’The Inspection’: Hypet indiefilm yder slet ikke sit vigtige emne retfærdighed
Der er ingen tvivl om, at Elegance Bratton har hjertet på det rette sted med sin debutfilm ’The Inspection’ om at måtte gå gennem ild og vand for at overleve som homoseksuel, sort mand i det amerikanske militær i midten af 00’erne.
Det er fortællingen om et kynisk og dybt homofobisk, sexistisk og racistisk militær, hvis hovedformål tilsyneladende er at nedbryde unge mennesker og spille dem ud mod hinanden, så de kan bevise, at de har gjort sig fortjent til at lade livet for deres fædreland.
Men det problematiske ved ’The Inspection’ er, at filmen – til trods for de gode intentioner – gør sig skyldig i mange af de samme synder som det system, filmen gerne vil kritisere. Også selvom den er løst inspireret af Brattons egne oplevelser i militæret.
For eksempel bliver hovedkarakteren Ellis French (talentet Jeremy Pope) aldrig til andet end en endimensionel figur, udelukkende defineret ved sin hudfarve og seksualitet. Det er problematisk, når filmen kritiserer militæret for at reducere hele mennesker til netop dét.
Flere af scenerne er så overdrevent in your face, at de nærmest bliver ufrivilligt tragikomiske. Det gælder særligt i en central scene i et fællesbad, hvor Ellis får rejsning og derefter bliver tævet gul og blå af sine medrekrutter på træningslejren for marineinfanterister.
Igen og igen bliver karakteren reduceret til sine drifter, når han senere har våde drømme om den eneste af sine officerer, der udviser en smule godhed over for ham. Det er kluntet fortalt og faretruende tæt på et udsagn om, at homoseksuelle mænd tænder på alle andre mænd og ikke tænker på andet end sex.
I ’The Inspection’ overlades intet til antydningens kunst.
De stærkt forsimplede scener er ærgerlige, fordi Bratton har et stærkt budskab om en mand, der har mistet alt, da hans kristne mor (Gabrielle Union) slog hånden af ham på grund af hans seksualitet, da han var 16, og overlod ham til et liv som hjemløs. Men alligevel nægter han at lade samfundet udstøde ham.
Ellis vil have en lige mulighed for at tjene sit land og dø som en helt i uniform og ikke en »hjemløs svans« i rendestenen, hvorfor han lader sig indrullere i marinekorpset. Her gør hans (stærkt karikerede) oversergent (Bokeem Woodbine) alt for at nedbryde rekrutterne, så de kan bevise, at de er »unedbrydelige«.
»Er du terrorist, er du kommunist, er du homoseksuel?!«, bliver de håbefulde rekrutter skreget ind i hovedet fra dag ét, på en overforklarende måde, der er sigende for filmens fortællestil.
Oversergentens pointe er, at man skal være villig til at tilsidesætte sig selv og sin identitet, hvis man vil tjene sit land. Eller tøjle sine lyster og holde sin seksualitet hemmelig, som Clinton-doktrinen »don’t ask, don’t tell« foreskriver.
Særligt hårdt går prøvelserne ud over Ellis, der nær bliver slået ihjel, fordi militæret mener, at homoseksuelle ikke egner sig til tjeneste. Også hans medrekrut Ismail er hårdt ramt af racisme, når han konsekvent bliver nedgjort og kaldt Osama Bin Laden.
Alligevel nægter de at lade sig kue.
’The Inspection’ kunne have været en stærk protestfilm. Men desværre formår filmen ikke at dekonstruere fædrelandets undertrykkende strukturer, der bogstavelig talt tvinger soldaterne til at kæmpe mod hinanden i stedet for at gøre fælles front mod den egentlige fjende: Fordommene, som gør landsmænd til fjender, og som ingen tør sige fra over for.
Det er i bedste fald dybt naivt, når filmen mod slutningen lader til at antyde, at selvom soldaternes opførsel over for Ellis var stærkt uacceptabel, så ledte det ham til et fællesskab, som i sidste ende var pinslen værd.
’The Inspection’ ender med at spille som en slags ’Moonlight’ uden poesi og karakternuancer og som en grov misforståelse af Claire Denis’ beslægtede mesterværk ’Beau Travail’ om Fremmedlegionen, der netop aldrig lader sig reducere til en film kun om maskulinitet (og seksualitet).
Kort sagt:
Hypet indiefilm om homofobi i det amerikanske militær yder på ingen måde sin vigtige historie retfærdighed.