‘Tell Me Everything’: Ny ungdomsserie vil rigtigt gerne være ’Skins’, men er meget langt fra
’Tell Me Everything’ udkom ved lanceringen af den nye britiske streamingtjeneste ITVX i december sidste år, og nu er ungdomsserien blevet tilgængelig i Danmark på HBO Max.
Vi følger Jonny (Eden H. Davies) og hans omgangskreds i deres første tid i highschool. Lige inden skolestart mister Jonny pludseligt sin far, som var den eneste, der var helt tæt på ham. Tabet eskalerer hans i forvejen eksisterende problemer med depressive tanker. Over for hans to bedste venner, Neve (Lauryn Ajufo) og Louis (Spike Fearn), kæmper han for at opretholde facaden som den sjove og vilde Jonny, og når de spørger, hvordan han har det, er han altid bare »ok«.
Det er umuligt ikke at sammenligne ’Tell Me Everything’ med ’Skins’, der kørte 2007-2013. Mange af karaktererne kan sammenlignes næsten 1:1, men ’Tell Me Everything’ er indtil videre en mere light version. Det er en tung arv at påtage sig, og den lykkes desværre ikke med det.
Det er på ingen måde, fordi den mangler noget at tage fat på, men den har svært ved at finde fokus blandt de mange karakterer, der repræsenterer hver deres ungdomsproblematik.
Vi har Mei, som Jonny møder i døren til den håbløse skolepsykolog, han er blevet tildelt. Mei fortæller, at hun også har mistet sin far, og da de to opdager, at de deler en destruktivitet og længsel efter noget andet en den lille kvælende forstadstilværelse, bliver der skabt en forbindelse mellem dem – der fra samme øjeblik begynder at blive brudt ned, som de opdager, hvad der adskiller dem.
Mei-karakteren er en textbook manic pixie dream girl, men vi får kun i små glimt lov til at se hende med Jonnys øjne, så vi bliver ikke taget med i fascinationen af hende. I stedet ser vi hende som en sketchy indtrænger i vennegruppen, der sikkert har en skjult agenda.
Neve kæmper med at løsrive sig fra rollen som 12-talspige i skyggen af sin meget succesfulde storesøster, og hun bliver presset til at overpræstere for at blive til noget som sort kvinde. Tungt, når man også bare gerne vil være cool og drikke sig stiv.
Og så er der Louis (som jeg hele tiden er ved at kalde Sid), trekløverets quirky-kiksede noob, som ikke drikker alkohol, men har penge på kontoen til at sponsorere de andres forbrug og er desperat efter ikke længere at være jomfru.
Serien foregår i nutiden, så den skildrer et ungdomsliv, hvor sociale medier er en spiller, hvilket bliver taget op her og der. Blandt andet gennem indlæg, Jonny laver på det fiktive sociale medie Dark Days, med ordlyden: »Hvor længe kan sex holde mørket væk?«og »Jeg vil være, hvor min far er…«
Denne tråd har potentiale til at være det mest troværdige og interessante ved Jonnys depression, men serien virker til enten at have berøringsangst over for internetmiljøet eller slet og ret mangle indsigt i det.
Helt klassisk er der til alle fester i vennegruppen hårde stoffer på bordet. Det er allerede en velkendt smitsom sygdom i ungdomsserieland, og i ’Tell Me Everything,’ hvor det knap bliver adresseret, virker det særligt tåbeligt.
Serien holder temaer frem uden at gøre det helt store ved dem. Det virker, som om en voksen har læst en masse artikler om, hvordan det er at være ung i dag, for derefter at genfortælle det.
Det hjælper heller ikke, at man inden for de første tre sekunder, hvor en historie etableres, kan regne ud, hvor den vil ende. Helt ned til replikniveau. Når Louis støder på Zia og afslutter samtalen med »coolio«,, ved vi allerede, at han om lidt vil stoppe op, kigge undrende opad og vrænge ad sig selv: »Coolio?«
’Tell Me Everything’ har slået et gigantisk brød op, og jeg kan ikke lade være med at være vildt ærgerlig over, at den ikke giver mig noget af det, den lover.
Jeg ville virkelig gerne have set en samtidsserie om nærmest en hvilken som helst af trådene, bare ikke på én gang. Det føles, som jeg har set serien gennem plexiglas.
Kort sagt:
’Tell Me Everything’ lægger op til at være en moderniseret ’Skins,’ men holder sig i en mærkelig afstand til alle de historier, den prøver at fortælle.