Den kaotiske: Heath Ledger som The Joker
No surprise. Nolans Joker i ’The Dark Knight’ er ganske enkelt en af de mest centrale skurkeroller i filmhistorien.
Efter Jack Nicholsons tegneserietro galskabsversion af Gothams klovneprins i Tim Burtons ’Batman’ satte mange spørgsmålstegn ved castingen af Heath Ledger, der, modsat Nicholson, ikke var alment kendt for sit diabolske mørke. Ledger var tværtimod en klassisk heartthrob, smuk som morgensolen og med en drenget charme.
Men ganske ligesom han var i stand til at transformere sin troskyldige karisma til forknyttet hjertesorg i ’Brokeback Mountain’ tre år forinden, omdannede Ledger sig fuldstændigt i rollen som anarkistisk nemesis til Christian Bales sammenbidte Batman.
The Joker var simultant gal og kalkuleret, morsom og frygtindgydende og altid utilregnelig. De håndholdte gidseltagningsvideoer i midten af filmen var i øvrigt instrueret og optaget af Ledger selv, lige så vel som Jokerens sarkastiske klapsalve i fængselscellen efter Gordons (Gary Oldman) forfremmelse til kommissær var et af skuespillerens egne påfund.
Bedste skurkagtighed:
Da han crasher et mafioso-stormøde efter at have røvet topbossernes pengekasse, hvorpå han klasker en blyant gennem en håndlangers øjenhulning og stryger jakkereversen tilbage på plads.
»And by the way… the suit: It wasn’t cheap. You oughta know. You bought it«.
Den nådesløse: Javier Bardem som Anton Chigurh
Få skuespillere har manifesteret koldblodighed, bedre end Javier Bardem gjorde, da han trak pagehårshjelmen over sit spanske stjerneansigt i Coen-brødrenes banebrydende ’No Country for Old Men’.
Bevæbnet med kvægpistol og psykopatisk morderinstinkt forfølger Chigurh den ressourcefulde Llewelyn Moss (Josh Brolin) som en blodtørstig prærieulv i jagten på en stjålen pengekuffert og får undervejs taget livet af både uskyldige forbipasserende, konkurrerende kartelmedlemmer og dygtige lejemordere.
Introscenen i fængslet, hvor han kvæler en betjent med sine håndjern, mens kameraet panorerer over det galskabsfyldte ansigt med de udspilede øjne, står stadig som et af de mest brutale filmmord nogensinde. Og resten af Bardems omvendte deadpan-præstation er så meget desto mere imponerende, når man tænker på hans fortidige roller som fløjlsstemmebærende førsteelsker.
Med Anton Chigurh skabte Bardem en karakter, der, ligesom Heath Ledger, trodsede alle filmporteføljens fordomme om romantisk typecasting. Chigurh er ikke kun en afstumpet morder, men en karakter med en klar filosofi om valg og konsekvens, der er blottet for sympati overfor almindelige menneskers – som han ser det – komfortable søvngang.
En kuldegysende kræftpræstation.
Bedste skurkeagtighed:
Da Chigurh konfronterer den ejegode, men sløvsindige tankstationsejer med hans manglende evne til at deltage bevidst i sit eget liv og tvinger ham til at vælge den ene af to sider – af en mønt.
»Wouldn’t be fair. I didn’t put nothing up«.
»Yes you did. You have been putting it up your whole life. You just didn’t know it. You know what date is on this coin? 1958. It’s been travelling 22 years to get here. And now it’s here and it’s either heads or tails… and you need to call it«.
Den diabolske: Alan Ford som Brick Top
På mange måder er ’Snatch’ egentlig bare den mest vellykkede udkrystallisering af Guy Ritchies utallige ensemble-gangsterdramaer, der tæller den hæderlige ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’, den forvirrede ’RocknRolla’ og den voldsomt trættende ’The Gentlemen’.
Det, der får ’Snatch’ til at skille sig ud fra mængden, er præstationerne, herunder særligt britiske Alan Ford i skikkelse som den oneliner-leverende, menneske-til-grise-fodrende, cockney-accent-mestrende mafiaboss.
Brick Top er en tegneserieagtig skurk med kæmpebriller, gule tænder og tilbagestrøget sølvhår, der holder om alle trådene i Snatch-underverdenens hierarkiske dukketeater. En »’orrible cunt«, hvis han selv skal sige det, der indgyder Ritchies til tider fjollede univers med en tiltrængt afgrund af primal ondskab, som får publikum til at bekymre sig oprigtigt for hovedpersonernes ve og vel.
