Det er gået ned ad bakke med hundrede kilometer i timen, siden den romantiske komedie sidst havde kronede dage lige inden årtusindeskiftet.
Faktisk nåede genren for nylig et nyt lavpunkt, da Netflix leverede en endegyldig spytklat i ansigtet på filmromantikere. Det kom nemlig frem, at ikke engang det obligatoriske finalekys længere var helligt: Den blodfattige race-romcom ‘You People’ havde brugt CGI til at forene Jonah Hill og Lauren London i evig kærlighed og troskab.
Samtidig er det slet ikke under klassiske romantiske omstændigheder, vi lige nu finder de største heartbreaks. Det er tværtimod i film som Oscar-darling ‘The Banshees of Inisherin’, hvor Martin McDonagh ganske uventet har lavet en ekstremt relatable fortælling om et venskabsbrud mellem to irske mænd i 1920’erne.
Men breakups til trods er det stadig muligt at navigere uden om det traditionelle parforhold for at genvinde troen på kærligheden: I de utallige langt mere interessante og gribende film der viser venskabet i sin skønhed og brutalitet på skærmen.
Vi har før samlet 10 film, der beviste, at kærligheden faktisk stadig findes.
Men i anledning af årets Valentine’s Day kan vi kun anbefale at skrotte alle forestillinger om gammeldags romance og i stedet vende blikket mod 10 filmiske venneforhold, der til gengæld er lige til at forelske sig i.
1. ‘Mid90s’
De fleste har uanset deres position i en søskendeflok prøvet at føle sig som lillebror eller -søster i en social sammenhæng. Når man endelig fik lov til at lege med de store, stod tiden stille.
I Jonah Hills instruktørdebut følger vi 12-årige Stevie (Sunny Suljic), der udover at have en led storebror tronende over sig derhjemme (modbydelig og karseklippet Lukas Hedges) også er den ensomme lillebror i sit eget liv.
Indtil drengen en dag får sjoflet sig med i klubben hos et skaterslæng, der i en tåget skudzone af interne jokes kører Los Angeles’ asfalt tynd en hel sommer. Til at starte med er han under deres nåde, men mod alle odds bliver han et næsten for fuldbyrdet medlem af gruppen.
Stevie sætter sig selv frygtløst på spil, mens han vokser i skaternes skørter, og man ser til med lige dele stolthed og moderlig varsomhed.
Kan ses på Filmstriben og Viaplay.
2. ‘Bend It Like Beckham’
Til sin indiske families utrolige fortrydelse vil Jesminder hellere spille fodbold end at giftes og lære at lave dhaal. En passion hun har til fælles med Jules (Keira Knightley), hvis mor ellers er nærmest besat af at tage hende med ud at købe sexede bh’er, så hun kan få en kæreste.
Og da de to mødes over stræbsom besættelse af 00’ernes ultimative sportsikon David Beckham og ender på samme fodboldhold, bliver det en sjælden fortælling om en sportsbegejstret venindeforelskelse mellem to kvinder, der kan og vil det samme.
Muligvis lurer Jonathan Rhys Meyers lækre fodboldtræner i kulissen (ingen kvindecentreret 00’er-film uden en heteroromance), men det er Jules og Jess, man hepper på.
Gurinder Chadha serverede med sin debutfilm fra 2002 en coming-of-age-komedie, hvor kultur- og kønsforskelle er tegnet så skarpt op, at det muligvis larmer lidt anno 2023. Men man skal ikke underkende, at især splittelsen hos indiske Jules har gjort karakteren til et filmisk forbillede.
I sidste ende står grundfortællingen om de unge kvinders fælles fodboldkærlighed stadig som et pletskud.
Kan ses på Filmstriben.
3. ‘Big Time Adolescence’
Pete Davidson har fundet sin niche som filmskuespiller, hvor han let glider ind i rollen som hele verdens slackerstorebror.
I ‘Big Time Adolescence’ holder han et venskab med sin ekskærestes lillebror Monroe (Griffin Gluck) kørende, efter søsteren har dumpet ham.
