‘Under the Sky of Damascus’: Syriens kvinder bor i et fængsel, hvor alle fangevogterne er mænd

‘Under the Sky of Damascus’: Syriens kvinder bor i et fængsel, hvor alle fangevogterne er mænd
'Under the Sky of Damascus'. (Foto: CPH:DOx)

CPH:DOX: Et det en ny krig eller den samme krig, der udkæmpes på 11. år?

Det diskuterer familien omkring sofabordet. Faren siger, at du må forstå krigen for at kunne udholde den ud. Den voksne datter siger det modsatte. Hvis du rent faktisk forsøger at forstå krigen, så vil du ikke kunne sove om natten.

Skellet mellem generationerne leder i sidste ende datteren til at forlade hjemmet. »Jeg er ikke længere stolt af jer«, siger hun og går sin vej. Så effektivt kan det vises, at en kvindes kamp kan være imod sin egen familie.

CPH:DOX-aktuelle ‘Under the Sky of Damascus’ sætter fokus på kvindernes begrænsede livsvilkår i det krigsramte Syrien, der har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over 40 år. To af instruktørerne bag, Heba Khaled (’Fædre og sønner’) og Oscar-nominerede Talal Derki (‘Return to Homs’), har begge tidligere beskæftiget sig med hjemlandets svære tilstand på film.

Denne gang har de fået selskab af den danske producer Sigrid Jonsson Dyekjær.

Udfordringerne står i kø allerede i dokumentarens skabelsesberetning. Det er nemlig ikke muligt for instruktørerne at være til stede i Damaskus, mens de instruerer filmen. Det er en eksperimentel måde at fortælle om manglende rettigheder, når også instruktørerne selv er frataget deres mulighed for at vende tilbage til hjemlandet, hvor de ikke er velkomne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dokumentaren følger en gruppe kvindelige skuespillere i Damaskus. Skuespillerne vil sætte et teaterstykke op, der er baseret på anonyme beretninger fra kvinder om internaliseret kvindehad, social kontrol og vold. Stykket skal bryde den tavshedskultur, som de kender alt for godt. At dele deres perspektiv vil nemlig være kontroversielt i sig selv.

I en verden, hvor alt er beige og gennemhullet efter mange år med krig, mødes kvinderne for at råbe op om den undertrykkelse, der er deres levevilkår. Retssikkerheden er smuldret.

De søndersprængte bygninger, der står tilbage som tomme skeletter, minder om, at kvindernes vilkår er lige så nedslidte som Damaskus selv. Flere gange ser vi byen i panoreringer fra oven. Det er som at betragte et dødt koralrev, hvor al liv og farve er forsvundet. Der er ikke engang malingrester tilbage på murbrokkerne. Håbet er meget lille.

Efter 11 år med borgerkrig er de fleste tilbage i Syrien kvinder. Alligevel ledes de af en mandlig minoritet, og der er ingen love eller sociale forhold, der begrænser mændenes magt, fortæller dokumentaren. På den måde skildres Damaskus gribende som et stort kvindefængsel, hvor mændene er fængselsbetjente.

Teaterstykket, som gruppen i Damaskus forsøger at sætte op, er rammen for fortællingen i dokumentaren, men vi besøger også en sweatshop og et hospital for psykisk syge kvinder for at høre fra en hel generation af kvinder, der er blevet misbrugt og efterladt.

»Mentaliteten er lort i Syrien. Ingen kan arbejde i Syrien, med mindre de er løgnere, mafia eller motherfuckers«, siger en af kvinderne i filmen.

Den pacificerende vrede kommer især til udtryk på hospitalet for psykisk syge kvinder. Det virker, som om de er placeret der mod deres egen vilje. De går rundt i ring, græder og sidder modløst i deres senge. Er de egentligt syge, eller har deres mænd bare placeret dem der for at komme af med dem?

Det spørgsmål stiller man hurtigt sig selv. En af kvinderne på hospitalet fortæller, at hun egentlig var flyttet til Tyskland med sin familie, men hendes mand sagde, at hun skulle rejse tilbage til Syrien, og han ville følge med sammen med deres børn. Det skete aldrig. Kvinden er nu umyndiggjort på hospitalet. 

En ulykkelig skæbne for kvinder forsøges omgjort i ‘Under the Sky of Damascus’. Det er et hæderligt projekt, og fortællingen rammer endnu hårdere, når dokumentaren selv korrumperes på mange forskellige måder. Instruktørerne må ikke være til stede i landet, hvor dokumentaren foregår, skuespillerne tvivler løbende på projektet, og én springer fra. Det var kvinder, der skulle skrive stykket, men de erstattes pludseligt af en mandlig forfatter. Og så er der en mand, som skulle hjælpe med det praktiske omkring opsætningen af stykket, men som viser sig at have presset og truet nogle af kvinderne i stykket i et forsøg på at få dem til at have sex med sig.

Historien om dokumentarens skabelse er i sig selv en fortælling om at være offer for undertrykkelse.


Kort sagt:
’Under the Sky of Damascus’ fortæller i flere lag om manglede rettigheder i et samfund hærget af krig. Gribende beretter filmen om en hel generation af syriske kvinder, der er blevet misbrugt og efterladt.

‘Under the Sky of Damascus’. Dokumentarfilm. Instruktør: Heba Khaled, Talal Derki og Ali Wajeeh. Spilletid: 90 minutter. Premiere: Kan ses 19. marts og 25. marts på CPH:DOX
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af