Bedste skurkagtighed:
Da han introducerer sig for tre tumpedumme røvere ved hjælp af sin viden om grises fortæringsevne:
»You need at least 16 pigs to finish the job in one sitting. So be vary of any man who keeps a pigfarm. They will go trough a body that wights 200 pounds in about 8 minutes. That means that a single pig can consume 2 pounds of uncooked flesh every minute. Hence the expression: As greedy… As… A pig«.
Den skræmmende: Albert Brooks som Bernie Rose
Hvem havde troet, at ophavsmanden til stemmen bag klovnefisken Marlin fra ’Find Nemo’ skulle vise sig at blive en af de mest isnende bad guys på det store lærred?
Albert Brooks’ Bernie Rose i Nicolas Winding Refns ’Drive’ markerer endnu en djævel, der blev fuldbyrdet fremmanet på trods af forventningerne, og selvom Brooks sandt for dyden var velsignet med et af nyere filmhistories bedste og strammeste manuskripter, leverer han stadigvæk en præstation, der er lige så mindeværdig som Goslings skorpionjakkebærende stum-helt.
I modsætning til den næsten komisk ondskabsfulde Brick Top er Bernie Rose et fleksibelt monster, der kan iklæde sig anstandens menneskedragt, hvilket gør hans brutale gerninger så meget desto mere overvældende, når hans sande natur udfolder sig. Albert Brooks’ evne til at sænke publikums parader med sin onkelagtige hjertevarme fungerer glimrende i samspillet med hans horrible koldblodighed, som da han tager livet af en mand ved at give ham et håndtryk, vende armen 45 grader og snitte offerets pulsåre over med en skarpsleben ragekniv.
Bedste skurkagtighed:
Diner-scenen, hvor han uden tøven banker en spisegaffel i øjet på en håndlanger, der ved for meget, henter en steak-kniv og jager den to gange i halsen på den overflødige underordnede, så blodet sprøjter ud over voksdugen, hvorefter han vender sig irriteret mod sin medsammensvorne (Ron Perlman):
»Now it’s your turn to clean up after me«.
Den svigefulde: Allison Williams som Rose Armitage
Da Jordan Peele tog på triumfpressetogt med sin mesterlige gyserfilmdebut ’Get Out’, forklarede han valget af Allison Williams som en person, ’man engang havde kendt og var forelsket i på en sommerlejr’, hvilket var den eksakte girl-next-door-kvalitet, der var nødvendig for at gøre Rose Armitages forræderiske psykopat præcis så hypnotiserende elskelig for publikum, som hun forekommer at være for hovedpersonen Chris (Daniel Kaluuya).
Som man finder ud af i filmens anden halvdel, har den aristokratiske og superracistiske Armitagefamilie to våben, hvad angår systemisk kidnapning af unge, sorte mænd. Enten bliver de fysisk overmandet af Roses bror Jeremy (Caleb Landry Jones), eller også bliver de langsomt spundet ind i Roses kunstfærdige edderkoppenet af syntetisk hengivelse.
Allison Williams spiller begge dele perfekt, og præstationen som rummelig kæreste med pinlige forældre forekommer endnu mere imponerende, når hun mod slutningen transformerer sig om til en dæmonisk kamæleon uden det mindste anstrøg af menneskelig empati.
Bedste skurkagtighed:
Hendes totale splittelse mellem stemmeskuespil og mimik, da Chris’ gode ven (Lil Rel Howery) ringer til Rose for at høre, hvad der er sket, efter at Armitage-familien har taget Chris til fange. Den sårbare repliklevering og følelsesblottede ansigt manifesterer bedre end noget andet Rose Armitages afkoblede tilstand – og Williams’ stærke præstation.
»Wait… You haven’t seen him? Oh my goood«.
Den karismatiske: Denzel Washington som Alonzo Harris
Denzel Washington er bare cool I ‘Training Day’. Han er cool, når han sidder med briller på en diner og læser avis. Han er cool, når han overbeviser Ethan Hawkes naive rekrut om at man skal have stoffer i blodet for at kunne opsnuse stoffer på gaden. Han er cool, når han udleverer selvsamme rekrut til et brutalt slæng af forbrydere. Han er endda cool, når han er blevet skudt i røven med en 9-millimeters tjenestepistol.