For i en 16-årigs øjne er den voksne Zeke en weedrygende helt, hvor han i andres øjne er gået i stå.
Grænserne mellem broderskab og venskab bliver udforsket på medrivende vis, mens både Sydney Sweeney og Machine Gun Kelly hænger ud i kulissen.
Kan lejes på Blockbuster, Apple TV, SF Anytime, Viaplay med flere.
4. ‘I Love You, Man’
Der er manic pixie dreamgirls, og så er der Jason Segel i ‘I Love You, Man’.
En manic pixie dreambro, der dukker op og bliver en bass-slappende saltindsprøjtning i Paul Rudds liv. For selvom den velfungerende »girlfriend guy« Peter har fundet sit livs kærlighed, står han pinligt venneløs uden forlover til den store dag. Men hvordan får man egentlig en god ny voksenven?
Som to af Hollywoods fremmeste good guys er det en fantasi at dyrke det spirende venskab mellem Paul Rudd og Jason Segel, der ender med at blive altafgørende for, at Peters romcom-ægteskab, kan blive en succes. En legesyg og underholdende udforskning af en ugiftig bromance.
Kan ses på Viaplay og SkyShowtime.
5. ‘The Perks of Being a Wallflower’
I alverdens ungdomsfilm er der rigeligt misfit-trioer at vælge imellem.
Alligevel er der et andet mørke på spil hos ‘The Perks of Being a Wallflower’s Charlie, der skal navigere sig gennem highschool efter at have været indlagt på et psykiatrisk hospital.
Han bliver betaget af Emma Watson og Ezra Millers umage duo, der mestrer underdog-aktiviteter som halvfarlig tunnelkørsel til David Bowie og udklædningsvisninger af kultfilmen ‘Rocky Horror Picture Show’.
Selvom det måske lyder for finurligt, er ‘Perks of Being a Wallflower’ rundet af en rørende alvor, der viser, at ungdomsvenskaber kan være livsændrende. For undervejs bliver Charlie klogere på sin egen fortid på en måde, der gør, at han får altafgørende brug for sit nyfundne fællesskab.
Kan ses på Viaplay.
6. ‘Thelma & Louise’
Filmhistorien er fyldt med mænd og deres biler.
Men da ‘Thelma & Louise’ strøg gennem USA i en skinnende blå Thunderbird, blev Susan Sarandon og Geena Davis hæsblæsende forbilleder for amerikanske road-movies med kvinder bag rattet.
Det er egentlig kun meningen, at de to veninder skal være væk en weekend, men frihedsrusen bringer dem milevidt fra deres sølle liv som mishandlet husmor og træt servitrice. Undervejs bliver venskabet uforudsigeligt, sjovt og gribende udfordret på de to kvinders ‘Bonnie & Clyde’-deroute, der byder på mord, brændende biler og et uforglemmeligt sexet visit fra Brad Pitt i en af sine første filmroller.
‘Thelma & Louise’ er venindeskabets filmiske godmother, hvor man i de to kvinders kærlige intimitet aldrig er i tvivl om, at de er sjælevenner. Der er evig kærlighed og troskab fra første til sidste ikoniske blik.
Kan ses på Filmstriben.
7. ‘Romy and Michelle’s High School Reunion’
Hvordan ville det se ud, hvis ‘Friends’ Phoebe Buffay forsøgte at genfortælle ‘Thelma & Louise’, men havde glemt halvdelen af handlingen?
Nok lidt som i ‘Romy and Michelle’s High School Reunion’, der klistrer godt med perler og fjerkanter på sin ekstravagante kitschhyldest til platoniske soulmates.
Veninderne Michelle og Romy lever en symbiotisk skumfesttilværelse, hvor de gør grin med ‘Pretty Woman’ fra hver deres seng i stuen, opfører fælles koreografier på klubbernes dansegulve om aftenen og deler alt derimellem med hinanden. Ikke mindst det ene farvestrålende spandex-outfit efter det andet.
Der går dog på almenmenneskelig vis skår i deres bekymringsløse tilværelse, da de beslutter sig for at deltage i 10-års jubilæet for deres highschool-dimission.
