’Marked Men’: Erotisk kærlighedsfilm nærmer sig det uudholdelige trods læderæstetik og cute spanking
Er du til ’pæn pige tæmmer lidende og liderlig badboy’-fortællinger?
Og har du ikke allerede fået nok af følelsesmæssigt utilnærmelige mænd gennem Tinder eller tidligere kulturproduktioner a la ’After’-franchisen?
Så er ’Marked Men’ lige noget for dig!
That is, hvis du altså ikke har noget imod en film, hvor slagsmål akkompagneres af malplaceret rocksange og semikiksede oneliners, og hvor man i øvrigt kan regne alt ud på forhånd. For selv os, der ikke har læst Jay Crownovers populære litterære forlæg, ved, hvad der kommer til at ske.
Det er således ingen overraskelse, at den ’mystiske’ tatovør og Dylan McKay-type, Rule (Chase Stokes), efter flere år, hvor han primært har betragtet hende som en irriterende husgæst, forelsker sig i den universitetsstuderende overklassepige, Shaw (Sydney Taylor).
Heller ingen overraskelse, at hovedkarakteren, som den sårede og meget, meget seriøse sjæl han er, ikke selv mener at kunne tilbyde kvinder andet end kvaler og klamydia, og at ’Marked Men’ derfor er en lang sej kamp om indre dæmoner og overvældende længsler.
Det eneste, der kommer bag på én, er muligvis, at graffitikunst fortsat betragtes som oh so rebellious – og at Rule på et tidspunkt bærer den fashionable kombination af joggingbuks og slips.
Ej, det er faktisk også lidt af en overraskelse, at der i en film, hvor udmattende kønsrolleforestillinger reproduceres, er (somewhat) fokus på den kvindelige lyst. I mange scener er det nemlig damerne, der lettere aggressivt kaster sig over både mandeskridt og billardbord, mens de leger motorcykelgudinder og katte.
Her kunne man passende tage en snak om samtykke, personlig intimsfære og villigheden til at lade sig kradse, men sådanne rettidige fænomener adresseres ikke i Nick Cassavetes’ selvbetitlede erotiske kærlighedsdrama.
Trods læderæstetik og et par lapdances er der dog ingenlunde lige så mange hede sexscener, som man havde forestillet sig. Måske fordi hovedrolleindehaverne simpelthen ikke har kunnet løfte og forløse dem?
For selvom der faktisk er nogle meget søde montager, hvor Rule og Shaw smører vaniljeis i hinandens babyfaces, og hvor de skiftes til at slå hinanden hårdt i røven (jeps, cute spanking er en vaskeægte ting), så er kemien mellem Stokes og Taylor ikke sådan helt vildt overbevisende. Det er deres skuespil heller ikke.
Det nærmer sig faktisk det uudholdelige, når de slasker rundt i noget sne, mens det angiveligt skulle slå gnister mellem parret. Han fortæller noget kedeligt om heksagoner, hun griner ’inderligt’, og der er sød musik fuld af elektriske guitarsoloer i den Denver’ske luft. Indtil der ikke er mere.
For alt går jo naturligvis galt, og deres halvanden times will they/won’t they-tovtrækkeri – der blandt andet krydres med et halvhjertet Ross og Rachel-agtigt we were on a break-motiv – bliver en træg lunken omgang.
Med undtagelse af vellykkede og ret underholdende scener, hvor Shaw og hendes roomie (Ella Balinska) på charmerende vis taler om forspil og seksuel hårrivning, eleverer filmens resterende cast ikke skuespillet eller fortællingen.
Faktisk er et besøg hos den mandelig hovedrolles dysfunktionelle familie – hvor vi dog lærer, at hans bisterhed og dramatiske whiskydruk er forårsaget af sorg og skyld over tvillingebrorens bilulykke – så karikeret og dilettantisk udført, at det næsten gør ondt.
Bedre står det ikke til i tattoo-shoppen, hvor endimensionelle karakterer render rundt i sorte tanktops og enten sutter på slikkepinde eller siger ting som »hvis du ikke boller hende, gør jeg«.
Åhh, you wish, lille birollefigur. Præcis som jeg kunne ønske mere show og lidt mindre tell i ’The Notebook’-instruktørens overtydelige teenagefilm.
Kort sagt:
Trods en til tider medrivende æstetik og enkelte underholdende momenter er Nick Cassavetes’ nye overtydeligeromantiske drama om at tegne og bryde (kærligheds)mønstre en træg og uoriginal omgang.