I 83 afsnit har medlemmerne af mødregruppen i centrum for ‘Workin’ Moms’ delt ud af deres dybeste hemmeligheder, mørkeste tanker og mest ydmygende fiaskoer som nybagte mødre med en ærlighed, humor og generøsitet, som jeg aldrig før har oplevet på mainstream-tv.
Med afsæt i sin egen fødselsdepression har instruktør/showrunner/producer/forfatter/hovedrolleindehaver Catherine Reitman skabt et ensemble og safe space, der bobler over af omsorg og søsterkærlighed. En brevkasse i serieform, hvor der er plads til at tale om tanker, som rammer de fleste nye forældre, men som få tør at sige højt:
For eksempel at man nogle gange nærmest kan ønske sig at komme ud for et lille trafikuheld, som kunne give én et pars dages pause i rolige omgivelser. Eller at man fantaserer om at være med i serien ’The Leftovers’, og at ens børn var blandt de to procent af befolkningen, der pludselig forsvandt.
I komedieseriens første sæsoner handlede det mest om de kropslige og psykologiske ændringer forbundet med en ny baby, om fødselsdepression og følelser af ikke at slå til hverken derhjemme eller på arbejdet. Men i den Netflix-aktuelle finalesæson, hvor de fleste af mødrene er vendt tilbage på job, begynder andre spørgsmål at melde sig omkring, hvad vi som forældre giver videre til vores børn, og hvad vi selv har med i bagagen af mere eller mindre bearbejdede barndomstraumer.
Lettet i nærdødsoplevelse
Det nye fokus kommer især til udtryk i skildringen af voksenmobberen Jenny (Jessalyn Wanlim) og den succesfulde forlagschef Sloane (Enuka Okuma) – en del af mødregruppen, der får mere skærmtid, nu hvor Frankie (Juno Rinaldi) desværre er ude af billedet.
I sæson 7 får både Jenny og Sloane hver deres back story, der giver os indblik i deres barndom, nuancerer vores syn på dem og kommer med nogle mulige årsager til Jennys narcissisme og Sloanes problemer med at lukke folk ind og knytte sig til sin søde partner Paul (Dylan Taylor).
Det er velkendt, hvis ikke en decideret kliché, at det at blive forælder kan afføde en ny bevidsthed om ens egen opvækst og dødelighed. Men et interessant spin på den trope er, at Annes (Dani Kind) nærdødsoplevelse i slutningen af sæson 6, hvor en tidligere patient forsøger at køre hende ned, ikke fører til øget angst eller taknemmelighed.
I stedet afslører Anne i starten af sæsonen, at hun i øjeblikket, hvor hun troede, det var slut, følte sig lettet og mere i live, end hun har gjort meget længe. Og sæsonen igennem bliver hun ved med at jage den intense følelse, hvilket blandt andet fører til anskaffelsen af kæledyret ‘Tula, kort for Tarantula.
Det er dog ikke kun Anne, der har brug for at genopdage, hvem hun var inden børn. Også Sloane har svært ved at genkende sig selv, og sammen går de derfor i fodsporene på deres gamle jeg’er i afsnittet ’Old Sloane’ – kun for at konstatere fem minutter inde i middag og meat boys, at de ikke længere findes. I hvert fald ikke i samme udgave.
Men lige så fremmedgjorte de er over for deres yngre, barnløse versioner, lige så rådvilde er de nu, når de forestiller sig, hvem de kommer til at være uden – og dette sidste spørgsmål fylder en del i sæson 7, der hinter til identitetstab nummer to ude i horisonten: Når børnene flyver fra reden.
Stonerhumor og penisfødsel
Det er naturligvis ikke kun Reitman, der italesætter de mørke sider af moderskabet og den metamorfose og splittelse af selvet, der følger med.
Frustrationerne, der akkompagnerer den nye rolle som forælder, er noget, der i de senere år har fyldt mere i popkulturen. Tænk bare på Line Jensens og Liana Fincks tegninger, der hitter på Instagram, Olga Ravns bog ‘Mit arbejde’, Maggie Gyllenhaals film ‘The Lost Daughter’ og Rachel Cusks forfatterskab, for at nævne nogle få eksempler.
Men det er kun Reitman, mig bekendt, der formår at udvinde så meget komisk guld fra den vrede, smerte, frygt og splittelse, som de alle sammen beskriver.
‘Workin’ Moms’ er både sårbar og hysterisk morsom, og hver gang jeg har været døden nær af grin, er det Reitman, der står bag: Hvad end det er, fordi hun onanerer med et afsavet zombiehoved med roterende tunge eller gengiver stønnelydene i sin foretrukne, japanske pornogenre hentai.
Det er Reitmans komiske talent og helt særlige blanding af udsyret, selvudleverende stonerhumor (der i sine mest gakkede øjeblikke minder os om hendes medvirken i ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’ som ’dead tooth girl’ Maureen Ponderosa, der identificerer sig som kat) og ufiltreret, akavet realness, som er seriens største gave.
Selv i de mest tåbelige og platte afsnit – og dem er der en del af – er der altid et gran af sandhed. Tag bare episoden ’If Women Had to Give Birth’ i slutningen af sæson 2, hvor mødrene spiller mandlige versioner af sig selv, der har født ud gennem deres penisser og nu mødes i en fædregruppe for at tale om de ændringer, som deres penisser har gennemgået, og én af dem indrømmer, at han overvejer »penile rejuvenation surgery«. Hvor absurd, hva?!
Slut Mitzvah
Dette greb med at vende de stereotype kønsroller på hovedet går igen i den nye sæson, hvor Kate Foster PR lander en stor pharma-klient: Frontera. Kate bliver hyret af entreprenøren Ram (Raymond Ablack) til at markedsføre Seedless – en p-pille til mænd.
Kates mand Nathan (spillet af Philip Sternberg, der også er hendes mand i virkeligheden) lægger ud med at sige, at produktet er dødsdømt, fordi »ingen mand vil finde sig i de bivirkninger«. Men til sidst går han med til at teste produktet, og vi bevidner hans forvandling til en nærtagende grådlabil sofakartoffel, der kun vil se reality-tv og afviser sex, fordi han føler sig utiltrækkende og oppustet, hvortil Kate svarer: »Skat, jeg er oppustet, hver gang vi har sex. Hver eneste gang«.
‘Workin’ Moms’ har fra start af talt meget og befriende bramfrit om sex, og i sæson 7 fortsætter mødrene ufortrødent med at udbasunere deres sexpositive budskaber til alle, der vil lytte … og til dem, der hellere vil dø, heriblandt Kates stedsøn Nathan Jr (Kyle Breitkopf) og Annes datter Alice (Sadie Munroe), hvis seksuelle debut bliver fejret med en improviseret ’Slut Mitzvah’, der starter som en velmenende gestus, men ender i et kollektivt black-out.
Jeg er på ingen måde klar til at sige farvel til Val’s pals – jeg fulgte dem gerne ind i overgangsalderen og på pension.
Men Reitman har altså valgt at stoppe hér, og hun giver sine karakterer en meget varm og værdig afslutning.
’Workin’ Moms’ kan ses på Netflix.