’Den, der lever stille’: Filmen over Leonora Christina Skovs bestseller er en katastrofe
’Den der lever stille’ er en af de vigtigste romansucceser i dette århundrede. Det er hård læsning. Vi starter på hospice, hvor forfatterens mor dør af brystkræft. Hun mener, datterens homoseksualitet har sat sig i hendes krop som svulster.
Leonora Christina Skov har gentagne gange takket nej til producenter, der ville have fingrene i hendes svære livshistorie. I sidste ende landede den hos producent Regner Grasten og instruktør Puk Grasten. Og det er en katastrofe.
På verdens sjoveste hospice stråler pastelfarverne som en overmoden eng. På lydsiden ulmer en skratten, og indimellem skifter vi til overvågningsbilleder, der er grynede som i ’Riget’, men farvestrålende som et syretrip. En ulv snusker rundt på hospicet som et symbol med udråbstegn omkring. Gitte Hænning synger, hun vil giftes med farmand. Af uransagelige årsager er kælderen spækket med nuttede, men voldsparate kæledyr.
Ingen lever stille i ’Den, der lever stille’, hvilket tager hele pointen ud af romanen, og den erstattes ikke af noget i filmens egen ret.
Frederikke Dahl Hansen, der ellers er fremragende i serier som ’Limboland’, er fejlcastet som underkuet romanforfatter. Skuespilleren, der er ekspert i at gestalte kvinder, som bærer deres inderste følelser uden på tøjet, spiller vitterligt bare irriteret. Det er irriterende.
Det er svært at forstå, hvorfor en ekspressiv skuespiller er castet til at spille indadvendt forfatter.
Man skulle til gengæld tro, at Sara Boberg ville være perfekt i rollen som den psykisk ustabile mor, men hun er udelukkende instrueret til at se forpint ud og ellers opføre sig som en toårig med tandpine. Jens Albinus er den eneste, der har fattet, hvad omsorgssvigt er. Han ligger konstant i et spænd mellem ydmygelser, nedværdigelser – og så kærlighed i sine varme, skælmske øjne.
Det er bare svært at holde filmens gnist oppe, når han skal sige ting som: »På det her hospice har de en åben-dør-politik«. Hvilket hospice har det? Desuden må man heller ikke bruge telefoner på hospice.
Filmen bukker under for en total mangel på naturalisme. Har Puk Grasten overhovedet overvejet, hvad man gør, når man mister? Man græder ud bag lukkede døre og kontakter pårørende.
Indimellem spørger man sig selv, om filmen er skrevet af Chat GPT.
Selv Christopher Læssø, der spiller den åbenbart eneste journalist i Danmark, er unaturlig i rollen og stiller barnagtige spørgsmål. For eksempel: »Skal du så have børn? En smuk kvinde som dig må ikke gå til spilde«. Filmen kan ikke engang finde ud af at være sexistisk, hvilket ellers er det dummeste i verden.
Manuskriptet er et ekstrakt af de allermest sindssyge ting, forældrene siger, såsom: »Det er perverst, du bruger sexlegetøj!«. Det destillerede vanvid er som at servere ribena-saft uden vand at blande op med. For det er hverdagen, almindelighederne, der gør psykisk vold farligt. Det er, når man sænker paraderne, at knivene stikkes hårdest ind.
Men her er der ingen eskalering. Konfliktniveauet starter bare på 100. Det føles som kuk-kuk-impro mellem de tre ellers gode skuespillere. Og sådan starter og ender filmen som en karikatur på en ambitiøs kunstfilm. Tænk David Lynch døende med tømmermænd på en mandag.
Homofobi er et lufttæt rum, man kan lægge kærligheden ned i, så den langsomt kvæles. At Puk Grasten vælger at skære det næsten helt fra i filmatiseringen er en krænkelse mod en vigtig roman. Og hvor banebrydende det er, at en feministisk, lesbisk forfatter som Leonora Christina Skov blev berømmet med De Gyldne Laurbær for sit værk. Helt som det var banebrydende, da Tove Ditlevsen før hende modtog prisen.
I øvrigt modtager Leonora på et tidspunkt en menneskelort i en papkasse, som hun smider i biospanden. Hun vasker ikke fingre bagefter.
Det billede kan jeg ikke få ud af hovedet. Filmen stinker i mere end en forstand.
Kort sagt:
’Den der lever stille’ viser overmodigt inspiration fra David Lynch og Lars von Trier, hvilket gør den sjov – men mest på en latterlig måde. Alle karaktererne er endimensionelle, selvom romanforlægget skildrer et komplekst psykologisk familiedrama.