’Pacifiction’: Hypnotiserende stillehavsthriller har de smukkeste digitale billeder længe

’Pacifiction’: Hypnotiserende stillehavsthriller har de smukkeste digitale billeder længe
'Pacifiction'. (Foto: CPH:DOX)

CPH:DOX. »Politik er som en natklub«, lyder det cirka to timer inde i ’Pacifiction’. Ordene kommer fra filmens hovedperson, Hr. De Roller, som selv har placeret sig midt i det politiske liv på øen Tahiti i Fransk Polynesien, hvor han er højkommissær på vegne af kolonimagten.

Udtalelsen, som fortsætter i en umanerligt velskrevet monolog, rammesætter ganske præcist, hvordan den anerkendte spanske instruktør Albert Serra komponerer det ildevarslende drama i sin nyeste film, der (til trods for at være ren fiktion) får dansk premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

’Pacifiction’ kan betegnes som en politisk thriller, men ikke i den forstand, at handlingen skrider fremad i et støt tempo, eller at manuskriptet er tætpakket med dialog. De store konspirationer finder nemlig sted i mørke kroge, i eksklusive fællesskaber afskåret fra virkeligheden og i nogle tilfælde også helt uden for filmens scener.

Både lokal- og geopolitiske spændinger ulmer hele tiden i yderkanten af ’Pacifiction’s billeder. Man skal et godt stykke ind, før den 165 minutter lange film begynder at afsløre sine kort.

Som publikum kan man godt mærke, at noget er galt på øen. Men præcist hvad? Det er svært at forklare. Når man først har accepteret det langsomme tempo og den fragmenterede fortællestil, har man til gengæld en helt særlig og opslugende filmoplevelse foran sig.

Med sine to seneste film, ’Liberté’ og ’The Death of Louis XIV’, viste Albert Serra tydeligt, at han er mere interesseret i at opnå en særlig filmisk og sanselig tilstand i sine værker end at have den store fremdrift i fortællingen. Instruktøren lader i sandhed sine film ånde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Også i ’Pacifiction’ afsætter Serra en betydelig del af spilletiden til udforskning af stillehavsøens miljøer. Æstetisk er filmen utroligt indtagende – med en dyb, sensorisk lydside, et minimalistisk elektronisk score, der kommer og går på nøje udvalgte tidspunkter, og de smukkeste digitale billeder set længe.

Øjeblikkene uden decideret handling har stor betydning. De postkortskønne sandstrande, vinden i de svajende palmetræer, de brusende bølger, solens bløde aftenstråler og – ikke mindst – neonlyset på den dunkle natklub Paradise Night er i sig selv vægtige karakterer.

Rundt i disse miljøer går De Roller, som ej heller er den typiske thrillerprotagonist. Han ligner en klassisk skurk: Altid iført solbriller med blå glas og et hvidt jakkesæt oven på en mønstret skjorte.

Han opfører sig heller ikke videre sympatisk. Det ene øjeblik pjatter han venskabeligt med natklubbens ansatte i backstage-sminkerummet, det næste øjeblik truer han en præst og hælder alkohol på en halvt bevidstløs rigmand for at narre oplysninger ud af ham.

De Roller nyder tydeligvis sin indflydelsesrige position i øsamfundet, hvor han både kan danne partnerskab med en lokal sexarbejder og snakke henkastet om folkemord og atomvåben med magtfulde pengemænd. Kolonialismens magthierarkier er hans levevilkår, og han accepterer uden tøven dette samfundsblik – for eksempel da han roser lokale skuespillere for deres »barbariske« danseoptræden.

Højkommissæren er vant til at have styr på tingenes gang på øen, men undervejs begynder balancen at forskubbe sig. De lokale beboere får en ny repræsentant, som er yngre og mere oprørsk end sin forgænger. Samtidig hører De Roller rygter om kommende atombombesprængninger i det omkringliggende hav, mens en fransk admiral ankommer til øen med et hemmelighedsfuldt smil på læberne.

Langsomt går det op for både publikum og den selvsmagende hovedperson, at han måske ikke har så meget styr på sit lille paradis, som hans tilbagelænede kølighed ellers indikerer. Verden omkring ham er ustabil, og han er bare en lille fisk i det turkise hav.

De Roller går i cirkler, men det betyder langt fra, at Albert Serras tålmodige thriller glider ud i sandet.

Den foruroligende optakt kulminerer i 40 mesterligt komponerede minutter, hvor øens hypnotiserende lyde vokser i styrke, mens karaktererne samles en sidste gang – på natklubben, selvfølgelig.


Kort sagt:
Den politiske thriller ’Pacifiction’ er både fascinerende og foruroligende. Det skyldes især det usædvanligt tålmodige fortælletempo, der giver de postkortsmukke miljøer på stillehavsøen Tahiti en afgørende rolle i filmen.

’Pacifiction’. Spillefilm. Instruktion: Albert Serra. Medvirkende: Benoît Magimel, Marc Susini, Pahoa Mahagafanau. Spilletid: 165 min. Premiere: 16. og 26. marts på CPH:DOX.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af