CPH:DOX. ’Theatre of Violence’ er en af de absolut mest fremtrædende film på årets store CPH:DOX-festival – et af de højdepunkter, vi sandsynligvis kommer til at høre meget til det kommende år.
Filmen handler om den voksne eksbørnesoldat Dominic Ongwen. En mand, der blev bortført af Joseph Konys berygtede Lord Resistance Army i Uganda som niårig og gennem grim fysisk og psykisk tortur tvunget til at dræbe andre.
Fortællingen fokuserer på forsvarsadvokaten Krispus Ayena og er med under forberedelserne til sagen i den internationale menneskerettighedsdomstol i Haag, hvor Ongwen skal konfronteres med fortidens synder.
Skal han dømmes som den morder, han rettelig er? Eller tilgives som det offer, han også er?
»’Theatre of Violence’ skriver sig ind i topligaen af danske dokumentarfilm, når den som Joshua Oppenheimers beslægtede danske mesterværk ’The Act of Killing’ løfter sig til en refleksion over voldens gennemsyrende rolle i verden og retfærdighedens naive løfter«, skriver Soundvenues Jakob Freudendal i sin anmeldelse, hvor han kvitterer med fem stjerner.
Filmen er instrueret af Lukasz Konopa og danske Emil Langballe. Langballe er på få år blevet en af dansk dokumentars mest fremtrædende navne og har senest stået bag den hjerteskærende asylfortælling ’Mon de kommer om natten?’ og ’Q’s Barbershop’ om en helt særlig frisørsalon i Vollsmose.
Her fortæller han om arbejdet med sin nye, opsigtsvækkende film.
Hvordan kom du på sporet af historien om Dominic?
»I 2016 var jeg på optagelse i det nordlige Uganda som fotograf på en DR-dokumentar, da jeg hørte om retssagen mod Ongwen, som var under opsejling. Hans personlige historie og dobbeltrolle som offer og gerningsmand fascinerede mig øjeblikkeligt. Samtidig var der blandt de lokale en stor modvilje mod retssagen og ICC i særdeleshed, som ifølge nogle ugandere er instrumentale i en ny form for kolonisering af Afrika«.
»Jeg nævnte min interesse i emnet for min ven og medinstruktør Lukasz Konopa, som også har arbejdet i Uganda, og det viste sig, at han også havde fulgt sagen i medierne, og han foreslog straks, at vi kontaktede Ongwens forsvar med henblik på research til en film«.
Hvad overbeviste dig om, at der lå en film i materialet?
»Det gjorde vores protagonist Krispus Ayena (Ongwens forsvarsadvokat, red.), som udover at være en gudsbenådet fortæller og en fantastisk filmkarakter også skulle vise sig at være en glimrende guide og et vigtigt narrativt anker i en ganske kompleks politisk og spirituel virkelighed«.
Hvordan fik I adgang til Ayena og hans hold – var det en kamp?
»Vi ringede ned til ICC’s reception i Haag og var så heldige, at Tom Obhof, en anden forsvarsadvokat, gik forbi i samme øjeblik og fik overrakt telefonen af receptionisten. Han delte selvfølgelig vores fascination af sagen og satte os straks i forbindelse med Krispus Ayena, som inviterede os til Haag weekenden derefter. Og derfra begyndte vi så småt at opbygge en gensidig tillid og et samarbejde«.
Hvad har været den største udfordring i processen med at lave filmen?
»Det har været ret udfordrende at få overblik over de flere hundrede timers optagelser fra retssalen, det store antal vidner og de mange forskellige aktører i sagen og konflikten generelt. Og dernæst den dramaturgiske opgave at favne sagens og konfliktens kompleksitet i en samlet film og få de mange elementer og forskellige lag til at spille sammen, således at filmen opleves som et helstøbt værk«.
»Heldigvis har vi haft en fantastisk klipper, Rasmus Steensgaard Madsen, som har en imponerende evne til at forene det intime blik med den større historie«.
Ændrede du selv dit syn på Dominic Ongwen undervejs?
»Ja, helt bestemt. Jeg svingede jævnligt mellem at føle en høj grad af sympati og medfølelse for ham, når jeg hørte om de uhyrligheder, han har måttet gennemgå, fra han var ganske lille – følelser som blev erstattet af gru og nogle gange væmmelse, når jeg hørte beretninger fra vidner og ofre, om hvad han har været med til at gøre mod dem. Det er et følelsesmæssigt spektrum – eller en bevægelse – som stadig findes inden i mig, og som vi i filmen har forsøgt at gestalte og videformidle til publikum«.
Hvad håber du, at publikum tager med fra filmen?
»Jeg håber, at publikum får et bevægende og nuanceret indblik i en kompleks retssag og bliver konfronteret med store spørgsmål om skyld, straf, retfærdighed og personligt ansvar – svære spørgsmål, som der ikke findes nogen nemme svar på«.
’Theatre of Violence’ kan ses under CPH:DOX 17., 19. og 24. marts.