Vokser vi egentlig nogensinde fra at være bange for mørket eller monsteret, vi var overbevist om lå og lurede under sengen, da vi var små?
For dem, der har stiftet bekendtskab med Kyle Edward Balls debutspillefilm ’Skinamarink’, vil svaret højst sandsynligt være et rungende nej.
Med grynet æstetik, der leder tankerne hen på knitrende vhs-bånd, udforsker indiefilmen en simpel, men foruroligende barndomsfrygt, der kan få de mest tykhudede gyseraficionados til at lade lyset stå tændt.
Men udover at være vaskeægte nightmare fuel taler ’Skinamarink’ også ind i en nichet, kultdyrket gysergenre, som kombinerer vores besættelse af nostalgi og traumatiske børnemareridt og virkelig sprudler i disse år. Nemlig analoghorror.
Verdens undergang på vhs
Forestil dig, at du sidder og ser gamle ’Doctor Who’-genudsendelser en stormfuld aften i 1980’ernes Chicago. Ligesom plottet er ved at tage en spændingsfyldt drejning, flimrer skærmen, og frem toner AI-ikonet Max Headroom, der foran en svimlende, forvrænget baggrund spytter usammenhængende sætninger ud bag en øredøvende statisk larm.
30 sekunder senere er han væk, skærmen går i sort, og tilbage sidder du i mørket og tænker, hvad skete der lige?
Scenariet er ikke kun en virkelig – og endnu uopklaret – kapring af to amerikanske tv-stationer tilbage i 1987. Den er også et godt billede på, hvordan analoghorror bruger prædigital teknologi til at få os til at ryste i bukserne af skræk.
Med sin oprindelse på YouTube i slut-2010’erne består genren af en fauna af brugergenererede webserier med korte videoer, der æstetisk efterligner formater, som var populære fra 60’erne til 90’erne – tænk vhs-bånd, infomercials, FPS-spillet ’Doom’ og gammeldags public service-kanaler.
Men i hver video er der noget, som virker off. En video, der poserer som en charmerende minidokumentar om de mærkeligste dyr i delstaten Minnesota, udvikler sig pludselig til at handle om såkaldte woodcrawlers, der dræber mennesker og overtager deres hjem.
En anden video viser et aftenprogram, der bliver afbrudt af en nødudsendelse, som beordrer den amerikanske befolkning til at begå masseselvmord – en noget mere makaber version end den, CNN selv planlægger at afspille, hvis apokalypsen en dag skulle komme.
Ved første øjekast ligner disse videoer antologiske kortfilm, men i hver serie udgør de en samlet historie, der stort set alle centrerer sig om urban legend-lignende monstre eller bizarre fænomener, som vi kender fra uhyggelige fortællinger omkring lejrbålet.
At se en analoghorrorserie er med andre ord ligesom at have fundet en kasse med aflagte vhs-bånd, som du sidder og afspiller et ad gangen.
Det lyder måske som en vildt banal måde at lave gys på. Men styrken i analoghorror ligger i at gøre det underspillede frygtindgydende. Genren lader sig nemlig ikke lokke af billige chokeffekter som jumpscares, men udnytter vores nostalgi efter svunden teknologi til at skabe ildevarslende stemninger, der tvinger os til at stå ansigt til ansigt med vores indre barns værste mareridt.
Netflix og A24 er med
Trods sin status som internet native-fænomen har analoghorror også træk fra found-footage-filmen og dens evne til at få fiktive scenarier til at virke skræmmende ægte.
Med sin dyrkelse af heksemyten og skud på vhs-bånd og grynet 16 millimeter-film anses klassikeren ’The Blair Witch Project’ eksempelvis som en stor inspiration for analoghorrorseriernes temaer og visuelle stil.
Og som det er med så meget andet internethorror for tiden ser filmindustrien og streamingtjenesterne nu også ud til at få øjnene op for analoghorrors potentiale på det store lærred.
Udover ’Skinamarink’ spiller serier som Netflix’ ’Archive 81’ på analoghorrorstrengene ved at lade vhs-bånd være centrum for et fortidsmysterie, der efterforskes i nutiden. Og så sent som i sidste måned annoncerede et af tidens hotteste filmselskaber, A24, at man har samlet den 17-årige Youtuber Kane Parsons internethypede analoghorrorserie ’The Backrooms’ op for at filmatisere den.
