’Theatre of Violence’: Overrumplende dansk dokumentar om tidligere børnesoldat skriver sig ind i den absolutte topliga
CPH:DOX. Kan man være offer og bøddel på én og samme tid?
Spørgsmålet er hjørnestenen i Lukasz Konopa og Emil Langballes fremragende dokumentar ’Theatre of Violence’, der starter som en indgående udforskning af et komplekst skyldsspørgsmål, men løbende vokser sig til en monumental fortælling om kolonialisme, kollektive traumer, militærregimer, og hvordan vi definerer retfærdighed.
Filmen følger forsvarsadvokaten Krispus Ayena under forberedelserne til retssagen mod Dominic Ongwen ved Den Internationale Domstol i Haag i 2021. Ongwen var den første børnesoldat, der blev stillet for retten – tiltalt i 70 anklager om krigsforbrydelser, voldtægt og andre uhyrligheder fra hans tid i oprørsmilitsen LRA i Uganda.
Men den sort-hvide fordømmelse af en massemorder besværliggøres af, at Ongwens forældre blev dræbt, da han var ni, og han selv bortført af LRA-lederen Joseph Kony – en tidligere alterdreng, der nu styrer den religiøse bevægelse som en kultleder og hjernevasker sine følger, så de udfører hans drabelige ordrer i oprøret mod den siddende præsident Museveni.
Ayena argumenterer for, at Ongwen ikke skal dømmes, fordi han var nødt til at følge ordrer, hvis han ikke selv skulle blive slået ihjel. At hans moralske kompas blev sat ud af spil, fordi han aldrig fik en normal opvækst, men blev dømt til at slå ihjel fra barnsben og i de efterfølgende 27 år, han tilbragte i bushen. Hvordan kan man adskille en person fra deres fortid, spørger Ayena.
Den vestlige anklager fastholder, at Ongwen skal stilles til ansvar, selvom omstændighederne for hans gerninger er tragiske. Advokaten siger, at det også er et faktum, at mange pædofile selv blev misbrugt som børn. Fritager det dem for deres handlinger som voksne?
Konopa og Langballe har fået adgang til overvejelserne hos både forsvaret og anklageren, og alene som komplekst retssalsdrama er filmen eminent, når den konstant bygger nye lag på skyldsspørgsmålet.
Men ’Theatre of Violence’ handler ikke om Ongwen og forsøger ikke at gøre os klogere på den enigmatiske person. Den fremlægger to sider af sagen og lader publikum selv danne sig en mening.
Det er, når filmen udvider sit fokus til situationen i Uganda, at den for alvor bliver mesterlig. Mens vi følger Ayena, der optrevler vidner i hjemlandet, bliver det stadig mere tydeligt, at domsafsigelsen tusindvis af kilometer borte kan rive op i traumer i Uganda og føre til nye konflikter. At vesten stadig udøver magt over de tidligere kolonier, når de gør sig til dommere.
Som stedfortræder for Konys handlinger bliver Ongwen nemlig også repræsentant for Acholi-folket i det nordlige Uganda. Et folk, som gennem Musevenis snart 40 år på statsmagten er blevet forfulgt, anbragt i enorme koncentrationslejre og dræbt af hans regime.
Denne indre splittelse i landet går hele vejen tilbage til kolonitiden, der opsatte kunstige landegrænser, som blandede de traditionelle samfund af forskellige etniciteter og trosoverbevisninger og gødede jorden for årtiers vold.
’Theatre of Violence’ skriver sig ind i topligaen af danske dokumentarfilm, når den som Joshua Oppenheimers beslægtede danske mesterværk ’The Act of Killing’ løfter sig til en refleksion over voldens gennemsyrende rolle i verden og retfærdighedens naive løfter.
Blandt andet når vi ser optagelser af Bobi Wine, der udfordrer Museveni ved præsidentvalget, men bliver trådt under fode af militæret. Selv landets unge symbol på håb siger, at Musevenis regime er langt værre end Konys, så hvordan kan det være, at de vestlige domstole kun sigter den ene?
Langt hen ad vejen blotlægger filmen de store institutioners utilstrækkelighed og implicitte skyld i opretholdelsen af en vestlig verdensorden. Den udstiller det skuespil, der ligger til grund for at dømme nogle og holde hånden over andre.
Men samtidig mærker man en respekt over for arbejdsgangene i Haag, hvor folk gør deres bedste i en håbløs situation.
Den poetiske og uafrystelige slutindstilling – koblet med lyden af Ongwen, der under en samtale med Ayena gentagne gange råber »I remember, I remember, I remember« – er en mesterlig måde at åbne vores øjne mod det, vi ikke vil se.
Vi må heller aldrig glemme.
Kort sagt:
’Theatre of Violence’ skriver ind i den absolutte topliga af dansk dokumentarfilm med sin uafrystelige udforskning af voldens rødder i vestlig kolonialisme.