’Corsage’: Måske er grænsen for bagklog feminisme nået med denne prisvinder
Da jeg gik i børnehave, havde jeg prinsessekjole på næsten hver dag. Det var den klassiske Disney-prinsesses storhedstid, Barbie var Rapunzel, og dronningeslotte var overalt i bøger og film.
Nu er der gået tyve år, Meghan Markle har fået min pigedrøm opfyldt, og jeg har tænkt meget over, hvorfor prinsesser og dronninger virkede så attraktive dengang. Det havde da uden tvivl noget at sige, at de gik i flotte kjoler og guldsmykker og altid fik prinsen.
Men det spillede måske også en rolle, at det var nogle af de eneste kvindefigurer, vi blev præsenteret for, som var i en attraktiv magtposition.
Jeg har haft mange anledninger til at tænke over prinsessen, for lige for tiden bliver de kongelige kvinder i stor stil genbesøgt: Fra ’The Crown’ og ’Spencer’, der reviderer det engelske kongehus, til HBO’s ’The Great’ og den beslægtede ’The Favourite’ og ’Bridgerton’, der leger med prinsessedrømmen. Hun sættes både fri, som en kvinde med andre interesser og behov end sine royale pligter, og hun vises som et menneske, der er bundet af rollen, forventningerne og kvindesynet.
Det er det selskab, ’Corsage’ træder ind i, faktisk med en nærmest bogstavelig tilgang. For hovedpersonen, Elisabeth af Østrig-Ungarn, skal bindes ind i sit korset, så hun kun lige kan trække vejret.
Vi er i 1877, og Elisabeth er lige fyldt 40 år. Offentlighedens opfattelse af hende har lidt skade: Hendes korset kan ikke bindes stramt nok, hun er for ofte væk fra slottet i Østrig og for tæt med sin ridelærer. Hendes unge datter har bedre kongelige manerer end hende.
Hun forsøger at indordne sig, men Elisabeth er en rebel. Hun storryger og længes fra sit slot, der er så stort, at det bliver klaustrofobisk.
Andre kvinder, der også både bogstaveligt og figurativt er bundet, er de kvinder, der dømmes som sindssyge, indlægges og fikseres i nogle små sengebure, hvor Elisabeth besøger dem. De er selvfølgelig hysteriske. Én burde for længst være kommet sig over sit døde barn, en anden har været utro og er derfor, som en af lægerne beskriver det, en luder.
’Corsage’ fungerer, når det kropslige, det klamme og det sanselige træder i forgrunden. Spiseforstyrrelsen, som man i dag ville kalde det, der dengang var at forvente af kvinder, er ikke en sidebemærkning, men hele tiden til stede, som al den mad, hun ikke må spise, og den nydelse, hun får, når hun endelig tager en hel skefuld flødeskum i munden.
Tænder er rådne, hår er falsk, og Elisabeth får sine tjenestefolk til at skyde heroin i sine årer.
Det er et meget bogstaveligt billedsprog, med kvinder i bur og indelukkende murer, og det er primært det sprog, ’Corsage’ kommunikerer med (ved man ikke noget om hende eller Østrig-Ungarn i 1800-tallet, får man ikke meget foræret).
Filmen er fragmenteret, nærmest kun bundet sammen af Elisabeths stigende trodsighed. Vicky Krieps, der vandt skuespilprisen i Cannes for rollen, spiller hende dragende tvetydigt, som om hun hele tiden balancerer på kanten af et reelt sammenbrud. Det alene er bare ikke helt nok til at drive ’Corsage’ frem i sine to timers spilletid.
Som så mange af de seneste film og serier om kongelige er ’Corsage’ ikke optaget af historisk korrekthed og blander gerne moderne musik og elementer ind i fortællingen.
Det samme kan næsten siges om kvindesynet: Der er en indforståethed over den måde, Elisabeth opfører sig på. Lidt som når man tænker, at de måtte have kedet sig, dengang der ikke fandtes computere, er det, som om hun ved, at hendes liv mangler den kønsforståelse, der kan putte hende i samme kategori som den fikserede kvinde på sindssygehospitalet frem for med resten af aristokratiet.
Tidligt i filmen er der en scene, hvor Elisabeth med sin eskorte af tjenerinder i slow motion går op ad en trappe til ikke-tidssvarende musik, inden hun kigger ind i kameraet. I sin cool æstetik minder det om Sofia Coppolas anakronistiske ’Marie Antoinette’, der caster den franske dronning som den teenager, hun var.
Men jeg mærker ikke den samme spænding her som ved Coppolas provokerende skildring af en naiv, uskyldig pige, der tiltrækkes af Versailles dekadence, fordi ’Corsage’ fra dette sigende blik i kameraet virker så opsat på at gøre Elisabeth til en retrospektiv heltinde, der rækker tunge af kongen.
Godt nok kaster hun sin kærlighed over dem, tiden har udnævnt som tosser, men ikke meget andet ved Elisabeth er sympatisk. Hun behandler andre kvinder med ligegyldighed, især sine tjenestepiger, hun stikker af fra sit ansvar, forsømmer sin datter. Nok lider hun under tidens kvindesyn, men det var hun ikke ene om, og det står ikke klart fra ’Corsage’, hvorfor hun er et fortidens feministisk ikon og ikke en overklassens tyran.
Måske er grænsen for den anakronistiske feminisme nået med ’Corsage’. For den siger ikke så meget andet om mænd og kvinder, end at alle ville blive lige sindssyge af at leve som konger og dronninger i 1800-tallet.
Kort sagt:
’Corsage’ er et periodedrama med et twist, som giver Elisabeth af Østrig-Ungarn nyt liv i et feministisk lys, hun måske ikke helt fortjener.