’The Graduate’
»Jeg har ét ord til dig: Plastic«.
Det er et af de velmenende, men ubrugelige karriereråd, som den retningsløse universitetsdimittend Benjamin, spillet af Dustin Hoffman, får fra sine forældres generation i Mike Nichols’ sofistikerede og cool New Hollywood-klassiker ‘The Graduate’ fra 1967.
Filmen var et symptom på sin tid og hittede stort hos det unge publikum, der så akavede og uartikulerede Benjamin som talsmand for slut-60’ernes modkultur og opgør med deres forældres kernefamilie og materialisme – et oprør, der gentager sig i nutidens ungdomsgeneration, som formentlig ville fnyse endnu højere af en opfordring til at gå ind i plasticindustrien. Men den er i lige så høj grad et universelt og ærligt portræt af at være ung og forvirret. Hvilken studerende eller nyuddannet kan ikke identificere sig med at være »lidt bekymret for min fremtid«?
Benjamin er en forfriskende antihelt, der ligesom de fleste unge mennesker opfører sig uansvarligt og forkælet. Han er selvoptaget og apatisk. Han ved ikke, hvad han vil, men i stedet for at finde ud af det, flyder han rundt i sine forældres svømmepøl, mens han behandler dem respektløst. Han lader sig forføre af familievennen Mrs. Robinson, men er for følelsesmæssigt umoden til at forstå hende. Dernæst accepterer han ufølsomt forældrenes opfordring til at invitere hendes datter, Elaine, ud og beslutter efter én date, at han er vildt forelsket i hende.
Da Benjamin tager til Berkeley for at forhindre Elaine i at gifte sig med en anden, indtager han endelig hovedrollen i sin egen historie. Men filmens tilsyneladende lykkelige slutning, hvor parret stikker af sammen, bliver realistisk tvetydig, da Benjamin og Elaines ansigtsudtryk skifter fra ekstase til ubehag i en antydning af, at de allerede genovervejer beslutningen. Tvivlen er et vilkår.
’Lady Bird’
Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende end i Greta Gerwigs coming of age-film om den viljestærke 17-årige Lady Birds frigørelse fra barndomshjemmet. Det ene øjeblik springer hun ud af en kørende bil bare for at slippe for morens nagende kritik – og går efterfølgende rundt med ordene »Fuck you mom« på gipsen af sin brækkede arm. Det næste øjeblik falder mor og datter i fælles svime over en genbrugskjole og hygger sig med at gå til åbent hus på boliger, de ikke har råd til. I begge yderpunkter slår der gnister mellem de velspillende Saoirse Ronan og Laurie Metcalf.
Filmen følger Lady Birds sidste skoleår på et katolsk gymnasium i Sacramento og indeholder mange af ingredienserne fra en traditionel highschool-film: Lady Bird gennemgår sin første forelskelse og første seksuelle oplevelse. Hun afsøger nye interesser i form af skolens musical og tager beslutninger om sin fremtid. I forsøget på at få en mere cool omgangskreds svigter hun sin veninde. Og så er der selvfølgelig prom. Men filmen adskiller sig markant fra standarden dels gennem fokusset på mor-datter-forholdet, dels ved, at alle de velkendte elementer er fortalt så ægte og friskt, og ved at alle bifigurer er nuanceret tegnet og spillet – fra Timothée Chalamets intellektuelle badboy og Lukas Hedges lidt for perfekte musicalentusiast til Beanie Feldsteins loyale veninde.
Filmen indeholder desuden et klasseaspekt, der er forfriskende for highschool-genren. Da Lady Birds far bliver fyret fra sit job som it-konsulent, må moren tage dobbeltvagter som sygeplejerske. Hun er unødigt streng ved datteren, men også reelt bekymret for om, om familien har råd til indkøb – for slet ikke at tale om det dyre universitet i New York, som Lady Bird drømmer om. Filmen skildrer konflikten nuanceret. Man forstår, at moren bliver såret over, at Lady Bird lægger demonstrativ afstand til sit ophav og skammer sig over familiens økonomiske status. Men også Lady Birds trang til at sprede vingerne på østkysten, hvor der med hendes herligt teenageprætentiøse udtryk »er kultur« eller »forfattere bor i skoven«.
