I 2011 boede danske Sybilla Tuxen i Sankt Petersborg og lærte nogle af byens unge russere at kende.
Syv år senere vendte hun tilbage med sit kamera for at filme dem med missionen om at tegne et portræt af den russiske ungdom.
Men med Putins krig mod Ukraine blev det en meget anderledes film, end hun havde regnet med.
’Silent Sun of Russia’, eller ’Vi er Rusland’ som den danske titel lyder, følger de tre unge kvinder Alika, Alyona og Katya, der alle er oprørere og anarkister med et helt andet perspektiv på verden end Putins Rusland. Vi følger dem, mens de ængsteligt bevidner den nyeste udvikling i krigen – og mens de nyder et sjældent frirum på technoklubber om natten.
»’Vi er Rusland’ er ikke bare en vigtig historie om hverdagen i Rusland, vi alt for sjældent hører om. Tuxen har også et stærkt kunstnerisk blik, når hun finder skønheden i det grimme og det poetiske i det dystre«, lyder det i Soundvenues anmeldelse.
Sybilla Tuxen er uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, og ’Vi er Rusland’ er hendes første lange film.
Her fortæller hun om tankerne bag filmen.
Hvad var dit indtryk af den russiske ungdom, da du boede i landet i 2011?
»Sankt Petersborg var et magisk sted for mig i 2011, og jeg mødte nogle fantastiske unge mennesker, som lærte mig utrolig meget om livet og det poetiske«.
»Der var demonstrationer efter det russiske parlamentsvalg i november 2011, og jeg spurgte min ven Julia, om hun ville med derhen. Hun havde ikke stemt og interesserede sig ikke for politik. Det var meget mærkeligt for mig. Nu kender jeg mange russere, som aldrig har stemt, fordi de ikke tror på systemet, og der ikke er noget alternativ til Putin. Vi tog hen til demonstrationen, og senere har jeg læst, at det var nogle af de største demonstrationer i nyere tid i Rusland«.
Hvorfor tænkte du syv år senere, at du ville rejse tilbage og lave en film?
»Lige siden jeg var i Rusland dengang, har jeg gerne villet lave en film om de unge russere, jeg mødte. Min afgangsfilm på Filmskolen, ’Ksenia Peterburgskaya’, er inspireret af mit møde med min russiske ven Julia. Efter jeg blev færdig på Filmskolen i 2017, tog jeg til Rusland for at filme, men filmen er blevet en helt anden, end den jeg havde troet, at jeg skulle lave. Mange af de unge russere, jeg mødte, drømte om et liv i frihed og kunne ikke se en fremtid for sig i Rusland«.
Hvilken historie så du for dig på forhånd?
»Jeg ville gerne lave en film, som indkapslede det Rusland, som jeg havde mødt i 2011, jeg ville gerne fortælle verden om de store følelser og den dybe smerte, jeg havde oplevet. Jeg tænkte nogle gange over, om jeg ville komme til at lave en alt for romantisk film, men virkeligheden tog over, og filmen er blevet en både mørk og dyster fortælling om en russisk ungdomsgeneration, hvis håb og drømme er forsvundet i frygt og afmagt«.
Hvordan kom det til udtryk?
»Alyona, som jeg mødte i Georgien, efter hun var flyttet fra Rusland, tydeliggjorde en større tendens for mig: unge russere, som vælger subkulturen som et fristed og som opponent til det traditionelle Rusland«.
»Jeg blev mere og mere klar over, under hvilke omstændigheder og under hvilken konstant frygt man lever under i Rusland. Nogle vælger at lukke øjnene for at overleve. Det er et aktivt valg at følge med i, hvad der sker – alle har adgang til kritisk russisk journalistik online, hvis man vil. Da Rusland invaderede Ukraine, ændrede alting sig. Alt det materiale, jeg havde filmet før krigen, måtte jeg kigge på med nye øjne. Lige pludselig havde filmens kontekst ændret sig grundlæggende. Det var en spændende proces, men også svært«.
Hvad gjorde du, da krigen brød ud – overvejede du at stoppe projektet?
