‘Missing’: Twistrig detektivthriller åbner for et nyt cinematic universe
Måske kender du følelsen af at finde flirten fra gårsdagens bytur på Instagram med kun vedkommendes fornavn som ledetråd. Som en vaskeægte Sherlock Holmes i den digitale tidsalder.
Den følelse kan du gange med ti i biografaktuelle ’Missing’.
Filmen er nemlig en twistrig detektivthriller, der udelukkende er fortalt gennem skærmbilleder – om det er en computerskærm, mobil eller et smartwatch. Og hvis det lyder bekendt, er det, fordi det er samme gimmick, som vi har set i ’Host’, ’Unfriended’, ’Open Windows’, ’The Den’ og først og fremmest ’Searching’.
’Searching’ fra 2018 er på mange måder frontløberen for ’Missing’. De to film foregår i samme univers og er lavet af samme hold mennesker. Ikke desto mindre er ’Missing’ på godt og ondt en større og mere fuldendt film end sin forgænger.
I ’Missing’ er plottet vendt på hovedet. I stedet for en far, der leder efter sin datter – plottet i filmen fra 2018 – er det nu en teenagedatter (Storm Reid), der leder efter sin forsvundne mor (Nia Long). En kærkommen dynamikændring.
Filmen starter som en hvilken som helst anden teenage home alone-film. June skal være alene hjemme, eftersom hendes mor smutter på romantisk gateaway til Colombia med sin nye kæreste (Ken Leung). Abefester skal der holdes – naturligvis sponsoreret af madpengene, som ellers kun skulle bruges på nødsituationer (hint, hint).
Allerede inden hendes mor tager på sydamerikansk ferie, bliver vi opmærksomme på, hvordan June er generation internet. Stort set hele hendes liv udspiller sig digitalt: Venskaber, økonomi, minder, relationer og underholdning. Selv festerne ses gennem en mikstur af hendes venners snapchat, instagram og beskeder, som billedmæssigt flyder sammen og danner en helhed. Enormt godt klippearbejde.
’Missing’ er da også instrueret af netop de to tidligere klippere på ’Seaching’, Will Merrick og Nick Johnson, som må have bevist deres sans for at skrue en thriller sammen, siden de har fået lov til kaste sig over efterfølgeren.
Nu skriver jeg efterfølgeren, og det er både rigtigt og forkert. I et lille twist i starten af filmen ser man et klip fra ’Searching’ som en del af ’Missing’s fiktive Netflix-truecrimeserie, ’Unfiction’. Det ligger altså mere i kortene, at de to film er starten på en antologi-franchise – eller et ’Searching’ Cinematic Univers om man vil – end at der reelt er tale om en toer.
Som taget ud af den fiktive serie ’Unfiction’ ændrer Junes verden sig, da moren og hendes nye kæreste ikke møder op på det aftalte tidspunkt i lufthavnen, hvor June ellers skulle hente dem. Takket være et enormt inkompetent og bureaukratisk politi er hun nødsaget til at tage sagen i egen hånd. Med sine digitale evner og viden er hun den eneste, der kan løfte opgaven, trods sin placering 3000 kilometer væk.
Med ét flytter hendes fokus på at skulle nå at rengøre huset efter mange dages festligheder til at skulle kommunikere med en spansktalende receptionist på hotellet, hvor moren og kæresten boede, uden selv at kunne et kvæk spansk.
Her indser hun, at hun ikke behøver at være i Columbia for at … ja, være der. Hun kan navigere rundt i byen med Google Maps, og med hjælp fra en ærindeløber ved navn Javi (Joaquim de Almeida) kan hun pludselig gå i sporene på sin mor. Som en digital Benoit Blanc.
Javi, der bringer velkommen varme og humor til den relativt intense film, understreger, hvordan det velskrevne manuskript balancerer alvorlige scener med morsomme og finurlige gags.
Selve den virtuelle personlighed, der bliver skabt på Junes skrivebord, vækker genkendelighed. Alle de små noter, de små underlige skærmbilleder og interne memes, der flyder rundt, fremstår som en mosaik af levet liv. Et spejlbillede af en teenagepige – bogstavelig talt.
June har nemlig også FaceTime tændt nærmest hele tiden – til tider usandsynligt meget, men vi skal naturligvis have et ansigt at knytte os til. Skærmen bliver derved også et vindue ind i hendes fysiske liv, hvor hun interagerer med venner og familie. Storm Reid har en sympatisk, tiltalende tilstedeværelse.
Hvis man er opmærksom, vil man opdage et særligt subplottet i filmen. I ’Searching’ var det en invasion fra rumvæsener, der fyldte som easter eggs på fora, kommentarfelter og opslag på SoMe. ’Missing’ tager i stedet kampen op mod Marvel og DC og har et lille superhelteplot kørende i baggrunden.
Filmen binder en skarp snor mellem den overordnede handling og de mange twists, så de sjældent virker usandsynlige i gerningsøjeblikket. Først ved nærmere eftertanke begynder plottrådene at filtre sig sammen.
Kort sagt:
Skærmgimmicken virker end tand forældet, men ’Missing’ er mindst lige så velfortalt som sin forgænger, ’Searching’.