Den amerikanske dokumentarist og journalist Laura Poitras fik sin første Oscar-nominering i 2006 for filmen ’My Country, My Country’ om den amerikanske besættelse af Irak.
Hun blev for alvor kendt, da hun i 2014 stod bag den kontroversielle dokumentar ’Citizenfour’, der på nærmeste hold fulgte den amerikanske wistleblower Edward Snowden, som risikerede sit liv og måtte flygte fra sit hjemland. Den indbragte Poitras sin første Oscar.
Og i 2016 var det den tidligere chefredaktør for WikiLeaks Julian Assanges historie om lækagen af adskillige tophemmelige amerikanske dokumenter, der blevet lagt under Poitras’ klarsynede lup i filmen ‘Risk’.
De tre film har gjort Poitras til en af de allermest anerkendte og indflydelsesrige dokumenarister. Og de har blandt andet det til fælles, at de skildrer magtmisbrug i USA’s absolutte top.
Det er et tema, der står Poitras’ hjerte nært. Nu er hun aktuel med endnu en film, der fokuserer på konsekvenserne af pengegriske og magtliderlige amerikanere – her Richard Sackler, der er tidligere medejer af det amerikanske medicinalfirma Purdue Pharma, som er bedst kendt for at udvikle lægemidlet OxiContin, der fra slutningen af 90’erne og frem til i dag knyttes til 850.000 menneskers død i USA’s såkaldte opioid-epidemi.
Filmen hedder ’All the Beauty And the Bloodshed’ og vandt den prestigefulde hovedpris Guldløven ved Venedig Film Festival sidste år. Det var blot anden gang, at prisen gik til en dokumentarfilm.
Poitras følger den amerikanske kunstner Nan Goldin og hendes kamp for at få ram på Sackler-familien, der på grund af milliondyre sponsorater lægger navn til gallerifløje og takkeerklæringer på nogle af de fineste kunstmuseer i New York, heriblandt det verdenskendte Metropolitan Museum of Art (MET), der lægger vægge til nogle af de første protester i filmen.
Netop Goldin og hendes kompagnoners protester på museerne, hvor de blandt andet kaster flyers ud, lægger sig fladt på gulvet som lig og påpeger kunstverdenens hykleri ved at tage imod Sackler-familiens penge, blev startskuddet på samarbejdet mellem Goldin og Poitras.
»De begyndte at protestere og lave aktionerne, før jeg var involveret i filmen. Nan vidste efter de første aktioner, at de skulle dokumentere det. Så de medbragte kameraer, pilleglas og bannere, da de protestede i MET, og jeg læste om det i aviserne«, fortæller instruktøren, da vi møder hende i København forud for den danske premiere på hendes nye storroste film.
Søsterens selvmord
Poitras var bekendt med Goldins arbejde som kunstner, inden optagelserne gik i gang. De to mødtes i en anden sammenhæng, og det var her, ideen til filmen opstod.
»Hun fortalte, at hun havde filmet det (protesterne, red.) og ledte efter andre, der kunne være med på filmen. Producere og andre filmskabere. Så jeg anbefalede nogen og tilbød min hjælp. Jeg spurgte også, om de ledte efter en instruktør, og hun sagde ja«, fortæller Poitras.
Selvom filmens røde tråd er Goldins kamp mod Sackler-familien, er den samtidig et portræt af Nan Goldin med tråde til både hendes revolutionerende fotokunst, hendes familiebaggrund, hendes aktivisme i forbindelse med aids-epidemien og hendes eget misbrug.
I anslaget hører vi Nan Goldin fortælle om sin søster Barbaras opvækst. Barbara eksperimenterede med sex og interesserede sig for kvinder i en tid, hvor det var alt andet end velset. Presset fra de konforme forældre og samfundet førte til, at Barbara begik selvmord i en meget ung alder.
Den tragedie er ifølge Poitras en kæmpe drivkraft for Goldin, som dedikerer det meste af sin kunst til at hylde sin afdøde søster.
»Det meste af Nans arbejde handlede om at bryde med familien og samfundets løgne og få dem frem i lyset, og hylde seksualiteten. Og hylde folk, der er sårbare og outsidere. Jeg følte meget stærkt, at Barbaras historie var filmens hjerte«, siger Poitras, der klipper direkte fra Goldins tale om søsterens selvmord til en kunstudstilling med fokus på seksualitet og videre til, at Goldin taler om sin egen afhængighed.
Risikerer alt
Ifølge Poitras er det en ærlighed og råhed, der kendetegner Goldin, og som skulle slås an fra starten.
»Hun (Goldin, red) giver alt, hun har, til sit arbejde. Det er skræmmende for en kunstner at fortælle til kunstmagasiner om, at man har et misbrug. De fleste, der har et misbrug, vil ikke engang fortælle det til deres bedste venner. Hun offentliggjorde det i et af USA’s store kunstmagasiner, og derefter erklærede hun krig mod Sackler-familien«.
