Der står de på linje, som den hvide dansker har arrangeret dem:
Abefiguren bagerst, derefter slaven Petrine foroverbøjet med armene holdt akavet foran kroppen, så den næsten ranke, såkaldt frikulørte Anna Heegaard og til sidst den stolte Admiral Irminger.
Den racistiske militærmand kalder det videnskab, at de hver især udgør et evolutionært stadie, men udstiller i virkeligheden mest magtstrukturerne i Dansk Vestindien i 1848.
Slaverne nederst, de frie sorte i midten, de hvide øverst.
Det er det system, Petrine er fanget i i den nye danske film ‘Viften’. Hendes venskab med Anna Heegard, der bor og er i et forhold med Skt. Croix’ danske generalguvernør, fjerner hende fra de slaver, der er endnu mere undertrykte end hende selv, men forholdet er stadig uendeligt ulige.
Ligesom legemliggørelsen af den vanvittige raceteori er det forfærdeligt, men humoristisk fremstillet i Anna Neye og Frederikke Aspöcks biografaktuelle film.
Og det var den balancegang, kvinden bag Petrine, Sara Fanta Traore, var mest spændt på at se udfaldet af, da hun læste manuskriptet.
Den 31-årige skuespiller er vokset op som efternøler på Amager med sin mor, far og to ældre søskende og lavede teateroptrædener allerede fra barnsben.
Efter at være blevet uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019 blev hun hurtigt en del af ensemblet på Mungo Park-teatret i Allerød og har sideløbende medvirket i serier som ‘Min kamp’, ‘Limboland’ og ‘Sex’ samt filmen ‘Klienten’.
Med ‘Viften’ får hun et imponerende gennembrud i karrierens uden sammenligning største rolle.
Vi mødte den 31-årige skuespiller til en snak om det, der fik Traore til at bryde sammen under optagelserne, den rørende oplevelse af at lave film sammen med brune mennesker og håbet om en dag bare at få lov til at spille en normal tandlæge.
Hvad tænkte du da du læste manuskriptet til filmen?
»Det var en stor ting skuespilmæssigt at få en karakter, som er kompleks og rummer helt vildt meget. Det synes jeg var fantastisk. Men jeg var også lidt nervøs over hele temaet og den tone, som både Frederikke og Anna arbejder i, og som de er dygtige til – altså den enormt seriøse, men samtidig satiriske udstilling af den danske kolonialisering«.
»Jeg var ret nervøs over, om det lige var noget af det første på film, jeg skulle lave. Men jeg er helt vildt stolt af det, det er blevet til. Og det kunne jeg jo også mærke dengang, ellers havde jeg ikke sagt ja«.
Hvordan var det så at stå med under optagelserne på De Kanariske Øer?
»Det var en ret vild oplevelse. Det her med at tage af sted og pakke en kuffert og være væk i fem-seks uger. Det var et eventyr«.
»Men det var også enormt rørende at lave med en masse andre brune mennesker. Jeg tror ikke, det er noget, jeg har tænkt på herhjemme, men den der spejling ved at sidde med make-up-artister, som ikke var i tvivl om, hvordan man skulle ramme min farve med make-up og vidste, hvordan de skulle tage fat i mit hår og gøre med det… Det var ret overvældende på en meget positiv måde«.
»Jeg tror, vi forstod nogle af hinandens følelser og nogle af de scener, der var hårde at lave. Det var bare vildt rart at kunne møde nogle øjne, som forstod det, uden at der behøvede at blive sagt særligt meget«.
Hvad var det for eksempel, der var hårdt at lave?
»I en scene er der en af de slavegjorte, der køber sig fri, og ’åh, hvor er det smukt’ … Klip til at der kommer en sort kvinde løbende hen over marken fuldstændigt forslået og ødelagt. Jeg synes bare, det blev malet så tydeligt op«.
»Alene absurditeten i selv at kunne stå og glæde sig over ’ej, hvor er det flot, du har købt dig fri’. Altså tænk engang, at du overhovedet nogensinde har været ejet af nogen. Men flot, nu har du så også betalt for, at du selv kunne blive et frit menneske. Og så kommer det her menneske løbende over marken. Det var en af de gange, hvor jeg brød fuldstændigt grædende sammen, efter der blev sagt ’cut’. Det var bare så absurd. Det var voldsomt at stå i«.