’Kundskabens træ’
Mobning er aldrig skildret mere hjerteskærende, som da Elin i ‘Kundskabens træ’ sidder alene hjemme i stuen med sine tonedøve forældre og venter på gæsterne, der aldrig dukker op til hendes ungdomsgilde. Nils Malmros’ selvbiografiske ungdomsklassiker fra 1981, der følger en skoleklasse på Århus Katedralskole fra 2. til 4. mellem (7. til 9. klasse) i 1958-60, er bag sin lidt kitchede gammelårhusianske tone i det hele taget en sjældent rå og indlevet skildring af pubertetens prøvelser og skolens ubarmhjertige magtkampe, hvor man kan ryge ud i kulden fra den ene dag til den anden.
Det sker for Elin, der er fremmelig i forhold til klassekammeraterne og derfor populær blandt drengene. Da hun afviser en dreng, svarer han ved at sprede rygter om hende, og hun bliver uretfærdigt slutshamet og frosset ude af klassen. Til gengæld kommer klassens tidligere mobbeoffer, Mona, med det tarvelige øgenavn ’Klister’, ind i varmen.
Filmen viser gruppedynamikkens grimme sider, men også de spændende følelser, der spirer i de unge kroppe, når der bliver danset kinddans i mørke, eller når Malmros’ alterego Niels Ole for første gang ser et pigeskræv i dynamolygtens skær.
’American Honey’
Andrea Arnolds berusende roadmovie handler om ungdommens ukuelighed og livsappetit, som hverken økonomiske og sociale udfordringer eller alverdens lede røvhuller kan slå ihjel.
18-årige Star – spillet af superfundet Sasha Lane – vinker farvel til sit trøstesløse hjem og tunge ansvar for sine yngre søskende for et job som omrejsende magasinsælger sammen med en gruppe andre unge. Det er et skodjob, der kræver, at de lyver, bedrager og tigger for de potentielle kunder og lader sig hundse med af gruppens benhårde leder, Krystal (Riley Keough). Men på roadtrippet med de andre hårdt festende underklasseteenagere finder Star også for første gang friheden til at være ung, og de åbne landeveje og den spektakulære natur er fuld af muligheder. Som Jake, hendes charmerende og utilregnelige kollega, som spilles af Shia LaBeouf, og som hun selvfølgelig falder for, udtrykker det: »We explore, like, America«.
Star kaster sig ud i jobbet og livet med en selvsikker dumdristighed, der er typisk for teenagere, men gruopvækkende for den erfarne seer. Det burde gå galt, når hun uforfærdet hopper ind i bilen til flere mænd for at overtale dem til et salg, men Arnold udfordrer vores forventninger. En køretur med en lastbilchauffør ender i et af filmens varmeste øjeblikke, da han som den første i Stars liv spørger til hendes drømme, mens Bruce Springsteens ‘Dream Baby Dream’ spiller i radioen.
‘American Honey’ finder sanselighed og poesi i underklassens rå virkelighed uden at romantisere den og viser bagsiden af den amerikanske drøm, samtidig med at den holder fast i drømmen gennem Stars energiske vovemod, nysgerrighed og insisteren på at have det sjovt.
’Fucking Åmål’
»Varför måste vi bo i fucking jävla kuk-Åmål?« udbryder frustrerede 14-årige Elin, der er træt af den indskrænkede flække, hvor sladderen går som en steppebrand, hvor der ikke er plads til at stikke ud, og hvor raves er yt i resten af landet, når det endelig kommer dertil.
Elin er populær og ombejlet, men røvkeder sig. Modsat er filmens anden hovedperson, 16-årige Agnes, en indadvendt outsider, som klassekammeraterne mobber, fordi hun er lesbisk. Hun er overbevist om, at ingen nogensinde vil synes om hende, indtil Elin og hendes storesøster Jessica dukker uventet op til hendes fødselsdag som de eneste gæster (med en hilsen til ‘Kundskabens træ’). Aftenen starter tåkrummende, men udvikler sig til en spirende forelskelse mellem Elin og Agnes.
