’Cocaine Bear’: Med så fed en titel burde denne film være bedre
Det er noget nær en perfekt filmtitel. Cocaine Bear!
Det ruller af tungen ligesom ’Snakes on a Plane’ eller ’Faster Pussycat! Kill! Kill!’ Jeg får med det samme lyst til at vide, hvad der sker med kokainbamsen.
Lidt kækt annonceres det, at filmen er baseret på virkelige begivenheder. Det er rigtigt, at en narkosmugler i 80’ernes USA kastede en større sending kokain ud af et fly. Det var meningen, at han selv skulle med ud for at håndtere narkosendingen, men faldskærmen fejlede, og han landede i stedet med et brag i en stakkels fyrs indkørsel, tæt på en nationalpark. En bjørn fra nationalparken fandt en af smuglerens pakker i skoven … og døde. Naturligvis.
For det er det, man gør, hvis man går om bord i 34 kilogram kokain, også selvom man er en stor og stærk bjørn. Bamsen endte sine dage som udstoppet turistattraktion.
Men virkeligheden bør ikke stå i vejen for en god røverhistorie. I Elizabeth Banks’ ’Cocaine Bear’ bliver bjørnen hurtigt afhængig og går amok i en blodrus. Adskillige karakterer bliver introduceret – et par norske vandrere, to parkbetjente, to børn og en bekymret mor, to politibetjente, to ambulancereddere, tre ungdomslømler og, ikke mindst, Ray Liotta i en af sine sidste roller som narkobossen, der sender sin søn og hans makker ud i skoven for at finde den forsvundne kokain.
De fleste af dem ender som dyrefoder eller det, der er værre. Og med en varighed på kun lidt over halvanden time, kan du selv regne ud, at det går stærkt med at få flænset og gnasket på de mange karakterer.
Det er bare ærgerligt, at vi ikke lærer nogle af dem at kende nok til at bekymre os særligt om dem. Selv dem, der overlever og til sidst står som vindere og – på en måde – filmens hovedpersoner.
I de bedste creature features er personerne alligevel vigtigere end monstret. I ’Jaws’ er billederne af den elektriske gummihaj ikke i sig selv særlig skræmmende, men vi husker hajen som uhyggelig, fordi den får Chief Brody til at sige: »You’re gonna need a bigger boat«.
Hovedattraktionen i ’Cocaine Bear’ er en computerskabt psykopatbjørn på coke, og den er ikke mere troværdig end den snart 50 år gamle gummihaj. Manuskriptet virker til at være ment som en halv-ironisk, halv-improviseret indie, der skulle filmatiseres i stil med klassiske 80’er-slaskere og en drøm om et liv som kultfilm ligesom i de gode, gamle vhs-dage. Men – måske på grund af den awesome titel – fik Hollywood fat i det først.
Gode skuespillere som altid pålidelige Margo Martindale gør sit bedste for at tænde en ild i det tynde manuskript. Hun spiller en ældre, liderlig parkbetjent, der håber på romance med en selvglad dyreekspert spillet af Jesse Tyler Ferguson.
I et par minutter tegner gaggen til at kunne blive sjov, men det ender med, at Jesse siger, at hun har en »dusty beaver« med henvisning til en udstoppet bæver på kontoret. Margo svarer, at det jo netop er det, hun håber at gøre noget ved.
Jeg er ikke for fin til en bæver-dobbelttydighedsmorsomhed, men der burde være bedre jokes og skarpere replikker, når målet er at lave en humor-horror-kultfilm til biografen.
Det er næsten spild af en god filmtitel.
Kort sagt:
Filmen er ikke god nok til sin titel, men ja, den leverer kokainbjørn og grumme dødsscener, og det er jo nogle gange, lige hvad man har brug for.