‘Hvorfor laver vi ikke et band?’: Stine Pilgaard debuterer som dramatiker med topstyret nytårskomedie
TEATER. Forestil dig, at du nytårsaften står ved et busstoppested på Nørrebro, og mens du venter på bussen, får du pludselig en guitar i hånden og starter et band med de fem fremmede medmennesker ved din side.
Selvom det måske lyder usandsynligt, er det faktisk handlingen i nytårskomedien »Hvorfor laver vi ikke et band?« på Nørrebro Teater, som også er Stine Pilgaards debut som dramatiker.
Umiddelbart ser scenen ikke ud til at være udstyret med andet end et noget så gråt og kedeligt busstop. Men pludselig roterer gulvet busstoppet væk og erstatter det med et Band-Starter-Kit; instrumenter daler fra loftet, og skuespillerne maler et panorama af levet menneskeliv, både i tale og i en række sange, med tekster forfattet af Pilgaard.
Ved busstoppet kommer skuespillerne hinanden ved, ja, men spiller for det meste hver for sig i en turtagning af lukkede monologer. Af et persongalleri på seks ville det være oplagt at have overlap i deres fortællinger, eventuelt at historierne til overraskelse var vævet sammen. Men egentlig underbygger enetalerne den længsel og det håb om medmenneskelighed, der går igen hos dem alle.
Der er skolelæreren Thomas, som dagdrømmer om en anden tilværelse end den, han har, hvor »kaffekoppen fyldes med / livets forudsigelighed«. Men i virkeligheden er han helt ordinær og allermest optaget af at slå sin rekord i Snake.
Der er frisøren Michelle, i kærestesorg og så træt af sine kunders brok, at hun synger sin frustration op i en sang. Meget lig hendes kunder er der den gamle enke Johanna, der elsker alle mænd, hun har kendt, med navnet Bent.
Der er psykologen Nora, som er træt af mennesker; centervagten Lars forelsket i det job, han i aften skal passe for sidste gang. Der er Elvira, hvis kæreste engang var en vild og frisk digterspire, men nu til Elviras irritation har udviklet sig til en hjemmegroet-gulerodsgnaskende Husum-dad.
Pilgaard lader ikke helt sine karakterer tale frit, men har indsat sig selv i munden på Elvira, og jeg bliver nødt til at kommentere på, at hun gennemgående kommenterer forestillingen. Så tillad og tilgiv dette sidespor, kære læser:
For tiden går faste former i opløsning og dør. Det gælder også for kunstværket og for kritikken af samme, hvilket fra et indlevelsesperspektiv er trættende. Hvor irriterende ville det ikke være, hvis jeg fortalte dig, at du læser en teateranmeldelse lige nu.
Som efter pausen når Elvira fortæller, at publikum nok har købt vin i baren og nok talt lidt om forestillingen og måske nok har bemærket, at den minder om ’Waiting for Godot’. Eller når den røde tråd i handlingen til sidst går helt tabt, hvor Elvira får sagt, at det er, hvad der sker, når man hyrer en romanforfatter som dramatiker.
Handlingen i »Hvorfor laver vi ikke et band?« understøtter simpelthen ikke den konstante selvreference. Det kaster snarere et bizart skær over forestillingen. Der hvor jeg gerne vil fortrylles af Pilgaards nytårskomedie i sig selv, går jeg snarere ud af salen optaget af hendes forsøg på at skrive den. Hvilken topstyring.
Jeg vil meget hellere været optaget af det, som forestillingen ikke kan skjule, uanset hvor famlende dramaturgien mildest talt er, og hvor meget den end gerne vil ophæve illusionen om sig selv som værk; nemlig dens ganske smukke budskab.
For hvem ringer klokkerne for? Ja, for os alle sammen, hvilket Pilgaard får slået fast i en perlerække af poetiske tekster, der handler om at se skønheden i hverdagens tvang.
Johanna må erkende alderdommen, at kroppen er en klokke, der slår, men at tiden samtidig som en mursejler kan stå stille på himlen. Thomas må erkende, at en ny rekord i Snake og et uspændende liv er nok for ham, mens selv Elvira må erkende, at hun i virkeligheden elsker Husum-dad, uanset parforholdets trælsheder. Sidstnævnte udtrykt gennem Pilgaard og Katrine Muffs »Fortabt er jeg stadig«, efterhånden en højskoleklassiker og ikke mindst kærlighedsbanger,der kan fugte selv en bitter anmelders øjne.
For måske kommer den bus, de venter på, aldrig, som vi må forstå på en engel blandt publikum, der pludselig rejser sig og går op på scenen (og der var illusionstabet igen i øvrigt). Og den pointe er da værd at tage med sig på vej ind i det nye år.
Kort sagt:
I »Hvorfor laver vi ikke et band?« elsker Stine Pilgaard at bryde den fjerde væg, hvilket er irriterende og unødvendigt, men opvejes af hendes poetiske tekstunivers.