‘Fucking Åmål’ handler om ungdommelig rastløshed, udlængsel og overbevisning om, at man er skabt til noget større. Om mobnings ødelæggende kraft og ensomheden i at være anderledes. Og om at turde stå ved sine følelser, uanset hvordan omgivelserne reagerer. Filmen rammer teenageres usikkerhed, følelsesmæssig forvirring og famlende dialog på kornet og gengiver med uhyggelig præcision oplevelsen af de sene folkeskoleår – i hvert fald som det var i 90’erne – hvor man falder i søvn i matematiktimen, synes éns forældre er de mest uretfærdige og håbløse mennesker i verden, mødes for at drikke foran kiosken og brækker og forelsker sig i én lind strøm.
’Boyhood’
Richard Linklater optog opusset ‘Boyhood’ over 12 år, og dermed ser vi vitterligt drengen Mason (en velcastet dybsindig og følsom Ellar Coltrane) vokse op for øjnene af os, fra han er seks til 18 år.
En sekvens for hvert leveår følger Mason, hans storesøster Samantha (instruktørens datter, Lorelai Linklater) og deres fraskilte forældre (Patricia Arquette og Ethan Hawke) gennem små og store øjeblikke i deres liv. Familien flytter flere gange, forældrene skændes, forsøger at samarbejde og finder og går fra nye kærester. Mason får kærlighedsråd og musiktips af sin far, bliver inspireret af sin mors videreuddannelse og karriereskift, ryger pot, fatter interesse for fotografi, forelsker sig og går ud af gymnasiet.
»Jeg troede bare, der ville være mere«, siger hans mor grådkvalt, da han kører afsted til universitetet. Men filmens pointe er netop, at det er hverdagens øjeblikke, der former os. En lærers opsang på det rigtige tidspunkt, en weekend i en ny by, en overnatning med vennerne, de evige skænderier med sin søster eller en særlig samtale med sin mor og far. Det er smukt og rørende at være vidne til, hvad der føles som et realistisk levet liv og at se Mason blive ældre og mere moden og tænksom scene for scene. Som seer har man overhovedet ikke brug for »mere«.
’Ung flugt’
Sammen med Jean-Luc Godards ‘Åndeløs’ sparkede François Truffaut den franske nybølge i gang med sin rå, charmerende og delvist selvbiografiske coming-of-age-debut fra 1959.
12-årige Antoine Doinel (Jean-Pierre Léaud, der blev en central skuespiller i fransk film) er kvik, opfindsom og livfuld, men har svært ved at koncentrere sig og kommer konstant på afveje både i skolen og derhjemme. Hans strenge mor ser ham mest som en pestilens, og lærerne i tidens sorte skole slår hårdt ned på hans næsvisheder. Antoine reagerer ved at lyve, stjæle, pjække fra skole og ryge cigarer med sin lige så oprørske kammerat, og filmen udfolder den negative spiral, et ungt forsømt og utilpasset menneske kan falde ned i trods gode intentioner. Og ikke mindst systemets svigt – det skal nok hjælpe at sende en purung knægt på en institution for ungdomskriminelle!
Filmen viser Antoines smerte og sårbarhed under hans kække fremtoning, men er langt fra den rene klagesang. Der er humor i skildringen af de pubertære elevers drengestreger, ligesom man bliver smittet af følelsen af frihed i drengenes udforskning af Paris’ gader, hvor de prøver forlystelser og går i biografen. Og i filmens berømte åbne freeze frame-slutning viser sig et glimt af håb.
’Adèles liv – kapitel 1 & 2’
Gymnasiepigen Adèle spiser spaghetti med samme glubske appetit, som hun kaster sig over sin nye kæreste, Emma, i de famøse lange og grafiske sexscener i Abdellatif Kechiches franske guldpalmevinder fra 2013. Sexscenerne har fået kritik for at udtrykke det mandlige blik og for Kechiches grænseoverskridende instruktion af skuespillerne Lea Seydoux og Adèle Exarchopoulos. Men filmisk er sexscenerne essentielle, fordi de illustrerer det altopslugende begær, der binder de to kvinder sammen – og som i det hele taget er en hjørnesten i det at være ung og finde sin seksualitet.
