom, mens en hvid kollega kommer på arbejde iført en t-shirt, hvor der står »I Owned Slaves«. Det var åbenbart en del af hans forlig med en sagsøger – og billigt sluppet.
Jeg skal ikke afsløre, præcis hvad der sker derfra, men kan til gengæld fortælle om min egen udvikling igennem afsnittet.
Ligesom Marshall fandt jeg i starten anklagen og søgsmålet komplet uretfærdigt og latterligt. Denne fraskilte almindelige lønmodtager skal da selvfølgelig ikke bøde for noget, han på ingen måde er ansvarlig for.
Men langsomt slog fortællingen revner i mit panser. Som afsnittet skred frem mod den stærkt tankevækkende slutning, meldte tanken sig: Er det virkelig så meget på månen, som det lyder?
Få udfordret dit indgroede tankesæt
Det strider selvfølgelig mod vores idé om personligt ansvar som en grundpille i det moderne samfund, men omvendt viser Glovers fortælling, at slaveriets groteske uretfærdighed ikke bare er en dyster fjern fortid, men et stykke virkelighed, der den dag i dag er med til at definere samfundets fordeling af goder. Det hvide privilegie kan i nogle tilfælde spores direkte tilbage til slavetiden, mens efterkommere stadig kæmper med at bryde ud af den sociale arv.
Ville det ikke være på sin plads, at man gjorde håndfast op for den sociale slagside, slaveriet har haft?
Jeg siger ikke, det er enkelt, eller at jeg mener, at hvide efterkommere nu skal betale 20 procent af deres løn til efterkommere af slaver. DR’s podcast ’Tiden’ tog i går emnet op med en dansk efterkommer af slaver fra Skt. Croix og en dansk efterkommer af en slavehandler – ingen af dem mente, at individuel afbetaling var vejen frem.
Jeg siger blot, at man bør se afsnittet og få udfordret sine stædigt indgroede tankemønstre. For det, ’Atlanta’ gør i ’The Big Payback’, er, hvad popkulturen kan, når den er skarpest: Tage et super komplekst emne og formidle det på en underholdende og provokerende måde, så man ser det i et nyt lys.
Og som minimum vil historien om Marshall i hvert fald få én til at reflektere over, hvor forskellig den straf for fortidens synder, de hvide efterkommere i afsnittet bliver ramt af, egentlig er fra den socioøkonomiske arv af slaveriet, der tynger store dele af den afroamerikanske befolkning i dag. Man ser simpelthen på strukturel uretfærdighed i et nyt lys.
Du vil sikkert stadig ikke synes, at Benedict Cumberbatch skal betale gamle Abrahams slavegæld. Men med mindre du er ualmindeligt forstokket, vil du få udfordret dit tankesæt.
Og så på kun 37 minutter.
’Atlanta’ kan ses på Disney+.