Denne krig er filmens drive, og i Goldins brændende kamp mod uretfærdighed er der paralleller til Poitras’ tidligere hovedpersoner Snowden og Assange.
»De er alle mennesker, der konfronterer magtstrukturer gennem handlinger«, siger hun.
»De er folk, der fuldstændig afviser løgne og magtmisbrug og ikke vil lade stå til. De er villige til at handle. De er villige til at risikere næsten alt. Snowden risikerede bogstavelig talt sit liv. Det gjorde Nan ikke, men hun risikerede sin karriere og at blive sagsøgt af en magtfuld og ond familie«.
Selvom den slags magtmisbrug finder sted overalt i verden, har Poitras specifikt rettet sin indignation mod sit hjemland:
»Mit arbejde fokuserer meget specifikt på at konfrontere USA’s magtimperium. For hvis man ikke anerkender problemet, så gentager man det. Hvis man ikke holder folk ansvarlige, så gentager de sig selv. Det er USA’s mareridts-realitet. Vi har ikke håndteret slaveriet, vi har ikke håndteret drabene på de indfødte, vi har ikke håndteret brutaliteten af det kapitalistiske system«.
Parallellen til ’Dopesick’
En film om opioid-skandalen kan hurtigt blive meget deprimerende, men i titlen ’All the Beauty and the Bloodshed’ kan man afkode Laura Poitras’ strategi om at skildre begge sider af mønten.
»Filmen skulle have begge dele. Den kunne ikke kun have the bloodshed. Det er en hyldest til Nans kunstarbejde og det, hun har bygget, og en anerkendelse af dem, der ikke klarede det og ikke overlevede«, siger hun.
»Det var tydeligt for mig helt fra starten, at det skulle være en stærk del af filmen at skildre de to yderpunkter, som også er essentielt i Nans arbejde. Filmen skulle være ubarmhjertig i sin kritik af Sackler-familien, men også virkelig hylde Nans arbejde og kunstens magt generelt«.
»Den følelsesmæssige dybde, Nan gennemgår og bidrager med til denne film, gør, at man på den ene side kan protestere og på den anden have et meget intimt forhold til hende. Den spændvidde er virkelig fantastisk og sjælden, og at sætte de to ting sammen var virkelig vigtigt«.
Det er ikke kun Laura Poitras, der har belyst Sackler-familiens ugerninger. På HBO Max kan man se Oscar-vinder Alex Gibneys mini-dokumentarserie ’The Crime of the Century’ fra 2021.
På Disney+ kan man se miniserien ’Dopesick’, der har Michael Stuhlbarg i rollen som Richard Sackler, og som nok var første gang, mange herhjemme hørte om opioid-epidemien.
’Dopesick’ er ifølge Laura Poitras både fantastisk og vigtig.
»Det, den kan, er at komme ind i retssalen med Sackler-familien og gå detaljeret ind i, hvordan de fortsatte med at sælge OxiContin, selvom de vidste, hvor vanedannende det var, og at folk døde af overdoser, og at de fortsatte med at promovere det aggressivt til læger«, forklarer hun.
»’Dopesick’ går tilbage til 90’erne og viser, hvordan det (OxiContin, red.) spredte sig til lokale samfund og fra læge til en ung patient, der har rygsmerter og bliver afhængig. Det ødelægger de små samfund. Derudover handler den om, at regeringen, politikerne og retfærdigheden i USA fejlede«.
Epicentret København
’All the Beauty and the Bloodshed’ blev Oscar-nomineret i januar, og det er Laura Poitras glad for, både at blive anerkendt for sit arbejde, og fordi flere derfor ser filmen. Opmærksomheden spreder budskabet.
Men selvom hun elsker de andre nominerede film og Oscar-showet, er det alligevel ambivalent for hende at gøre dokumentarfilm til statuettehæder og konkurrence.
»Jeg er altid påpasselig, når jeg laver dokumentarer, fordi det er folks virkelige liv. Og det perspektiv må man ikke miste«, siger hun og henviser til sin første Oscar-nominerede film om Irakkrigen, der blev filmet, mens borgerkrigen var på sit højeste:
»Jeg læste om, at de mennesker, jeg elskede og holdt af, døde på grund af USA’s besættelse. Og så møder folk op i deres pæneste tøj for at hylde os. Det er lidt skizofrent«, som hun udtrykker det.
Alligevel roser Poitras, der også besøgte i Danmark i forbindelse med ’Citizenfour’ i 2014, gerne årets danske nominerede i dokumentarkategorien, Simon Lereng Wilmonts ’A House of Splinters’ – og dansk dokumentarfilm generelt.
»København er virkelig et centrum for at skubbe kunstformen«, siger hun. »Det er et epicenter for dokumentarfilm for tiden. Nogle af de mest kreative og ambitiøse film bliver produceret her«.
’All the Beauty and the Bloodshed’ kan ses i biograferne fra 19. februar