Det første kapitel i Adèles liv skildrer hendes møde med og stormfulde forelskelse i den lidt ældre kunststuderende, Emma, og herigennem også hendes realisering af at være lesbisk og håndtering af omgivelsernes fordømmelse. Andet kapitel skildrer de første år af voksenlivet, hvor Adèle og Emma er flyttet sammen, Adèle arbejder som lærer, og Emma får succes som kunstner. Her viser voksenlivets rå realiteter sit ansigt, da de forskelle mellem dem i klasse og uddannelse, der ikke betød noget i den tidlige forelskelsesrus, i stigende grad skiller dem ad. Adèle føler sig udenfor blandt Emmas sofistikerede venner og utilstrækkelig, da Emma savner en intellektuel og kreativ forening i tilgift til den kødelige.
Filmen handler om den første livsomvæltende forelskelse, men også om at finde sig selv i livet og stå ved sig selv. Efter fortællingens tre timer føler man vitterligt, at man har været en del af Adèles liv, fordi filmen er så sanselig, intim og dvæler nærværende og intenst ved alt fra Adèles lystfulde blikke, sultne kys, energiske dansen til en demonstration og tårer og snot, da forholdet krakelerer.
’Romeo + Juliet’
At den første kærlighed er den største, ser vi også i William Shakespeares tragedie om Romeo og Julie, hvor de unge elskende hellere vil gå i døden end at leve et liv uden den anden.
I australske Baz Luhrmanns filmversion fra 1996 er scenen sat til en nutidig Verona Beach, sværdene er udskiftet med pistoler, og de unge medlemmer af de fejdende Montague- og Capulet-familier bekæmper hinanden i moderne bander. Der er knald på tempo, farver, musik og hektisk MTV-æstetik, som står i flot kontrast til Shakespeares oprindelige poetiske dialog og den dybfølte kærlighedshistorie mellem vor to drømmende romantikere, som Luhrmann med præcis timing skruer ned på effekterne til for at udfolde.
Da Romeo og Julies øjne for første gang mødes gennem akvariet til en fest, er det, som om tiden står stille. Og deres første lidenskabelige og forbudte kys i poolen er et af filmhistoriens mest bjergtagende romantiske øjeblikke. Unge Claire Danes og Leonardo DiCaprio, der begge fik deres store gennembrud med filmen, har en magisk kemi, der gør, at man tror på deres stormende og livsforandrende forelskelse, bander samfundets ødelæggende sociale kontrol langt væk og inderligt håber, at Julie denne gang vil åbne øjnene lidt hurtigere i filmens hjerteskærende slutning.
’Reprise’
Mens mange af de bedste film om at være ung – inklusive et overtal af titlerne på denne liste – zoomer ind på den første forelskelses berusende og fortvivlende kraft, er norske Joachim Triers sprudlende debut en af historiens bedste film om de særlige venskaber, man knytter i de formative år – og hvordan de kan splintres, når voksenlivet trænger sig på.
Erik (Espen Klouman Høiner) og Philip (Anders Danielsen Lie, lægen, der blev skuespiller) er bedste venner og begge spirende forfattere, der simultant sender hver deres debutroman afsted til forlaget. Men kun Philips antages, og Erik mærker misundelsens grimme ansigt, mens Philip hurtigt oplever bagsiden af succesen: Han ender på psykiatrisk hospital, også katalyseret af hans usunde besættelse af sin charmerende kæreste Kari (Viktoria Winge).
Joachim Trier – med sin faste manuspartner Eskil Vogt – skildrer med sjælden følsomhed Philips psykiske nedtur og de usikre negative følelser, man i det hele taget kan bære rundt på, når vejen for ens drømme endnu ikke er brolagt. Men filmens egentlige genistreg er, at den samtidig indfanger de unge års vitalitet og følelse af, at alt kan ske. Både i den boblende humoristiske skildring af den på én gang intelligente og (realistisk!) infantile drengegruppe, Erik og Philip er en del af, i den levende beskrivelse af de to nære venner og deres symbiotiske fremtidshåb og i den sanselige fremkaldelse af forelskelsens rus.
Triers filmsprog er fragmenteret og kaotisk, og som i et rigtigt debutværk prøves alle kneb af i en sublim afspejlning af den ungdomskådhed, filmen også viser så godt i sig selv. (JLU)