»Allerede i december 2021 havde jeg planlagt en optagelse i Rusland, da jeg ikke havde været afsted længe på grund af corona. Jeg havde søgt om visum og købt billet til den 27. februar. Da Rusland invaderede Ukraine 24. februar, lukkede alle lufthavne i Sydrusland. Jeg skulle til Sotji, som ligger i Sydrusland, og der var meget lidt info om noget som helst. Dagen efter åbnede Sotji Lufthavn som den eneste i Sydrusland, og jeg besluttede mig for at tage af sted«.
»Min mavefornemmelse sagde mig, at hvis jeg ikke tog afsted, ville jeg ikke have mulighed for at tage til Rusland i meget lang tid. Det skulle vise sig at være rigtigt«.
Blev du bekymret for din egen sikkerhed?
»På vej ud i lufthavnen sagde de i radioen, at Danmark lukkede luftrummet for alle russiske fly. Jeg var virkelig bange for, at mit fly blev aflyst. Jeg skulle veksle rubler, for jeg var ikke sikker på, at mit kort virkede på grund af sanktionerne, som allerede var ved at blive vedtaget. Jeg havde ikke tid til at tænke så meget. Jeg skulle bare afsted«.
»Efter fem dage i Rusland fik jeg besked fra Udenrigsministeriet om, at der blev indført en ny lov med op til 15 års fængsel for spredning af misinformation. Jeg blev virkelig bange. Den dag havde jeg kvalme og kunne næsten ikke spise noget. Jeg var ikke som sådan bange for min egen sikkerhed, men jeg har ikke før oplevet, at frygten har sat sig i kroppen på den måde«.
»Uvisheden og frygten for, om der måske kunne ske noget, overskyggede rationalet. Der var så mange forskellige informationer, og situationen udviklede sig hele tiden. Jeg tog bussen fra Sankt Petersborg til Finland 8. marts. 2022«.
Har de medvirkende set filmen, og hvad er deres respons?
»Ja, alle de medvirkende har set filmen og er glade for den. De synes, den var hård at se, men også at det er en vigtig film, som fortæller om de omstændigheder og vilkår, de lever under i dag. Og de håber, at den kan være med til at skabe større forståelse for dem og deres situation«.
Hvordan har de medvirkende det i dag – har de stadig håb for fremtiden i Rusland?
»På trods af omstændighederne har alle medvirkende det godt, de har alle sammen forladt Rusland og er nu i Spanien, Georgien og Tyrkiet. Der er mange udfordringer ved at være russer uden for Rusland, for eksempel dokumenter, og på grund af sanktionerne er det for eksempel svært at få lov at oprette en bankkonto. Europa har næsten lukket for Schengen-visa til russere. I Georgien er situationen presset, efter at titusindvis af russere er emigreret til landet det seneste år. I Kasakhstan har man indført visum til russere«.
»Desværre oplever jeg, at dem, som troede på, at Rusland kunne ændre sig, har mistet troen. Det er svært at drømme og håbe for fremtiden, når der ikke er nogen udsigt til, at situationen ændrer sig«.
Hvad har været den største udfordring i processen med at lave filmen?
»Det sværeste ved at lave filmen har været, at jeg har været meget alene om at synes, at det var vigtigt at forstå de her unge mennesker så langt væk fra Danmark. Jeg begyndte at lave filmen på et tidspunkt, hvor der ikke var så stort fokus på Rusland«.
»Jeg har filmet en stor del af filmen i Vladikavkaz i Kaukasus, tæt på Tjetjenien. Jeg filmede en fest, mine medvirkende holdt i en bunker uden for byen. Pludselig stod der 20 politibetjente foran indgangen, og vi blev alle sammen kørt på politistationen. De udspurgte mig, om det var et orgie, om der var stoffer, og om jeg kunne lugte noget mærkeligt i røgen. Der var kun et par flasker vodka! Bagefter sendte den ene politimand mig en hel del e-mails«.
Hvad håber du, at publikum tager med fra filmen?
Jeg håber, at filmen kan være med til at skabe en større forståelsen omkring de vilkår, som de yngre generationer i Rusland er vokset op under. De er de første post-sovjetgenerationer, som har mulighed for at ændre Rusland, men de sidste mange år har frygt og håbløshed ødelagt de spæde håb og drømme om en fremtid i frihed«.
’Vi er Rusland’ kan ses på CPH:DOX 19., 22., 23. og 26. marts.