’Nothing Compares’: Øm dokumentar om Sinéad O’Connor er skræmmende aktuel
Verden var ikke klar til hende. Den kronragede irske sanger med den keltiske klang og det magnetiske blik.
Sinéad O’Connor var forud for sin tid.
Sådan præsenteres det i den DR-aktuelle dokumentarfilm ’Nothing Compares’, der er skabt af Kathryn Ferguson, og som giver et ømt blik ind i ’I Do Not Want What I Haven’t Got’-musikerens liv.
Filmen er et æstetisk sammenskudsgilde af koncertoptrædener, følsomme interview-dele, medfortællende voice-overs, sanselige stemningsbilleder, musikvideo-bidder, tidsangivende avisudklip og private hjemmevideooptagelser – og en masse af O’Connors musik, naturligvis.
Det er på mange måder den klassiske historie om kunstneren, der har fundet kærligheden i musikken. Om besættelsen af Bob Dylans sangskrivning og fascinationen af Bob Marleys reggaemusik. Om at finde åndsfæller i homoseksuelle undergrundsmiljøer og om at blive et Dr. Martens-støvlebærende stilikon og en af 1990’ernes største stemmer – musikalsk og politisk.
Men det er også mere end det.
’Nothing Compares’ er filmen om en kvinde, der er blevet gjort fortræd. Først af sin psykisk og fysisk voldelige mor, dernæst af et misogynt og børnemishandlende katolsk præstestyre. Senere af Joe Pesci, Madonna, Frank Sinatra og, nårh ja, store dele af resten af verden, der enten hånede, latterliggjorde eller truede hende med censur og tæsk.
Men hvorfor, spørger både dokumentarfilmen og seeren. Hvordan kunne sangerinden bag den smertelige og melankolske version af Princes ’Nothing Compares 2 U’, hvis stemme og tårer alle forelskede sig i, pludselig blive forhadt?
Man kunne vel fristes til at skyde skylden på et billede.
Til hvad der viste sig at blive en politisk performance i ’Saturday Night Live’ i 1992 fremførte en bevæget og bevægende Sinéad O’Connor et cover af Bob Marleys ’War’, hvorefter hun med ordene »Fight the real enemy« flænsede et billede af paven.
Filmen peger på den optræden som udslagsgivende for musikerens transformerede position fra darling til devil og dvæler yderligere ved den for at understrege O’Connors mod og aktivistiske pondus i bekrigelsen af magthaverne.
Men faktisk opsummerer de fire flænsende ord også én af dokumentarens gennemgribende tematikker. At ondskabsfuld magtudøvelse kan fremtræde i mange former – selv de mindst forventelige: Som en præst, som en nonne, som en mor. En erkendelse, der ikke nødvendigvis er ny, men som er næsten lige så gåsehudsfremkaldende som O’Connors stemme, der sammensmelter stille hvisken og skærende skrig.
’Nothing Compares’ rammer dog problematikken allerbedst, når den netop fremhæver, at det ikke kun er pave-bashing på ’SNL’-scenen, der fører til hadefulde kommentarer rettet mod musikeren. Filmen fremmaler flere gange på ubehagelig vis, at hendes blotte køn er begrænsende og giver anledning til uindbudte modbydelige bemærkninger og forsøg på kontrol over hendes krop, hvad end det drejer sig om hendes (afklippede) hår, retten til abort eller graviditet.
»Folk kan ikke håndtere, at kvinder gør noget anderledes«, siger O’Connor opgivende, når hun fortæller om gentagne gange at blive taget som gidsel i »voldelige« forhold med pladeselskabet, patriarkatet eller kirken.
Lyder det hele bekendt?
I modsætning til, hvad der måske kan læses ud af filmens titel, er der desværre mange nutidige – og historiske – problematikker, der kan sammenlignes med fortællingen om musikeren, og det er næsten umuligt ikke at spejle den hårklippende iranske kvinde anno 2023 i den irske foregangskvinde.
Den musikalske dokumentar er umådeligt aktuel og efterlader os med det neonlysende spørgsmål: Bliver verden nogensinde klar til en autonom, karseklippet kvinde som Sinéad O’Connor, der bekæmper forældede religiøse og sexistiske systemer?
Det er bestemt et noget entydigt portræt af O’Connor som en aktivistisk helgenfigur, der tegnes, men det gør ikke noget.
Efter grumme beretninger om tæsk og tilsvininger ønsker man faktisk blot at give hende halvanden times safe space, hvor hun ikke også skal kæmpe om ordet og sin egen fortælling.
Kort sagt:
’Nothing Compares’ giver et sanseligt indblik i Sinéad O’Connors liv, der desværre har været lige så fuld af pinsel som musik. Filmen er skræmmende aktuel og skaber mistanke om, at enhver kvinde, der tager selvbestemmelse over eget hår, er forud for sin tid.