’Wellmania’: Netflix-serie udstiller millennial-generationens arbejdsmentalitet på underholdende vis
I 2015 begyndte den australske komiker Celeste Barber at poste billeder af sig selv på Instagram, hvor hun rekonstruerer billeder af veltrimmede og smukke kendte kvinder.
På Celeste Barbers Instagrambilleder er originalbilledet sat ind, så en sammenligning mellem komikerens hverdagslige udstråling og den kendtes posering, står tydeligt frem. Barbers genopstillinger af billeder fra Rihanna, Emily Ratajkowski og Kardashian-søstrene tjener perfekt komikerens mål om at afsløre, hvordan almindelige mennesker ikke bør stræbe efter at se ud som dem. Nogle vil kalde det for kropspositivisme, andre bare for spas og løjer.
Celeste Barbers rekreationer på Instagram understreger perfekthedskulturens absurditet, da hun nu selv har 9,5 millioner følgere på Instagram via sit perfekte uperfekte projekt – og nu også har fået en hovedrolle i Netflix-serien ’Wellmania’.
I ’Wellmania’ spiller hun Liv Healy, en succesfuld journalist og madanmelder i New York. I hendes hjemstavn Sydney er Liv knapt så kendt, og det nager hende, eftersom årsagen til flytningen til New York var afslag på diverse mediejobs i hjemlandet.
I New York er Liv et fænomen inden for den gastronomiske verden. Og hendes mainstreamgennembrud er muligvis lige rundt om hjørnet. Hun er til et branchearrangement i New York, hvor hun drikker det ene glas champagne efter det andet og tager coke på badeværelset. Til samme arrangement fortæller Livs chef, at hun kan blive meddommer på et stort anlagt madlavningsprogram, dog på den betingelse, at hun bare lige skriver en artikel, der går viralt.
Liv spyer med millennial-girlboss-attitude og vil derfor gøre alt i sin magt for at skrive hitartiklen. Men først skal hun et visit til Sydney for at overraske sin barndomsveninde Amy (JJ Fong) der fylder 40 år.
Da Liv kommer til Australien, tager turen en uventet drejning, da hun får stjålet sin taske med sit amerikanske visum. Og dr. Priyanka (Leah Vandenberg) fortæller vores hovedperson, at hun ikke kan få udstedt et nyt visum til USA, før hendes blodtryk, kolesterol og generelle helbred er mindre faretruende. Det kan tage op til et år, fortæller lægen.
Men Liv har maksimum en måned til at få sit helbred på rette kurs, og på den tid kan hun gudskelov også skrive sin virale artikel, ræsonnerer hun.
»Get well, die trying«, lyder seriens undertitel, der markerer Livs desperate måde at navigere sit helbred og den store karrieremulighed på. Liv bruger diverse wellnessmetoder for at quickfixe sit helbred. Hun får blandt andet sugekopbehandlinger (a la wellnessguruen Gwyneth Paltrow), faster og udsætter sig selv for den nødvendige cleanse.
Liv vil gerne slå to fluer med et smæk, så hun inviterer sin veninde Amy med til sin tarmskylning, så Amy kan tage billeder til Livs viral-to-be-artikel.
Mens Liv ligger på briksen og har et rør op i endetarmen, diskuterer hun mere og mere højlydt med Amy i én af de scener, hvor Celeste Barbers kropslige komiske talent viser sig. Man kan mærke ubehaget og den akavede stemning igennem hendes fysiske fremstilling, som en mindre ranglet udgave af Kramer fra ‘Seinfeild’, men stadig kluntet og fremragende spøjs.
Hendes kyniske mimik og sarkastiske jargon vækker minder om Phoebe Waller-Bridge i ’Fleabag’.
’Wellmania’ er spækket med kritik af wellnesskulturen. I scenerne, hvor Liv er på udebane og bliver udfordret fysisk, er Celeste Barber til gengæld på hjemmebane og leverer tåkrummende humor.
Samtidig oplever vi en hovedperson, der er så komplet navlepillende, at hun vil droppe sin brors bryllup til fordel for sit arbejde. Hun er en kvinde, der ikke kan give plads til sin venindes succes, fordi hun selv har fået afslag inden for samme felt. Og som ikke forstår, hvorfor hendes mor bliver ked af det, når moren bliver opsagt fra sit job som lægesekretær – for hun var jo bare lægesekretær …
Dette portræt af millennialgenerationens egocentriske arbejdsmoral og dens selvrealiseringsprojekter rammer spot on. Liv siger på ingen måde fra over for sin urimelige chef, da chefen er et nødvendigt onde i hendes livsprojekt. Hun er godt klar over, at hendes adfærd har negative konsekvenser for alle omkring hende, men hun joker blot selvretfærdigt med det.
’Wellmania’ er en charmerende påmindelse om, at den type adfærd er drønucharmerende.
Kort sagt:
’Wellmania’ er underholdende wellnesskritik kombineret med letfordøjelig generationskritik. Alt sammen serveret på en harmløs og fjollet måde med en velcastet Celeste Barber i spidsen.