Michael Spooner og Simon Bondes komedieserie ’Manden med de gyldne ører’ fik en fin modtagelse, da den fik premiere på DR i 2009, men siden er den blot vokset i anseelse.
Desværre har den igennem længere tid været utilgængelig på streaming, hvilket måske blot har været med til at bestyrke dens kultstatus.
Nu er den så endelig tilbage på DR, hvilket efterlader det åbne spørgsmål: Er den stadig værd at se? Er dens status fortsat berettiget?
Vi følger antihelten Jakob Deleuran (spillet af Nikolaj Steen), som er A&R på det fiktive pladeselskab ‘Global Records’, og som lever det hurtige liv i en konstant jagt på nye fester, nye unge kvinder at knalde med og nye kontrakter med morgendagens stjerner, som kan finansiere hele gildet.
Desværre for Jakob er 90’ernes fest i pladebranchen for længst blevet afløst af tunge tømmermænd med onlinemusikkens indtog. Den nye virkelighed truer Global Records på deres eksistensgrundlag, og pladeselskabets nye boss (spillet af Kaya Brüel) er en torn i øjet på Jakob Deleurans selvforståelse med sine stramme budgetter og formaninger om, at den nye kommercielle virkelighed skal tages seriøst.
Gennem seriens otte afsnit forsøger Jakob Deleuran at balancere mellem chefens krav om kommercielle resultater på den ene side og en lang række artister på den anden side, som alle besidder det forbandet irriterende karaktertræk, at de nærer kunstneriske ambitioner og ikke nødvendigvis vil kommercialiseres.
I midten står Jakob Deleuran, der i øvrigt har datteren Julie (spillet af Frederikke Dahl Hansen), som den tvivlsomme balancekunstner, der skal få rollerne som far, festabe, elsker og arrogant røvhul til at spille sammen. Det leder uundgåeligt til en stort set konstant krisesituation på alle fronter, og Jakob Deleuran må tage mere og mere ekstreme midler i brug for at holde røven oven vande.
00’er-musikere som sig selv
Historien i ‘Manden med de gyldne ører’ er fortalt i et vellykket højt tempo (med Nik og Jay som de selvfølgelige speakere i afsnittenes intro og outro), også for nutidens standarder.
Vi får ikke lov til at trække vejret ret lang tid ad gangen, men det ville heller ikke føles naturligt i Jakob Deleurans impulsprægede selskab.
Et af seriens sjoveste elementer er møderne med nogle af 00’ernes mere eller mindre store aktører på den danske musikscene (blandt andre Morten Breum, Dúne, Outlandish og Jimmy Colding fra Zididada), der alle spiller en selvironiseret udgave af sig selv.
Mest mindeværdige er dog Michael Falchs og Julie Berthelsens optrædener.
Den tørlagte alkoholiker Michael Falch, der ifølge den nye pladeboss »strengt taget ikke har lavet et kommercielt album, siden han holdt op med at drikke« bliver dumpet af Global Records. Det får sangeren til at genoptage sit alkoholmisbrug og møde spritstiv op til Julies konfirmation, hvor han holder en bitter tale om tilværelsens evindelige umuligheder med det fængende mantra »Fuck solcreme!« (en tale, der senere bliver til et spoken word-hit i samarbejde med Morten Breum).
Julie Berthelsen spiller rollen som Julie Berthelsen, der har en fetich for penisafstøbninger og derfor gemmer en kuffert med replikaer af branchens tunge drenge i sin lejlighed – en kuffert, der blandt andet tæller navne som Remee, Søren Rasted, Peter Sommer og en ukendt Stig, hvis ædlere dele er noget mere beskedne end resten af samlingens.
‘Er det Stig fra D-A-D?’, spørger Jakob Deleuran forundret. Det får vi ikke svar på.
Letbenet omgang med alvorlige emner
Lille-penis-joken indrammer meget godt tonen i ‘Manden med de gyldne ører’. Den er uhøjtidelig og drengerøvsagtig, til tider decideret politisk ukorrekt. Ikke mindst når musikbranchens grænseløse liderlighed skal udstilles. Blandt meget andet får både Michael Falch og Joakim Hediger gjort sig skyldige i upassende tilnærmelser til Jakob Deleurans 14-årige datter …
»Det var en anden tid!«, som Nikolaj Steen for nylig selv formulerede det i et Facebook-opslag om seriens comeback på DR.
Og ja, selvom 2009 jo ikke er så pokkers længe siden, så fremstår ‘Manden med de gyldne ører’ med sin uhøjtidelige frækhed på mange måder som en hilsen fra en fjern fortid.
Serien berører alvorlige temaer som magtmisbrug, forældresvigt og en moralsk fordærvet populærkultur, men behandlingen af dem er satirisk på den uhøjtidelige måde – aldrig rigtigt moraliserende. På den måde er Jakob Deleuran naturligvis til grin, når han konstant lader sin pik og forfængelighed komme i vejen for sit forhold til sin datter og for sin respekt for kunstnerisk integritet og for sine medmennesker i al almindelighed. Men der bliver grinet mere, end der peges fordømmende fingre.
Nogle vil nok mene, at ‘Manden med de gyldne ører’ har en alt for letbenet omgang med nogle – i sandhed – vigtige emner. Andre vil finde gensynet med den ubekymrede satire forfriskende i en tid, hvor alting kan forekomme dødsensalvorligt, og hvor verden (endegyldigt) er af lave.
Under alle omstændigheder kan man slippe afsted med meget, når man kan underholde. Og mens vi venter på Nikolaj Lie Kaas’ TV 2-serie ’Agent’, hvor en lang række danske kendisser også spiller karikerede udgaver af sig selv, kan man roligt se eller gense ’Manden med de gyldne ører’ for at have et fornemt forbillede at holde den op imod.
’Manden med de gyldne ører’ kan ses på DR.