Sidse Babett Knudsens legende gennembrud bør stadig være et manifest for alle unge hjerter

Den var affyringsrampe for en ny generation af danske skuespillere, og her 25 år efter premieren kan Jonas Elmers ’Let’s Get Lost’ stadig kurere kvartvejskriser og agere antiwork-manifest med en skål øl, Michael Laudrups fodboldstøvler og Sidse Babett Knudsens første fantastiske filmskideballe.
Sidse Babett Knudsens legende gennembrud bør stadig være et manifest for alle unge hjerter
'Let's Get Lost'.

Hvis du vågner hver morgen og føler dig som et fuck-up, skylder du dig selv en filmisk tur tilbage til Nørrebro i 90’erne. 

Hvor en gruppe unge talenter i 1997 lavede en film, der forvandler fornemmelsen af ikke at have styr på en skid til noget smukt, dejligt og livsbekræftende.

’Let’s Get Lost’ er en lillebitte historie om den forvirrede hjerteknuste Julie og hendes lejligheds tre ekstrabeboere Mogens, Thomas og Steffen, der flyder rundt i København.

Nicolaj Kopernikus, Sidse Babett Knudsen, Bjarne Henriksen og Troels Lyby er dogmens danske ‘New Girl’-kvartet. (Foto: Anders Askegaard)

Året er 1996. Julie håber at få ekskæresten René tilbage, gutterne håber at komme ind at se landskamp i weekenden. Men filmens hyldest til fortabelsen beviser bedre end nogen anden dansk film, at det hele nok skal gå. Formidlet meget sjovere end din psykolog, mor eller velmenende veninde nogensinde vil kunne gøre det. 

Underdog-hittet var Jonas Elmers debut som spillefilminstruktør. Manuskriptet bestod af en løs plan på tre sider, holdet havde kun fået støtte til at lave en kortfilm, og optagelserne kom i kassen på blot 12 dage med et budget på en pose popcorn og masser af plads til improvisation fra hovedrolleindehaverne Sidse Babett Knudsen, Nicolaj Kopernikus, Bjarne Henriksen og Troels Lyby.

Navne, der dengang var helt ukendte og formentlig havde et par livserfaringer tilfælles med deres roller som studerende, dagdrivere og dagpengemodtagere.

Ved gensyn er ’Let’s Get Lost’ en selvlysende tidskapsel fra en verden med fastnettelefoner, billedrørsfjernsyn og laissez faire i dagpengesystemet. Den rammer kvartvejskrisen rent, før den overhovedet blev opfundet. Dens hyldest til flydertilværelsen føles som et antiwork-manifest.

Der er al mulig grund til, at ’Let’s Get Lost’ fortjener en plads i alle unge hjerter i 2022.

Sidse Babett er den originale »unhinged woman«

En af tidens ihærdige TikTok-trends går på at hylde »unhinged women« i fiktionen.

Stærkt inspireret af ‘Fleabag’ går anbefalinger af fiktion med kvindelige fuckups og derouter viralt gang på gang.

I ’Let’s Get Lost’ er Sidse Babett Knudsens Julie den originale dogme-version af fænomenet.

En kvinde i slut-20’erne, der har galopperende hjertesorg over ekskæresten René (spillet af gourmet-journalist Martin Kongstad som purung i en sjælden filmrolle: en vaskeægte Nørrebro-fuckboy anno 1996). Det gør ondt på den gammeldags måde, hvor hun sidder og klipper deres parfotos over med en saks, hvis hun da ikke aflytter hans telefonsvarer kun for at gå i panik over en besked fra en anden kvinde.

Martin Kongstad og Sidse Babett Knudsen på plakaten til ‘Let’s Get Lost’. (Foto: Anders Askegaard).

Noget andet, der skubber hende mod randen af fornuft, er hendes lejlighed, som roomien Mogens har forvandlet til en varmestue for fodboldfans. Da hun en aften kommer hjem og finder stuen (og et peruviansk uldtæppe) smurt ind i løssluppent fustageskum, slår det klik.

Resultatet er den første fantastiske af Sidse Babett Knudsens senere karakteristiske filmskideballer. 