Der er derfor god grund til at slukke lyset og blive bange foran computerskærmen. Men hvor skal man starte, hvis man gerne vil stifte bekendtskab med analoghorrors nostalgiske univers?
Her kommer tre bud på serier, som alle kan ses gratis på YouTube.
’Local 58’
Oprindeligt lagt op på en hjemmeside ved navn ’local58.info’ i 2015 og senere på YouTube i slutningen af 2018 anses ’Local 58’ som den allerførste analoghorrorserie.
Serien er skabt af tegneseriekunstneren Kris Straub, der også står bag creepypastaen ’Candle Cove’, som senere er blevet filmatiseret til horrorantologien ’Channel Zero’, og imiterer et amerikansk broadcast-program fra 1960’erne, som – uden at afsløre for meget – synes at være kontrolleret af noget udenjordisk.
Over seriens to sæsoner ser vi korte videoer med alt fra kryptiske infomercials og antikvariske tegnefilm tilsat en knivspids patriotisk koldkrigsæstetik. Vi lærer hurtigt, at der er noget rivende galt med tv-stationen – og nattehimlen – men ikke præcist hvad, og det er det, som gør ’Local 58’ så forbandet uhyggelig.
’Local 58’ er en eminent dyrkelse af vores frygt for tomrummet, og serien har grundet sin forfriskende kombination af found footage-genrens vhs-vibe og kosmisk horror opnået certificeret kultstatus med egen fandomside og dedikerede følgere, der hjernevrider alternative teorier ud om, hvad der faktisk er kernen i Straubs mystiske narrativ.
’Gemini Home Entertainment’
De udenjordiske rædsler går igen, når vi med ’Gemini Home Entertainment’ spoler tiden ’frem’ til 1980’erne og ser det uhyggeligste, vhs-æraen har at byde på.
Serien, der i skrivende stund har et kartotek på 16 videoer, er opstillet som en tidstypisk vhs-distributionstjeneste. Her bliver vi gennem praktiske overlevelsesguides, korte naturdokumentarer og en old-school reklame for et fiktivt FPS-spil kaldet ’Lethal Omen’ (som i 2020 blev udviklet af Alpine Arts) langsomt gjort opmærksomme på, at verden er ved at gå under.
Trods sine lavpraktiske visuelle effekter og muntre lyddesign er ’Gemini Home Entertainment’ imponerende grotesk – hvilket giver god mening i forhold den inspiration, skaberen Remy Adobe har hentet til sit analoge univers.
I et interview med F Newsmagazine fortæller youtuberen nemlig, at han både kiggede mod Najavo-kulturens mytologiske monstre, John Carpenters bodyhorrorklassiker ’The Thing’ og Ridley Scotts sci-fi-ikon ’Alien’ for at skabe det perfekte miks af eksistentiel ængstelighed og kvalmende spænding.
’The Mandela Catalogue’
Med ’The Mandela Catalogue’ tager youtuberen Alex Kister analoghorrorgenren og peger den i en helt anden retning. Nikotingul colorgrading og 80’ernes synthesizerlyd ryger ud, og i stedet møder vi et film noir-univers, hvor et dunkelt Mandela Country plages af såkaldte alters hidkaldt af … Jesus?
’The Mandela Catalogue’ viser os, hvor lidt man kan gøre til utroligt meget. Skudt under coronapandemien brugte den 19-årige Kister blot en iPhone 11 og sit barndomshjem til at skabe gruopvækkende, slowburn-scener, der får dig til at genoverveje, om du ikke lige skal have lyset tændt natten over.
Serien er stadig i gang, og baggrundshistorien er nu så omfattende, at Kister i ægte Star Wars-stil har anbefalet at se videoerne i en særlig rækkefølge for bedre at kunne forstå, hvordan det hele hænger sammen.
Og senest har TikTok-hæren gjort ’The Mandela Catalogue’ til et viralt hit med creepy videoer, som efterligner skrækken ved at se sin egen dobbeltgænger.