Ligesom med Javier Bardems Chigurh taler Oscar-statuetten egentlig for sig selv, men den officielle hæder skal ikke stå i vejen for yderligere lovprisning af Washingtons topkarismatiske dirty cop, der gentagne gange ikke bare overbeviser hovedpersonen, men også publikum om, at gadens regler må håndhæves med gadens metoder.
Ethan Hawke spiller som sædvanligt fabelagtigt, men Washington stjæler enhver scene, mens han skifter næsten metronomisk mellem intimiderende autoritet og djævelsk legesyge, der kulminerer i en af de bedste skurkemonologer nogensinde …
Bedste skurkagtighed:
… Hvor Ethan Hawkes rekrut endelig efterlader ham uden penge eller pistol og med en kugle i ballen, omringet af de forbrydere, som Alonzo har behandlet som affald, gemt bag politiskiltets ubrydelige skjoldværn. Det er en perfekt metafor for den systemiske korruptions urørlighed og en fantastisk desperat afslutning for en af filmhistoriens bedste bad guys.
»I’m the POLICE. I run shit here. You just LIVE here. Yeah, that’s right, you better walk away. You better walk away, cause imma burn this motherfucker down. King Kong aint got SHIT on ME«.
Den underholdende: Cate Blanchett som Hela
Tordengudens renæssance i Taika Waititis genformulerede univers i ’Thor: Ragnarok’ er spækket med veloplagte præstationer, og måske var det Waititis karakteristiske lethed, der gav ondskaben en tiltrængt ansigtsløftning til Marvels metaltrætte skurkegalleri, eller også var det Cate Blanchetts tydelige begejstring over at spille en rolle, hvor hun kunne give den fuld skrue som gotisk femme fatale med sort spandex, sardonisk repliklevering og utrættelig CGI-spydkast.
Formentlig var det begge dele.
Resultatet blev i hvert fald et underholdende portræt af den nordiske dødsgudinde Hel (som Marvel opfindsomt har navngivet Hela, hvilket på dansk får hende til at lyde som et bestyrelsesmedlem i en boligforening), der for en gangs skyld både er effektiv og skræmmende, og hvis mindeværdighed er temmelig imponerende set i lyset af den begrænsede screentime, som hun får tildelt over for Thors eventyr på Jeff Goldblum-planeten.
Det er tydeligt, at Blanchett morer sig i rollen, og det smitter i den grad af på resultatet, som hos enhver anden skuespiller sagtens kunne være blevet endnu en parentes blandt Marvels forglemmelige præstationer.
Bedste skurkagtighed:
Da hun med udtalt foragt banker Thor sønder og sammen i Asgårds tronrum og skærer hans ene øje ud.
»Ew. Now you remind me of dad«.
Den undervurderede: August Diehl som Major Hellstrom
Vi slutter med en curve-ball, for jo – velsagtens kunne man kaste flere rosenbuketter efter Cristoph Waltz eminente Hans Landa i Tarantinos ’Inglourious Basterds’.
Men eftersom vi allerede har været omkring to Oscar-vindende heavy-hitters med Bardem og Washington, vil jeg udnytte falderebets sidste trin til at sætte fokus på den tyske skuespiller August Diehls underkendte sublimitet som nazistmajoren Hellstrom.
Hvis det ikke lige ringer en klokke, er Hellstrom den naziofficer, som crasher det hemmelige møde i baren mellem blandt andre Diane Kruger og Michael Fassbender. Diehl har kun denne ene scene, men det er filmens bedste, og han udnytter sin sparsomme tid fabelagtigt. Hellstrom er indledningsvist skeptisk, dernæst kammeratlig, senere skideirriterende påtrængende, før han endeligt kalder Fassbenders bluff og afslører sin durkdrevne natur.
August Diehl spiller alle faserne fantastisk, og hvor kan det tyske sprog synge, når det varetages af en dygtig orator.
Bedste skurkagtighed:
Da undercovergruppen på nazimajorens insisterende anbefaling bliver tvunget til at spille en tysk omgang ’Hvem-er-jeg?’, og Hellstrom eksemplificerer både sin glohede racisme og urovækkende deduktionsevner ved at gætte, at han er King Kong, på baggrund af ganske få informationer.
»On this boat ride, was I in chains?«
»Yes«.
»When I arrived in America, was I displayed in chains?«
»Yes«.
»Am I the story of the negro in America«.
»No«.
»Well then I must be King Kong«.
Major Hellstrom er måske ikke alle tiders største skurk, men August Diehls præstation fortjener ikke desto mindre en stjerne på nederdrægtighedens walk of fame.