Charmerende fustagetyve

For i skarp kontrast til Julie står døgenigttrioen: Mogens (young Bjarne Henriksen som usandsynlig bejler i skaterkasket) og hans venner Steffen (en smilende fodboldtosset Kopernikus med lange fingre) og Thomas (Lyby som selvhøjtidelig Graham Greene-wannabe i en syndflod af et jakkesæt).

Tre amøbiske happy go lucky-typer, der i filmens åbningsscene stjæler øltønder, så de kan se Michael Laudrup-mål på video og drikke øl på Julies sofa. Ulig Julie har de ikke en sorg i livet, selvom de på papiret mangler alle dets traditionelle succeskomponenter: kærester, penge, jobs og ambitioner. 

Selvom det er let at afskrive dem som undermålere, fortjener deres ubekymrede måde at eksistere i verden udelukkende for deres egen skyld, en hyldest i 2022, hvor ungdomsgenerationen brænder ud, og lønslaver og hustle culture er på filosofisk tilbagetog.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det stråler især igennem i et af filmens nøglemomenter, hvor fyrene forvandler en slatten fodboldkamp i Fælledparken til jazzballet. En hyldest til at være til stede i momentet, hvor sportsudøvelsen smelter sammen med en improvisationsdans, der bør danse alle LinkedIn-slaver til døde. 

Hvor man ikke kan andet end at lade sig overstrømme af den dybt banale livsleg, hvor bekymringerne smelter væk omkring deres rundkreds, som et æresmærke til en type fællesskab og nærvær, man ofte kan føle er blevet erstattet af at findes helt alene på Instagram med et evigt præstationsræs i baghovedet. 

Fortabte livslektioner  

Der er mange fantastiske lektioner at tage med fra ‘Let’s get Lost’. 

Hvordan man åbner en stjålen fustage med en skruetrækker. Hvordan man stjæler Michael Laudrups fodboldstøvler og bryder låse op. Hvorfor vægmaling hjælper på kærestesorg. 

Men først og fremmest leverer filmen en livslektion i åndsfællesskabet mellem filmens fire unge sumpere. Som 90’ernes danske forløber til ’New Girl’.

Set med nutidens øjne kan det godt ligne en gammel småsexistisk traver om uformående mandebabyer, der lærer en stramtandet dame at slappe af og ikke bekymre sig så meget (Lybys Thomas siger vitterligt på et tidspunkt, at Julie bare skal tage den med ro). Men den smerte, Sidse Babett Knudsen leverer som Julie, giver filmen en altafgørende nerve, der løfter sofahyggen til et højere niveau.

‘Let’s Get Lost’ (foto: Anders Askegaard)

Et indbrudsforsøg i ekskæresten Renés lejlighed bliver til en nedsmeltning så gennemført, at jeg kan få tårer i øjnene bare af at tænke på den. Toppet med en fantastisk 90’er-agtig formulering om »at lege tomme flasker« med kærligheden.

Dine forældre var også fuckups

25 år efter premieren er ‘Let’s Get Lost’ stadig den film, der har omfavnet mig bedst i mine mest kriseramte stunder.

Som et eviggyldigt boblermanifest, hvis perfekte portræt af den intense angstprovokerende famlen, der kendetegner grænsen mellem ungdomsliv og voksenliv, bør give genlyd på tværs af generationer.

At se ikoniske folk fra øverste hylde af den danske skuespillerskare som unge ubeskrevne blade, der roder rundt i deres 20’ere, vil altid føles som at finde en skjult skat. Og hvordan det gik skuespillerne bag, står 25 år efter premieren som sit eget metabevis på, at det hele nok skal gå, selv hvis det går langsomt.

For alle med arbejdsskrupler eller kvartvejskrise er ’Let’s Let Lost’ et filmisk kram med sit altomsluttende stille og rolige univers. Som et brev fra fortiden med besked om, at dine forældre formentlig var endnu større fuck-ups end dig selv. 

At i sidste ende kan selv den værste hjertesorg lindres med en skål øl og et fodboldmål.

’Let’s Get Lost’ kan lejes på Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af