Efter tre år præget af nedlukning, konkurser og røde tal på bundlinjen for biografer verden over har Hollywood kollektivt bestemt, at publikum skal huskes på, hvorfor cinema-oplevelsen er mere virkelig end virkeligheden selv. Og hold nu op, hvor er det drønkedeligt.
Damien Chazelle åbnede festen med sin i mine øjne dilettantiske ’Babylon’. En fest, publikum takkede pænt nej til. Ligeledes udeblev folk fra Sam Mendes’ søvndyssende ’Empire of Light’.
På papiret kan Steven Spielbergs ’The Fabelmans’ lyde som endnu en navlepillende kreativ ørkenvandring.
Som en semibiografisk film om instruktørens teenageår og forældrenes turbulente skilsmisse kan den virke som småforherligende fanfiction over Spielbergs spæde begyndelse som filmskaber. Man fristes til gavtyveagtigt at spørge, om vi virkelig behøver en hel film om, hvor pissefantastisk Steven Spielberg var som teenager.
Det er måske en af grundene til, at ’The Fabelmans’ heller ikke rigtigt har fundet sit publikum uden for de mange skulderklap fra kritikere. Men efter at have set den godt og vel tre timer lange odysse kan jeg kun ærgre mig på vegne af dem, som har valgt at undgå Spielbergs seneste mesterværk.
For her er langt mere på spil end blot endnu en triviel kærlighedserklæring til filmmediet som sådan. Den giver i stedet billet på første parket til, hvad der bevæger Spielberg som filmskaber.
Den fraværende patriark
’The Fabelmans’ handler om et traume. Spielbergs forældre Leah Adler og Arnold Spielberg gik fra hinanden, da Steven var 19 år gammel. Selvom den slags i dag nærmest kan tages for givet, var det ikke just kutyme i 1960’erne og slet ikke blandt ortodokse jøder, som Spielberg-familien var.
Men hva’ fa’en altså. En skilsmisse er nu engang en skilsmisse. Get over it, som Soundvenues anmelder kækt og morsomt bemærkede.
I filmregi er der dog mere på spil. For som Indiewires David Erhlich erklærer i sin anmeldelse, har ingen skilsmisse haft så stor indflydelse på den amerikanske underholdningsindustri som den mellem Spielbergs forældre.
Spielberg gav i sin tid sin far skylden for bruddet mellem forældrene, og han har igennem hele sin karriere været nærmest besat af opløsningen af den amerikanske kernefamilie og tabet af den patriarkalske faderfigur.
Løvemoren Mary leder i ’ET’ egenhændigt sine børn som familiens eneste knejsende overhoved. Farmand Roy forlader familieenheden i slutningen af ’Nærkontakt af tredje grad’, fordi pligten kalder. Selveste Indiana Jones får i ’The Last Crusade’ en trist baggrundshistorie, hvor daddy Sean Connery smuttede i kiosken for at købe cigaretter, dengang Indy stadig var en lille purk.
Og i Spielbergs moderne hovedværk ’Catch Me If You Can’ gestalter Christopher Walken alle børns største frygt og skuffelse som hustleren Frank Abagnale, der aldrig kan leve op til sønnike Frank Abagnale Jr.’s glansbillede af ham. Alt imens moren har en affære med farens gamle kollega – præcis som Spielbergs egen mor.
I stedet ender junior med at finde forståelse og kærlighed hos FBI-manden Carl Hanratty som en surrogatfar.
Spielberg-skilsmissen er med andre ord Rosettestenen for den moderne blockbuster.
To versioner af Spielberg
På den vis lægger ’The Fabelmans’ smukt fundamentet for alt, hvad der kom før den. Hjulpet på vej af Michelle Williams’ hjertevarme larger-than-life moderskikkelse Mitzi, der dominerer hver en indstilling, hun optræder i. Det er nemt for os andre mors drenge at spejle os i.
Trods den personlige historie får Spielberg filmen til at føles lige så afgørende og bombastisk som en kamp på liv og død mod en hvidhaj eller Den Amerikanske Borgerkrig.
Særligt én scene sætter Spielbergs fortællegaver på spidsen. Den vordende filmingenue Sammy beordres af faren Burt (Paul Dano) til at lave en ferievideo over familiens tur i vildskaben for at muntre Mitzi op.
Kameraet lyver aldrig, og da Sammy ser filmrullen igennem på sit 8mm-klippeværktøj, opdager han moren og familievennen Bennies spirende romance i baggrunden af barneleg og båldans.
Spielberg har selv udtalt, at hændelsen er hentet fra virkeligheden, hvor han opdagede morens utroskab gennem de knitrende filmruller. Men symbolsk er der langt mere at hente.
Et spørgsmål, der har meldt sig om Spielbergs karriere siden 1993, har været, hvordan det lykkedes ham at instruere ’Jurassic Park’ (samtidens største blockbuster om seje dinoer) og ’Schindler’s List’ (et voluminøst Oscar-drama om kz-lejrenes uhyrligheder) inden for et år.
Scenen fra ’The Fabelmans’ sætter som et trylletrick billeder på mesterskabet bag begge disse film, og for den sags skyld alle Spielbergs bedste film.
Sammy ved, at en fortælling er, hvad man gør den til, og laver således to versioner af ferievideoen. En, som kan vises til far, mor og søskende, hvor kernefamilien dyrkes i al sin harmoniske omsorg. Og en, som Mitzi kan se alene i klædeskabet, hvor skjulte blikke og intime berøringer siger det hele.
Det er elementerne, som Spielberg balancerer bedre end nogen anden. En balancegang mellem underholdende crowdpleaser på den ene side og sandfærdige fortællinger om menneskers følelsesliv på den anden.
’The Fabelmans’ er en kærlighedserklæring ikke bare til film, men til alle dem, der elsker udtryksformenlige så højt som Spielberg selv.
’The Fabelmans’ kan ses i biografen.