’De humani corporis fabrica’: Vildt grænseoverskridende film er ulig noget andet, jeg har set i biografen
CPH:DOX. Véréna Paravel og Lucien Castaing-Taylor skaber filmoplevelser ulig nogen andre.
Over de seneste 10 år har de været bannerførere for den eksperimenterende dokumentarfilm og genopfundet filmsproget med værker som CPH:DOX-vinderen ’Leviathan’, der gav en fysisk, sensorisk oplevelse af livet på en industriel fiskekutter.
Med ’Caniba’ tog de os uhyggeligt tæt på en kannibal, der fortalte i levende detaljer om sit kødelige begær.
Alligevel er deres nye film – ’De humani corporis fabrica’ (’om menneskelegemets anatomi’, red.) – det mest grænseoverskridende af deres værker. Via små digitalkameraer tager de os dybt ind i menneskekroppen, fotograferer krævende operationer indefra og ud og viser hverdagen på en række parisiske hospitaler.
Med deres nærgående signaturæstetisk gør Paravel og Castaing-Taylor det velkendte abstrakt, det banale poetisk og det indre synligt. I deres hænder kan et øjeæble ligne et satellitbillede fra Mars. En rygsøjle, der holdes sammen af skruer, ligner et stykke fordærvet kød. En prostata ligner noget fra ’Alien’. Og et kejsersnit er et brutalt syn, man aldrig glemmer.
Jeg måtte flere gange holde mig for øjnene. Særligt når kameraet bevægede sig ind i kroppens kringlede skakter og kanaler, og diverse mikroinstrumenter blev indført i en mands urinrør.
Over to timer viser instruktørerne os, hvor fremmede vores indre egentlig er. De skildrer kroppene, der kæmper mod menneskene, og det sundhedspersonale, der desperat forsøger at lappe legemerne sammen igen.
Operationer, der tager timevis, skildres fra de robotagtige instrumenters synsvinkel, dybt inde i kroppen. Imens hører man personalet diskutere boligpriser og brokke sig over arbejdsvilkårene. Det er lige dele absurd og uhyggeligt.
Instruktørerne viser, hvordan sundhedspersonalet objektiviserer og dehumaniserer kroppen, simpelthen fordi det er for hårdt at se på den som en forlængelse af et menneske. Kroppen er fuldkommen afskåret fra sin vært, der ligger bevidstløs på operationsbordet – hvis da ikke personen er ved bevidsthed under en hjerneoperation. Det er bodyhorror på et nyt niveau.
Billederne er spektakulære. En eksplosion af farver, mønstre og abstrakte former, der må og skal ses i biografen. »Vi har zoomet for meget ind, det er blevet for abstrakt. Jeg er faret vild«, siger en læge på et tidspunkt, mens vi ser indvendige billeder fra en prostata-operation.
Sådan har man aldrig set menneskekroppen før – og der er noget smukt i, at filmmediets teknologiske udvikling har haft afgørende betydning for de medicinske fremskridt. At lægerne bogstavelig talt bruger kameraet til at redde os.
Men filmen er ikke kun formmæssigt stimulerende. Den giver også et ærligt indblik i hverdagen for de enormt pressede mennesker, der skal tage sig af os. Som hos Frederick Wiseman og Lars von Trier skildres hospitalet som en organisme, der er faretruende tæt på kollaps.
Også her kommer vi hele vejen rundt om patienten, når vi på klassisk upstairs/downstairs-vis bliver ført rundt i kældergangene, hvor lig klædes på, og vagter patruljerer, til det lukkede psykiatriske afsnit, hvor demente patienter forsøger at undslippe de lukkede døre og finder glimt af nærhed midt i kaosset.
Den ekstatiske og frisættende slutning er svimlende. På en måde synes den at forbinde den senmoderne virkelighed med fortidens hulemalerier.
Trods alle vores fremskridt er kroppen stadig fremmed for os. Måske mere end nogensinde før.
Kort sagt:
’De humani corporis fabrica’ er en sjældent vild biografoplevelse – en grænseoverskridende afdækning af kroppens indre og hverdagen på en række hospitaler i Paris. Man holder sig for øjnene, tager sig til hovedet og bliver i momenter rørt over skønheden og omsorgen.