’The Big Door Prize’: En hel by udlever sit fulde potentiale i komedieserie med stort potentiale
»Selvrealisering« er et af de mest irriterende modeord, der findes.
Alligevel er der noget universelt i at stå midt i livet og tvivle på, om man nu virkelig også har opfyldt sit potentiale. Eller om man sidder fast på en vej, man aldrig skulle have drejet ned ad.
’The Big Door Prize’ er baseret på M.O. Walshs roman af samme navn og følger byen Deerfield, hvor en mystisk neonblå maskine dukker op uden forklaring og fortæller brugerne, hvad deres »sande livspotentiale« er.
Det udløser øjeblikkeligt heftige identitetskriser for byens voksne, der finder maskinens potentialeangivelser langt mere spændende og sande, end de kedelige jobs og ægteskaber de sidder fast i.
For de fleste i byen føles det som en gave at vide, at man kan blive meteorolog eller superstjerne, men for skolelæreren Dusty (Chris O’Dowd) er maskinens indtog et mareridt. Han har en dejlig familie, et sikkert job, og han har det egentlig fint med, at hans eneste talent er at fløjte, så hvorfor vil alle lige pludselig ændre alting?
Det eneste mere skræmmende end at have en midtlivskrise er at være den eneste stabile person i en by fyldt med midtlivskriser.
Alligevel bliver Dusty rimelig skuffet, da hans eget potentiale viser sig at være lærer/fløjter.
Dusty begynder historien som hovedperson, men i hvert nyt afsnit følger vi en ny person, der må forholde sig til konsekvenserne af den maskinbestemte selvrealisering. Fra Dustys kone, der finder ud af, at hun har potentialet ’royalty’, til byens katolske præst, der får det upræcise potentiale ’fader’ og nu ikke aner, om hans livsvalg har været de helt rigtige eller det helt forkerte.
Og så er der Dustys datter Trina, der må gruble over, hvad et potentiale som ’løgner’ vil sige.
Pludselig kommer alle Deerfield-beboernes liv til at handle om, hvordan maskinens kryptiske potentialeangivelser skal tolkes. For hvis der er noget, vi ved om mennesker, så er det, at vi elsker at overdrage ansvaret for vores liv til en højere magt. Også selvom vi ikke forstår den.
Den helt store styrke i serien er dens store karaktergalleri. Normalt kræver det adskillige minutters skærmtid at skabe interessante, tredimensionelle karakterer, men ved hjælp af potentialemaskinens afslørende kvalitet styrter vi ned i deres komplekse kranier med kometfart. Potentialerne viser sig nemlig at sige mindst lige så meget om, hvad karaktererne tænker om sig selv, som hvad de har potentiale til at blive.
Vi ved hele tiden, både hvad karaktererne ønsker at udtrykke over for hinanden, og hvad de tænker om sig selv, og det er med til at gøre seriens komiske scener virkelig stærke.
Den jaloux, italienske restaurantejer Giorgios anmassende tilnærmelser er et komisk højdepunkt både på grund af Josh Segarras perfekt overintense skuespilpræstation, og fordi vi ved alt om den massive usikkerhed, han overkompenserer for.
Og Dustys far (Jim Meskimem), hvis potentiale er ’mandemodel’, holder aldrig op med at være sjov, når han dukker op og flekser sine – for sin alder – meget imponerende overarme, fordi vi ved, hvor lykkelig det gør ham.
Men hvor den karakterdrevne komik i ’The Big Door Prize’ kun bliver bedre og bedre, kommer seriens drama aldrig til at gøre rigtigt ondt. Alle beboere i Deerfield er grundlæggende gode mennesker, der bare har brug for et skub i den rigtige retning, og selvom konflikterne og følelserne er sat glimrende op, kommer det ofte til at føles en tand for tamt.
Dog gør serien klogt i ikke at dvæle for meget ved selve potentialemaskinen. Den får lov at være et guddommeligt objekt, som hele byen øjeblikkeligt accepterer – bortset fra Dusty. Seriens sande kvalitet ligger i dens hjertevarme, jordbundne karakterstudier, og svarene i mysteriet omkring maskinens eksistens kan næsten kun skuffe.
Alligevel lader det til, at anden sæson (som allerede er bekræftet) kommer til at udforske den mystiske maskine, og det vil vise sig, om ’The Big Door Prize’ bliver endnu en højkonceptuel sci-fi-serie eller holder fast i sit fundament og opnår sit fulde potentiale.
Kort sagt:
En hel by bliver ramt af kollektiv midtlivskrise, og det er lige så kaotisk, sjovt og fascinerende, som det lyder, selvom dramaet mellem de stærke karakterer aldrig kommer til at gøre rigtigt ondt.