Hvordan håber du, at filmen med alle dens temaer kommer til at lande i Danmark?
»Jeg håber, at den giver anledning til, at vi blive klogere på den her tid, som er en stor periode af vores historie. Jeg tror tit, at snakken strander i det der med, at ‘det var meget værre i USA’, og jeg håber, at den vil sætte en streg under den romantiserede forestilling, vi har om den tid«.
Du taler både dansk og så den lokale kreoldialekt af engelsk. Hvordan har det været at arbejde med kreol?
»Jeg prøvede at arbejde meget med, at når vi taler kreol, så er det, fordi Petrine er i sine følelsers vold. Jeg prøvede virkelig at bruge det til, at det var, når hun kom derud følelsesmæssigt, hvor hun ikke havde flere ord på dansk. Så skifter hun over i kreol, og så er det også de rigtige, der kan forstå hende«.
Rollen i ‘Viften’ er din første hovedrolle på film. Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville være skuespiller?
»Jeg startede til teater som otte-niårig, og jeg startede egentlig, fordi min søster gik til teater. Jeg følte mig sindssygt godt tilpas i at optræde. Jeg havde det ret svært i starten af min skoletid med det faglige. Jeg syntes, det var mega svært at lære at læse og skrive og alle de her ting. Lige præcis indtil der var et manuskript, der interesserede mig til teater. Så teatret gav mig nogle succesoplevelser«.
Hvordan har det så været at starte en karriere op som skuespiller i den danske filmbranche?
»Da Mungo Park blev overtaget af Anna Malzer, havde hun en ret klar agenda omkring, at hun ville have mere diversitet ind. Så det var også en af grundene til, at jeg blev ansat, og det var jeg ret bevidst om«.
»Men noget af det, som jeg synes er ret vidunderligt deroppe, er, at da jeg var på barsel hele sidste år, blev mine roller overtaget af en vidunderlig skuespiller, der hedder Rikke Westi, som er en hvid, dansk kvinde. Det har været ret rørende at mærke, at det er muligt – at lave kunst, hvor man også godt kan se ud, som jeg gør, uden at det skal handle om for eksempel at være slavegjort«.
»Jeg synes, det er blevet bedre, men hvis du ser én med minoritetsbaggrund i hovedrollen, er det oftest, fordi det taler ind i at være slavegjort eller at være andengenerationsindvandrer fra et ghettokvarter. Der håber jeg, at vi stille og roligt rykker os hen til, at dygtige minoritetsskuespillere også bare kan få lov til at spille tandlæge, fordi de er vildt gode til det, uden at vi nødvendigvis behøver at høre om en problematisk barndom eller et kulturclash med et eller andet«.
Hvad synes du om et initiativ som Et større billede, der tidligere i år satte fokus på manglen på mangfoldighed i dansk film?
»Et større billede, synes jeg, er et virkelig sejt statement. De er så cool, at de gør det. Det, at de står sammen som en stor gruppe, er powerfuldt, og det kommer til at rykke på noget, det er jeg ikke i tvivl om. For når man er alene om det – og jeg taler virkelig for mig selv her – så kan det føles ydmygende at skulle stå og banke på og være sådan: ’Vil I ikke nok også ansætte mig i noget, som ikke handler om min farve?’«.
Har du selv haft negative oplevelser med at navigere i branchen som brun?
»Jeg castede på noget, hvor de skulle finde en hovedrolle, og jeg har en oplevelse af, at de gik efter, at det skulle være en afrodansk pige. Men de fandt ret hurtigt ud af, at jeg var for gammel til rollen, og så kan jeg huske, at der blev sagt: ’Måske kan du være hendes mor’. Og der tænkte jeg bare: ’Ja, eller også så kunne jeg bare være med, uden at vi skulle være i familie’«.
»Jeg håber, at blikket vil blive større. At vi tør tro på, at selvfølgelig kan der godt være to brune med i en serie eller en film, uden at de behøver være i familie. Der synes jeg altså ikke helt, vi er endnu i Danmark, hvis jeg skal være helt ærlig«.
’Viften’ kan ses i biografen fra i dag, torsdag den 20. april.