’Rabbit Hole’: Kiefer Sutherland-spionserie hæmmes af tåkrummende replikker
Man kunne godt starte en anmeldelse af ’Rabbit Hole’ med en kommentar til tematikkerne. Noget, der ligesom sætter tingene i perspektiv.
Men selvom det tematiske ambitionsniveau i actionthriller-serien er højt og både berører overvågning, big data og det moderne demokratis skrøbelighed, ville det alligevel virke unaturligt at begynde der.
Seriens behandling af de store samfundstemaer fremstår nemlig halvhjertede og klodsede. Der er noget i den tone, som seriens karakterer berører temaerne med, der forekommer søgt og utroværdigt. Lidt på samme måde, som når nogen har lært et nyt svært ord, trækker vejret ind og holder en akkurat hørlig kunstpause, før han siger det højt, så han er sikker på, at ordet bliver udtalt korrekt, og at alle hører ham sige det.
Fortællingen følger John Weir (Kiefer Sutherland er tilbage i spionverdenen), en spiontype med velhavende forretningsmænd som kundegruppe, der »elsker at blive betalt af rige røvhuller for at få andre rige røvhuller til at miste penge«, men som pludselig selv er fanget i et større komplot, der ikke blot truer ham selv, men også det amerikanske demokrati på livet.
John Weir sideløbende flygter og forsøger at finde hoved og hale i den store sammensværgelse. Han halvvejs bortfører, halvvejs redder både et tidligere one night stand og en rig forretningsmand (de mennesker, der er ude efter John Weir, er tilsyneladende også ude efter dem) og bliver desuden genforenet med sin (i hvert fald påståede) far, som han ellers troede havde begået selvmord, da John Weir var dreng, og som selv er spion i den mere storpolitiske boldgade.
Gennem en flittig brug af flashbacks får vi desuden kendskab til John Weirs forhistorie og livslange venskab til hans kompagnon, Miles Valence, der viser sig også at spille en rolle i komplottet.
Alt sammen danner det grundlag for en ganske spændende historie i sig selv – og en historie, der sagtens kan fungere uanset dybden i de underliggende samfundstemaer.
I sine bedste stunder er serien da også nærmest fængende, og det mørke, den er indhyllet i (vi befinder os i et univers, hvor ingen nogensinde har fået tændt lyset), sniger sig fra tid til anden lige akkurat ind under huden – noget, der hjælpes fint på vej af det musikalske tapet, som oftere giver fornemmelser af dyster mystik end af action og fart.
‘Rabbit Hole’ har to primære grundstemninger: En semidystopisk, der matcher lyssætningen, og en mere letbenet, hvor dialogen er kæk og sommetider decideret tåkrummende med replikker som »Du må have mig undskyldt, jeg har meget travlt med at lave alt andet end det her«.
Serien fungerer klart bedst, når den tager sig selv alvorligt. Og når mørket får plads.
‘Rabbit Hole’ er desuden rig på for det meste vellykkede plottwists, som holder dig på mærkerne og giver fornyet kraft til fortællingen, når den trænger til det.
Til gengæld synes både John Weir og Miles Valence at være sammensat af for mange poppede karaktertræk til at være troværdige som store begavelser i spionagens kompleksiteter. De lugter med andre ord af velbetalte skuespillere, der leger spioner.
Den sandsynligvis mest velbetalte af dem, Keifer Sutherland, leverer sin forventelige actionpersona, dog tilført en ekstra portion lethed og glimt i øjet. Fans af eksempelvis ’24 timer’-serien vil med stor sandsynlighed se det som et glædeligt gensyn.
Andre må glæde sig over ‘Rabbit Hole’s fængende stunder og leve med de tåkrummende.
Kort sagt:
‘Rabbit Hole’ er i sine bedste stunder fængende, i sine værste hæmmet af utroværdige karakterer og tåkrummende replikker, pakket ind i halvhjertede tematikker.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.