’The Last Thing He Told Me’: Nikolaj Coster-Waldau forsvinder i halvbagt krimi med et twist
Selv Leonardo Da Vinci skitserede og viskede ud, inden han malede. For at sikre at alt var perfekt, at perspektivet var i orden og kompositionen på plads.
’The Last Thing He Told Me’ har glemt at viske ud. Ja, faktisk føles Apple TV+-serien baseret på Laura Daves bog mindre som et maleri, hvor skitsen bag farverne er synlige, og mere som en tegning, der har fulgt nummererede prikker rundt på siden for så til sidst at ende ud i en mystisk thriller.
Det er seriens held, at nogle af tallene faktisk er tilpas mystisk til, at man kan få lyst til at se videre.
Så lad os få prikkerne på plads. Hannah spillet af Jennifer Garner er i et lykkeligt forhold med den skønne Owen, spillet af vor egen Nikolaj Coster-Waldau. Det er klart, at Nikolaj Coster-Waldau er flot, men hvorfor han er så skøn en person, ved vi mest, fordi de fleste af karaktererne siger det.
Owen har teenagedatteren Bailey fra et tidligere forhold, og hun spilles af Angourie Rice. Da firmaet The Shop, som Owen arbejder for, kommer under mistanke for rod med regnskaberne, forsvinder han pludseligt, og Hannah må tage sig af Bailey. Sammen må de opklare mysteriet: Hvor er han blevet af? Og kunne manuskriptforfatterne ikke finde på et bedre navn end …. The Shop?
Serien starter i et rodet og hektisk øjeblik, før den skruer tiden fire dage tilbage i et efterhånden fortærsket greb. Skal det virke, skal anslaget være virkelig spændende. At Hannah kigger lidt intenst ind i spejlet, tramper på sin mobil med Owen som baggrund for bagefter at løbe ned ad en hotelgang, mens hun råber på Bailey, er ikke just det. Til gengæld får starten teaset et gennemgående element: Hannah råber Bailey igen og igen.
Bailey, Bailey! BAILEY! har det nemlig med at forsvinde som en anden fireårig uden opsyn, til trods for at hun er en teenager i slutningen af highschool.
At et barn hader sin stedmor er en eviggyldig Hollywood-sandhed, der ikke kan udfordres eller rykkes ved, at det ene flashback efter det andet viser os Hannahs kraftanstrengelser for at komme ind på livet af Bailey.
Ingen i serien synes dog, det er mærkværdigt, og slet ikke Owen, selvom han gerne så det anderledes. Omkring fem afsnit inde bliver det forklaret, at det nok er, fordi Bailey mistede sin mor i et trafikuheld, da hun var lille. Eller også er det forbundet med nogle af de kvinder, Owen datede, mellem han var sammen med Baileys mor og nu Hannah?
Så det bliver nok i virkeligheden ikke forklaret så tydeligt. Til gengæld kan du måske regne ud, hvordan deres anstrengte forhold udvikler sig.
‘The Last Thing He Told Me’ er bare mystisk. Nogle gange succesfuldt, fordi troperne fungerer, og nogle gange, fordi den læner sig så meget op ad dem, at det bliver frustrerende. Det er et gennemgående element, at serien gerne vil fortælle os, hvad vi skal synes om karaktererne og deres relation, men aldrig viser det overbevisende.
’The Last Thing He Told Me’ slutter med et twist, jeg trods alt ikke havde set komme. På den måde glider den ned.
Men det hele føles nu stadig temmelig halvhjertet.
Kort sagt:
For at parafrasere en af seriens bikarakterer, Hannahs bedstefar, så er det nemt at finde alt det, der er galt, og man må gøre sig umage for at finde det, der er godt. Det gælder også for ‘The Last Thing He Told Me’.
Anmeldt på baggrund af hele serien.