De beslutter derfor at feje deres hverv som arbejdsløs og sekretær på et bilværksted under gulvtæppet og i stedet ankomme i en dyr bil som ‘succesrige forretningskvinder’, der har opfundet post-its. En plan, der er præcis så torskedum, som den lyder. Men under den komiske idioti gemmer der sig alligevel en fin historie om, hvad en livspartner egentlig er.
Kan ses på Disney+.
8. ‘The Last Black Man in San Francisco’
Der kan sagtens være to fuldvoksne mænd på et skateboard.
Eller det kan der blive nødt til. I hvert fald i økonomiske krisetider, hvor alle, der ikke er hvide og rige, er hensat til at bo som freaks på byens gader, eller som venneparret Jimmie og Mont helt ude ved havnefronten under skurlignende vilkår.
Hvor det godt kunne lyde som en trist og semidystopisk overlevelsesfortælling, er ‘The Last Black Man in San Francisco’ en fantastisk mærkværdig fabel om et vennepar, der aktivt flytter ind i deres egen drøm.
Som en renæssancemaler i skovmandsskjorte besøger Jimmie nemlig sin families gamle hus, som han vedligeholder i skjul fra dets ældre hvide ejere. Da muligheden viser sig, flytter ham og vennen ind som venligtsindede squattere.
For mens byen bliver mere og mere ugenkendelig, er vennerne hinandens eneste værn mod en virkelighed, der ikke har plads til dem – to fattige sorte mænd.
‘The Last Black Man’ er et eventyr om ekskluderende byfornyelse, der i ‘Moonlight’s blide filmtradition stripper alle forventningerne af et venskab mellem to sorte mænd, så kun den rendyrkede og moderne vennekærlighed står tilbage.
Kan lejes på Apple TV og Google Play.
9. ‘First Cow’
I western-mørket kan det være svært at se, men der gemmer sig en smørblød bromance mellem to mænd og en ko i Kelly Reichardts mærkværdige og rørende venskabsfabel.
Selvom der vælter tomhjernede pelsjægere rundt i 1820’ernes guldfeberiske Oregon, er det i stedet en feelgood-heist med en malkeko i centrum, der bliver til en både højdramatisk og hyggelig fortælling.
Som frontier-dagenes økohipstere knytter en drømmende bager og en kinesisk immigrant bånd over deres kærlighed til mad og orkestrerer et svindelnummer, hvor de i nattens mulm og mørke malker koen i landsbyens rigmands baghave. På bedste nicecore-facon forvandler de det til hjemmebag, som de storsælger på markedspladsen. En affære, der ender med at blive mere nervepirrende, end man skulle tro.
Der er absolut for få film om mandlige venskaber, og endnu færre med kagebagning og nuttede dyr i mikset. Men ‘First Cow’ er den mesterlige undtagelse.
Kan ses på Filmstriben.
10. ‘Frances Ha’
Til at starte med er det rendyrket venindebliss, så newyorker-nuttet som du næsten aldrig har set det før. Frances danser i parken, mens veninden Sophie spiller på banjo bagved.
De tætte college-veninder bor sammen i en næsten barnligt velfungerende tosomhed, indtil det hele bliver spoleret, da Sophie flytter sammen med sin kæreste.
Uden venindens opbakkende blik er Frances pludselig alene til en kedelig voksenfest, hvor lyset er blevet tændt. Men i stedet for at komme videre springer hun på hovedet ned i sin kvartvejskrises dybeste ende og forsøger i stedet bare at mase nogle nye mennesker ned i sit venneformede hul (en ulidelig fedora-bærende Adam Driver blandt andet).
Selv den mindste sociale interaktion er en prøvelse for Frances, og på en cool impulstur til Paris når hun et komplet lavpunkt.
Greta Gerwig har muligvis aldrig været mere frustrerende elskværdig end i Noah Baumbachs sort-hvide ‘Frances Ha’, der kom ‘Girls’ og ‘Everything I Know About Love’ i forkøbet med sin akavede hyldest til det tidlige voksenlivs krise med veninde-breakup’et i centrum.
Kan ses på Filmstriben.